- Jeg har lært at rejse mig ved det træ, jeg er faldet

- Man bliver stærkere i modgang, mener Dorte Pedersen. Samtidig er livet for kort til alt det, som hun gerne vil prøve

TRANUM:Det er snart et år siden, at 40-årige Dorte Pedersen stod overfor en forældres værste mareridt: Sønnen Dennis vælter på sin scooter, og ulykkelige omstændigheder gør, at han ender med at få amputeret sit ene ben. - Det er svært at forklare, hvor man får kræfterne fra. Jeg var helt slået ud. Vi kom igennem det ved troen på, at det bliver bedre i morgen, fortæller Dorte Pedersen. Støtte fra familie, venner og lokalsamfundet varmer også i den periode. Dorte Pedersen forklarer, at folk udenfor deres omgangskreds også tilbyder dem deres hjælp. - Om de skulle hjælpe med rengøring eller tøjvask - og de mente det. Det er fantastisk i et lokalsamfund, påpeger hun. Dorte Pedersen er tit blevet spurgt, hvordan hun kan klare svære situationer så godt, som hun gør. - Jeg tror ikke, at jeg er stærkere end andre, men jeg har lært at rejse mig ved det træ, jeg er faldet. Man bliver stærk i modgang, forklarer hun. Den eneste ene Dorte Pedersen bliver født i Koldmosen, og bor med sin familie der, indtil de flytter til Øster Svenstrup, da hun er 7 år gammel. - Det er der mange der ikke ved. De tror, at jeg kommer fra Gjøl, men faktisk flyttede jeg hjem igen, da jeg flyttede til Tranum, siger Dorte Pedersen. Da hun er færdig med folkeskolen, begynder hun nemlig på handelsskole i Aalborg, og igennem en klassekammerat støder hun på sin mand. - Da jeg mødte ham til en fødselsdag, følte jeg, at han var den eneste ene, siger Dorte Pedersen. Roger Palsgård Pedersen har på daværende tidspunkt en ejendom på Gjøl, hvor parret flytter sammen nogle måneder efter hendes 18 års fødselsdag. - Og så startede livet med at have travlt, for der var dyr og have, der skulle passes, og ved siden af havde vi begge fuldtidsjobs, husker Dorte Pedersen. Sagde op i protest Som 21-årig føder hun parrets første barn, Anita, og tre år senere følger sønnen Dennis. I de år siger Dorte Pedersen sit job som hjemmehjælper op. - Det var en protest med systemet, fortæller hun. Der sker nemlig omlægninger på jobbet, som gør, at Dorte Pedersen ikke længere føler, at hun kan leve med. - De ældre fik ikke den pleje, de skulle have. Derfor kunne jeg ikke være tilfreds med min arbejde, forklarer hun. I stedet får hun arbejde på et psykiatrisk plejehjem i Aabybro, men efter sønnens fødsel begynder hun på at gå hjemme. - Efter en måned eller to opdagede jeg, at jeg har brug for mere end det. Jeg er nødt til at have ambitioner ud over børnene. Ved at komme ud blandt andre mennesker samler jeg energi til børnene, forklarer Dorte Pedersen og tilføjer: - Det var jeg ikke klar over dengang, men har senere fundet ud af, at det hænger sådan sammen. Vigtig lektie Efter at Dorte Pedersen er blevet det klogere på sig selv, er spørgsmålet, hvad hun så skal lave. Et AMU-kursus i Aabybro indenfor hotel- og restaurationsbranchen løser det spørgsmål. Kursus slutter med en praktikperiode, hvor Dorte Pedersen kommer til hotellet Klitrosen ved Slettestrand. - Det var lige mig. Det var sjovt, og jeg har altid godt kunne lide det sociale, fortæller hun og efter kurset bliver Dorte Pedersen ansat på stedet. Allerede fire timer inde i sin første arbejdsdag der må Dorte Pedersen stå på egne ben, da ejeren tager sig en middagslur. - Der lærte jeg, at man ikke altid har en til at træffe beslutninger. Jeg måtte selv tage beslutningerne og ansvaret, forklarer hun. Dorte Pedersen bliver da også sat på en prøve, da et ægtepar den dag bestiller ål. Hvad prisen på det måltid skal være, ved hun ikke, men sjusser sig frem til en pris. - Jeg tog menukortet, gættede og måtte så tage ris eller ros senere. Det viste sig, at jeg havde taget lidt for lidt for det, men oplevelsen har jeg taget med mig og har siden brugt, forklarer Dorte Pedersen. Tæt på at miste søn Pludselig bliver sønnen Dennis syg. Af uforklarlige årsager får han i en alder af tre et halvt år meningitis, så Dorte Pedersen bliver hjemme og passer ham i to måneder. Ti måneder senere bliver han alvorligt syg igen. - Bange er ikke ordet. Vi var tæt ved at miste ham begge gange. Det var utrolig hårde tider, men heldigvis er han sluppet uden mén, fortæller Dorte Pedersen. - I dag, når jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke forstå, hvordan vi kom igennem det. Ufatteligt hvor kræfterne til at stå det igennem kom fra, men de kom, tilføjer hun. Dorte Pedersen forklarer, at de nok er kommet igennem det, fordi altid forsøger at finde det positive i situationen og holde sig for øje, at andre har været igennem det, der var værre. - Der er altid noget positivt, hvis bare man åbner øjnene og ser det. Det finder man ud af med alderen, siger hun. Uretfærdigt Kort efter sygdomsforløbet med Dennis begynder Dorte Pedersen at arbejde på Himmerlands Fondens Ferie- og Kursuscenter, hvor også hendes mand arbejder. Efter et stykke tid finder de ud af, at det ikke kan nytte noget at blive boede på Gjøl. Med skiftende arbejdstider og små børn er det for dyrt og besværligt. Derfor beslutter de sig for at leje et hus i Tranum for fem år. - Jeg skal have lys, luft og rum omkring mig. I Tranum er man tæt på skov og strand, og skolen ligger lige her, forklarer Dorte Pedersen. Samtidig finder hun ud af, at hun gerne vil prøve noget nyt og bliver derfor kommunal dagplejer. - Mit liv er for kort til alt det, jeg gerne vil prøve. Det er svært at forklare, men dagene er for korte til at nå det, jeg gerne vil, fortæller Dorte Pedersen. Familien falder godt til i Tranum og i 1998 køber de huset. Året efter bliver datteren Lise født. Samtidig beslutter man i kommunen at skære ned på dagplejerne, og det ender med, at Dorte Pedersen stopper som dagplejer. Det falder sammen med, at der opstår en jobmulighed som mellemleder på Himmerlands Fondens Ferie- og Kursuscenter. Dorte Pedersen slår til. I 2002 må hun dog stoppe der på grund af nedskæringer. - Jeg følte, at livet var uretfærdigt og jeg måtte gå en måned her hjemme og sunde mig, husker Dorte Pedersen. Ikke lang tid efter søger hun et job i Brugsen i Tranum, og der arbejder hun stadig. Vil gerne hjælpe andre - Da jeg var i 20’erne, forstillede jeg mig ikke, at jeg skulle det igennem, som jeg har været. Jeg føler, at jeg har fuldt med den vogn, som var begyndt at rulle, siger Dorte Pedersen. Hun har nu et ønske, at de erfaringer, som hun har fået, skal komme andre til gode. Udover erfaringerne fra sønnens sygeperioder har også den yngste datter Lise været ramt af sygdom, da hun som ganske lille får konstateret ledegigt. Dorte Pedersen ved endnu ikke, hvordan hendes ønske skal realiseres, men det er noget, som hun vil arbejde videre med. Indtil videre hjælper Dorte Pedersen andre i form af sit arbejde som lokal leder af Røde Kors besøgstjeneste, og også som kasserer i TGF giver hun en frivillig hånd med. - Jeg brænder meget for det, hvis bare jeg kan hjælpe lidt en gang i mellem. Jeg må have et stort behov for det moderlige. Jeg føler glæde ved, at andre får det bedre, siger Dorte Pedersen. - Det er en positiv side af mit liv, tilføjer hun.