Jeg har Stauning på min side

Karen Jespersen har skrevet en bog om, hvordan hun fik ret i sidste ende, også selv om hendes forhenværende folketingskolleger nægter at anerkende det. Samtidig beskriver hun et parti i identitetskrise

Intet er lettere end at forkaste Karen Jespersen som en outsider. Hun har længe været isoleret i et fjernt kontor på Christiansborg. Helt derude har hun fået de seneste måneder til at gå ved sammen med en ung journalist at skrive en bog om, hvordan hun nåede toppen i Socialdemokratiet og siden tumlede mod bunden for i sidste weekend at smække døren bag sin politiske karriere - formentlig til glæde for rigtig, rigtig mange partifæller, der længe har ønsket den spinkle kvinde med pjuskhåret og primetime-smilet helt ude kulden. De ledende socialdemokraters problem er bare, at Karen Jespersen og hendes bog udstiller alle partiets frustrationer. For uanset hvordan de vender og drejer partiets nye udlændingepolitiske linje, så støtter socialdemokraterne i dag officielt de forslag til stramninger, som blev hendes endeligt. Tidligere på ugen gav de socialdemokratiske vælgere Karen Jespersen en entydig støtteerklæring i en meningsmåling foretaget af Berlingske Tidende. Hun er en outsider, men historien har givet hende ret. Karen om Karen I bogen beskriver Karen Jespersens sin opvækst hos en enlig mor i det københavnske arbejderkvarter omkring Nansensgade. Hun fortæller om sin politiske vækkelse, om studenteroprør, rødstrømper og entréen hos marxisterne i VS. Historien er såmænd interessant nok, men Karen Jespersens forvandling fra fanatisk, venstreradikal feminist til socialdemokrat med dybfølt forståelse for befolkningen tigger om at blive vurderet udefra. Bogens tyngde ligger dog i den sidste tredjedel, hvor Karen Jespersen har gjort lynkarriere i S, godt hjulpet på vej af sine syv år som skærmjournalist i Danmarks Radio. Poul Nyrup udnævner i 1993 Karen Jespersen til socialminister for første gang. Hun etablerer sig hurtigt som et en sjældent folkekær minister, men internt i Socialdemokratiet ser det anderledes ud. Hendes udadvendte og folkelige stil vinder hende få venner i partiet. Kollegernes afsmag for det, man i hån kalder populisme, er ifølge Karen Jespersen en hovedforklaring på Socialdemokratiets voksende krise, som 90'erne skred frem: - Hvorfor gik Socialdemokratiet så meget tilbage på trods af de store forbedringer, partiet gennemførte? Og hvorfor var det især blandt partiets kernevælgere, ikke mindst blandt arbejderne, vi tabte terræn?, spørg hun og giver selv svaret: Socialdemokratiet lod sin folkelige forankring glide ud mellem fingrene. Mens Nyrup og Lykketoft nørklede med at løse de økonomiske knuder, strømmede vælgerne væk. Karen Jespersen mener derimod selv, at hun demonstrerede socialdemokratiske kerneværdier som socialminister. For eksempel ved at arbejde for hårdere krav til bistandsklienter om at de skulle bestille noget og ikke bare "ligge på sofaen og spille guitar for skatteydernes penge," som hun sagde dengang. Personligt ansvar, barske krav og mere konsekvens er nemlig 24 karat socialdemokratiske idealer for Karen Jespersen - når bare målet er at give borgerne en stærkere følelse af fællesskab. Mens store dele af Socialdemokratiet lægger vægt på individets frihed og rettigheder, står Karen Jespersens socialdemokratiske kamp først og fremmest om at bevare sammenhængskraften i samfundet. Dét slag står inde i ganske almindelige danskeres hoveder, og derfor taler Karen Jespersen konstant om den "folkelige forankring", som for hende er Socialdemokratiets lunger og hjerte. For hvis danskerne bekymrer sig om for eksempel indvandring, er det en socialdemokratisk pligt at reagere håndfast på bekymringen: - Bag debatten om udlændingepolitikken lå til syvende og sidst kravet om, at politikerne skulle værne om det folkelige fællesskab. Intet kunne være mere i pagt med Socialdemokratiets traditioner, symboliseret ved ledere som Stauning og H.C. Hansen. Kniven til Karen Som bekendt tog Karen Jespersens deroute i Socialdemokratiet fart, da hun blev indenrigsminister. Den altid smilende socialminister skiftede ham og blev en kynisk populist, der dyrkede fremmedangsten i samfundet, sagde kritikerne. Karen Jespersen afviser, at hun ændrede sig en tøddel - og man må tro hende. Hun tog blot sin højhastighedsforbindelse til folket med sig. Trods talrige mediestorme viste meningsmålinger, at et stort flertal i befolkningen støttede Karen Jespersens forslag, også det med at isolere kriminelle asylansøgere på den øde ø (som hun retteligt havde kaldt "ubeboet") og hendes klare forkastelse af et multikulturelt, dansk samfund. I bogen beskriver Karen Jespersen, hvordan hun som indenrigsminister blev lagt for had i sit partis venstrefløj og ledelse. På det berømte Havnsø-møde i november 2000 afviste Socialdemokratiets top at gå til valg på Karen Jespersens udlændingestramninger. Hun opsummerer selv de klare signaler, ledelsen sendte til hende: - Dine holdninger er ikke socialdemokratisk politik. Vi står for humanisme, det gør du ikke. Indlæggene blev holdt i en meget direkte tone. Der var en fjendtlig stemning, og jeg fik det indtryk, at man gik efter at skræmme mig til tavshed. Karen Jespersen var blevet en paria i et miljø, hvor personlige alliancer har så stor betydning, at unge politikere griner højt af halvdårlige vittigheder, hvis det kan betale sig. Inden valget i 2001 lavede hun som en sidste gestus et dødsdømt katalog over mulige stramninger på udlændingeområdet, der blandt andet inkluderede en 25-års-regel om retten til familiesammenføring med ægtefælle og et forslag om, at ægtepars samlede tilknytning skulle være størst til Danmark. Hvad sagde jeg? Tre år senere er Karen Jespersen færdig, Nyrup er i Bruxelles og Socialdemokratiet har tilsluttet sig alle hendes forslag. Karen Jespersen opfatter Mogens Lykketofts nye udlændingekurs som utroværdig. Han er og bliver, siger Karen Jespersen mellem linjerne, en teknokrat med et elitært og distanceret forhold til almindelige danskeres virkelighed. Og selv om hun camouflerer bitterheden godt, gør Karen Jespersen på en af de sidste sider det klart, hvor uretfærdigt hun føler sig behandlet: - Da jeg kæmpede for en ændret udlændingepolitik, fik jeg mildt sagt aldrig opbakning fra Mogens Lykketoft eller fra andre i den nuværende ledelse. Og nu hvor Lykketoft går ind for nogle af regeringens stramninger, har det ingen konsekvenser for den samlede politiske profil. Tværtimod er det de folketingsmedlemmer, der har været de skarpeste kritikere af en stram udlændingepolitik, som Lykketoft placerer på fremtrædende poster. Arven efter Karen Det er tankevækkende, at netop Karen Jespersen med sin fortid i den dogmatiske venstrefløj blev den eneste socialdemokratiske stjerne, der har knækket nakken på at være for folkelig. For Karen Jespersen skal en socialdemokratisk leder forsøge at sammenføje personlige idealer, befolkningens ønsker og ægte socialdemokratiske værdier. Skal man dømme ud fra "Karen. En personlig historie", kender Karen Jespersen kun ét sted i verden, hvor de tre kvaliteter lige nøjagtigt mødes: I Karen Jespersen. Så har man jo nærmest gjort sig til en outsider fra begyndelsen. Nu er Mogens Lykketoft & co. sluppet af med hende. Men socialdemokraterne må på et tidspunkt spørge sig selv, om politikere som Karen Jespersen, der instinktivt forstår og reagerer på, hvad befolkningen bekymrer sig om, har en fremtid i partiet. Og hvis svaret er nej, hvad er planen så?