Jeg har min luksuskarriere i Danmark

Alle burde have ret til et års sabbat, mener Lisa Nilsson, der fik lysten til musik tilbage efter fem års pause

Musik 20. april 2003 08:00

Sangerinden Lisa Nilsson er det bedste, der er kommet fra Sverige siden knækbrødet, skrev en anmelder engang. Manden må have glemt alt om ABBA og Volvo'er, men sandt er det i hvert fald, at danskerne er fuldstændig bidt af den 32-årige sangerinde fra Stockholm. De seneste tre uger har hun været helt i top - og i sidste uge nummer to - med opsamlingsalbummet "Samlade Sånger 1992-2003" på den danske hitliste. Og umiddelbart efter påske indleder hun sin flere måneder lange turné i netop Danmark - i København, Aalborg og Århus. Lisa Nilsson har ellers efterhånden succes i hele Norden, men Danmark er noget ganske specielt. - I Sverige sælger jeg flest cd'er, og her er der jo også flere til at købe dem. Men det er i Danmark, jeg har min luksuskarriere. Her bliver jeg kørt i limousine fra lufthavnen til hotellet, mens jeg må køre i min egen bil i Sverige, smiler Lisa Nilsson. Det er nu ikke den eneste grund til, at hun siger, som hun gør. Forklaringen skal også findes i, at der er mere af dét, hun kalder "bullshit-sladder" om hende i de svenske aviser og ugeblade end i de danske. - Jeg føler mig meget mere beskyttet og lidt mere eksklusiv i Danmark. Her handler alle skriverierne altid om min musik i stedet for om mit privatliv, og det er da rart, siger hun på det helt specielle svensk-danske, hun efterhånden har tillagt sig. - Ellers har danskerne lidt svært ved at forstå mig. Jeg har efterhånden lært mig selv, hvad de sværeste ord på svensk hedder på dansk, fortæller Lisa Nilsson. Den svenske sangerindes musikalske udtryk har hr., fru og frøken Danmark derimod aldrig haft problemer med at fatte. Hun behøvede kun at fortælle, at "himlen var runt hörnet" og synge "Varje Gång Jag Ser Dig" i 1992, før danskerne hev svinelæderet op af lommer og håndtasker og investerede i hendes cd. Sang blandt vinterdæk Herhjemme var "Himlen Runt Hörnet" det første Lisa Nilsson-album, der blev udgivet, men i Sverige var det nummer tre. For allerede som 18-årig udgav hun cd'en "Lean On Love" i 1989, og allerede året efter blev den fulgt op af albummet "Indestructable". Sanginteressen fik hun ikke fra fremmede, for faderen hjemme i byen Tyresö var jazzpianist og ferm på et klaver. Og snart kom Lisa Nilsson i kirkekor, hvor hun sang, indtil hun var 16 år. Men mange år troede hun, at det var balletdanser, hun skulle være. Dét var Lisa Nilsson også i halvandet år, hvor hun gik på Ballettakademin, inden en producer fik hende overbevist, at det snarere var sangstemmen i stedet for dans på tæerne, hun skulle satse på. Det førte til de første plader, men også til at Lisa Nilsson pludselig var blevet en meget let kunstner, der endte med at stå og synge i et trafikmagasin mellem snak om vinterdæk og olieskift. - Det fik mig til at overveje hele karrieren en gang til. Var det nu også dét, jeg ville, siger Lisa Nilsson. Det førte så til "Himlen Runt Hörnet"-cd'en, som siden har givet hende gelé til håret og smør på knækbrødene. Ved relanceringen gik Lisa Nilsson unægteligt den modsatte vej af de fleste. Hun startede med at synge på engelsk, men har på de seneste fem album holdt sig til de svenske gloser. Men hvorfor egentlig udgive et opsamlingsalbum nu - som kun 32-årig? Er det et "Langsåmt Farväl", som singlen fra cd'en faktisk hedder? - Nej, bestemt ikke - men jeg er i en mærkelig mellemfase, hvor jeg ikke præcist véd, hvad det næste bliver. Jeg synes, at "Himlen Runt Hörnet"-cd'en er ret tidløs, og derfor vil jeg også gerne prøve få de unge til at høre numrene. De farer ikke bare sådan ud og køber 11 år gamle album med mig, mener Lisa Nilsson. Hun har aldrig været den superselvsikre type, der bare konstant véd, hvad hun vil. For øjeblikket lytter hun meget til afrikansk musik for at blive inspireret til den næste cd, men for to måneder siden var det mere aggresiv og energisk pop, der var i cd-afspilleren i den svenske hovedstad. - Jeg er vild med så meget, så lige nu prøver jeg bare at fylde på. Så må vi se, hvad der kommer ud i den anden ende, siger hun. Selv om den nye cd hedder "Samlade Sånger 1992-2003", har det været let at samle Lisa Nilssons sange fra 1995-2000. Efter albummet "Till Morelia" i 1995 holdt hun fem års cd-pause, fordi lysten til musikken var ved at svigte. - Jeg følte simpelt hen, at jeg var kommet ind i branchen meget ung, og det hele var gået meget stærkt. Jeg havde svært ved at finde mig selv i det hele og brød mig ikke om al opmærksomheden. Derfor var det nødvendigt med en pause. - Staten burde bevilge et års sabbat til alle, for jeg tror, det er en god investering. Det giver færre sygedage, fordi du får stresset af, og for mig betød det i hvert fald, at jeg fandt ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg vil musikken, siger Lisa Nilsson. I dag føler hun, at hun er i bedre kontakt med sine følelser, og at hun ikke længere tager sig selv så alvorligt, som hun gjorde i begyndelsen. - Jeg har lært at stole på min intuition og er kommet i bedre kontakt med mine egne følelser. I starten var jeg lidt af en skuespiller, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere min succes. - Men der er nu også noget i folks attitude, der har ændret sig. De fokuserer ikke så meget på mine bryster og min frisure længere, som de gjorde i starten. Det kan jeg sagtens leve med - det har jeg det faktisk rigtig fint med, siger Lisa Nilsson. Efter at det især var i Danmark og Sverige, hun fik succes i starten, er nordmændene også blevet Nilsson-fans de seneste år. Ikke mindst efter at Lisa Nilsson har indspillet et nummer med det store navn deroppe: præsten og sangeren Bjørn Eidsvåg. - Det har faktisk betydet, at min cd "Små Rum" fra 2001 pludselig sælger godt deroppe - med to års forsinkelse. Så i Norge skal jeg optræde med min "Små Rum"-turné i de kommende måneder, siger hun - stadig lidt forundret over albummets pludselige genkomst. Lisa Nilsson vil også gerne komme igen og spille andre steder i Danmark end i København, Aalborg og Århus i sommerens løb. - Jeg ville gerne være med på nogle af festivalerne også - men problemet er, at de bliver holdt på samme tid i både Danmark, Sverige, Finland og Norge. Så det er lidt et luksusproblem, jeg har, siger Lisa Nilsson. Glemsens hjørne er hun i hvert fald ikke gået omkring efter 14 år i en barsk branche.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...