- Jeg har ikke bevist mit værd i AaB

Michael Beauchamp er på vej ud af svingdøren i AaB. Foto: Torben Hansen

Michael Beauchamp er på vej ud af svingdøren i AaB. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Det er måske i virkeligheden meget rammende, at geografien, hvor Michael Beauchamp stammer fra, går under navnet "Down Under". Australieren har nemlig på ingen måde følt sig ovenpå siden han forrige sommer skiftede den tyske bundesliga og Nürnberg ud med SAS-ligaen og AaB. Den ene skade har afløst den anden, og sat sit præg på præstationerne, der er blevet snavset til med selvmål, forsvarskoks og udvisninger. Endelig blev helvedessæsonen fuldbyrdet med en klokkeklar kassering af AaB's cheftræner Magnus Pehrsson, der sagde "dur ikke", og bad Beauchamp om at finde sig en anden arbejdsgiver. Svenskeren ville i hvert fald ikke bruge ham. - Tiden i Aalborg har ikke været god. Da jeg kom var jeg skadet, så blev jeg udvist, og det blev fulgt op af en hel serie af skader. Det har været meget skuffende. En af den slags sæsoner, hvor intet har fungeret, og hvor jeg aldrig har fået vist, hvad jeg kan, sukker Michael Beauchamp. På den baggrund er den australske stopper ikke bitter over, at Magnus Pehrsson har vraget ham til startopstillingen, mens Lynge Jakobsen dagligt tigger andre klubber om at aftage ham, så sportsdirektøren kan få frigivet en astronomisk millionløn. - Trænere har forskellige idéer, og Pehrsson har så ment, at han ikke kan bruge mig. Det skal jeg ikke beklage mig over. Faktisk forstår jeg klubben, for de har bedømt mig ud fra det, jeg har vist, og det har bestemt ikke været godt nok. A part of football Michael Beauchamp blev i sommer opereret hjemme i Australien. Ved et større indgreb fik han fjernet brusk og ordnet menisken i sit venstre knæ. Blot to træningspas har han deltaget i inden han i aftes var på banen for AaB's reservehold. Nu vælger han at se fremad. - Det har været et ekstremt dårligt år, men "That's part of football". Du kan enten vælge at pakke dit grej og flygte hjem eller blive ved med at kæmpe. Og jeg har bestemt tænkt mig at blive ved med at kæmpe. Jeg er ikke slået ud. Tværtimod har jeg sulten og motivationen til at komme tilbage. Jeg skal i form nu, har to år tilbage af kontrakten, og er helt klart god nok til AaB's førstehold. Et signal der er direkte modsatrettet AaB's ønske om at slippe af med Beauchamp. Lynge Jakobsen har talt om følere fra norsk fodbold, og ikke spillet med skjulte kort. AaB har allerede fire centerforsvarere samt Michael Sten som udviklingsspiller. Beauchamp skal væk. Men kænguruen har ikke til sinds at hoppe nogen steder. Intet hørt fra Norge - Jeg har faktisk ikke talt med Magnus Pehrsson siden, jeg er kommet tilbage. Jeg ved helt ærligt ikke, hvor jeg står i forhold til holdet. At der skulle være interesse fra norsk fodbold, er helt nyt. Det har hverken mig eller min agent hørt til, og jeg er i kontakt med min agent hele tiden. Jeg har ikke travlt. Jeg skifter ikke klub skadet, og vil derfor blive her, understreger Beauchamp. Interessekonflikten kan dog hurtigt blive tøet op. Til næste sæson er der VM i Sydafrika, og det er en turnering de australske socceroos allerede har kvalificeret sig til. Beauchamp har spillet en rolle i kvalifikationen, og den robuste forsvarer synes at være et sikkert kort i landstræner Pim Veerbeks planer, når truppen skal udtages. Men det fordrer, at han får mere græs under dupperne og bliver fast mand på sit hold. - Jeg har talt med Pim om min situation. Han kender til den. Ved alt om mine skader, og mine problemer i Aalborg. Men han har også set mig spille i Bundesligaen, så han kender mit rigtige niveau, og har derfor også udtaget mig i perioder, hvor jeg har været udenfor i AaB. Så jeg tror på VM. Det er den største turnering i verden, og en af mine største oplevelser var i 2006, hvor jeg var med i 23-mands-truppen til Tyskland. Dengang kom jeg ikke på banen, men bare det at være med, var fantastisk. Heldigvis er vejen til VM lang endnu. Der er tid til at komme tilbage. Og det er et stort mål for mig, pointerer Michael Beauchamp.