- Jeg har travlt på den gode måde

Jan Lunde ved, at han ikke kan holde dampen oppe evigt - en yngre kompagnon er på vej ind i firmaet

BRØNDERSLEV:Direktør Jan Lunde, AP Facader, lader fysisk og mentalt op med spinning, havearbejde og knoklearbejde i skoven. Og selv oplever han, at han har travlt på den gode måde. - Jeg kan lide, det jeg laver. Og så tror jeg selv, at jeg er utrolig god til at planlægge. Jeg når altid det, jeg skal. Den 47-årige direktør kan fejre 25 års jubilæum med A. P. Facader samme år, han fylder 50 år. Og han har ikke haft en sygedag i 22 år. Yngre kræfter på vej Han er dog bevidst om, at han ikke kan holde dampen oppe de næste 20 år. Og af samme grund er en kompagnon på vej ind i firmaet. - Den dag jeg ikke har energien og ikke kan finde på alternative tilbud, vil jeg have plads til at sige stop. For skal vi vinde udbuddene, skal vi tænke alternativt hele tiden. Hans arbejdsuge tæller et pænt stykke over 37 timer. - Men fredag klokken 14 har jeg fri til mandag morgen - telefonen er slukket, siger Jan Lunde og tilføjer, at han enkelte lørdage er at finde på kontoret om formiddagen. - På hverdage er jeg altid på kontoret lidt i 6. Der fred og ro, og jeg har tid til at skrive opmålinger rent, så de er klar, når montørerne møder. Klokken ti minutter i syv går jeg i værkstedet og drikker en kop kaffe sammen med medarbejderne. Jan Lunde planlægger selv turene til de 16 montørerne. Og kalenderen afslører et travlt ugeprogram, hvor der ikke er spildtid at give af. - Men uden planlægning får man stress. Ugen har for Jan Lunde budt på møder i Aalborg, Brønderslev, Aabybro, Herning, Vejle, Kolding, Århus, Billund - i Billund deltog han i repræsentæntskabsmøde i Dansk Byggeri. Og han prioriterer organisationsarbejdet højt. - Her er toppen af dansk byggeri samlet. Jeg tror, det betyder meget, at AP Facader er repræsenteret her. Haven og skoven Tid til frivilligt arbejde tager han sig også. Han er netop nu tovholder i projektet, der skal give en toiletbygning ved Den runde Pavillon. Når Jan Lunde tager hjem, står den lige nu på havearbejde og på hardcore skovarbejde. - Jeg har en grøntsagshave, der er sået i cirkler - sådan i rigtig Søren Ryge-stil. Jeg dyrker alle vores grøntsager selv. Og så har jeg syv tønderland skov med 20.000 normandsgran. Derude stresser jeg fuldstændig af. - Når jeg arbejder i skoven, er det med motorsaven eller med en spade, hvor jeg skal grave vildskud op. Jeg er træt, når jeg er færdig. Definitionen på motion er for Jan Lunde at få pulsen op og sved på panden. Og det får han i særdeleshed hver mandag morgen mellem 8 og 9 i motionscenter, hvor ugen bliver kick-startet. For fuld damp - Jeg går til spinning sammen med otte andre. Og det er ikke bare for sjov. Vi cykler for fuld damp. Et fightergen har han - og selv på motionscyklerne træder han for at komme først over stregen. - Jeg kan da se i spejlene, at jeg kører hurtigere end dem, griner han. - Det synes jeg i hvert fald selv. Og man er totalt pjaskvåd, når man er færdig. Sommerhalvåret byder på cykelture i det fri, og i vinterhalvåret står der badminton i Firma Idræts regi på programmet. - Og det er heller ikke for sjov. Vi fører statistik over, hvor mange gange, man har vundet sæsonen igennem. Film og god sovs En omgang hyggebadminton finder han også tid til. Men når den står på afslapning, nyder Jan Lunde at se en god film. I hjemmet står den fortrinsvis på økologiske mad. - Det har Marianne indført. Men vi skiftes til at lave maden. Når Jan Lunde står ved komfuret er menuen sovs og kartofler. - Men jeg putter ikke fløde i sovsen - jeg kan godt lave en god sovs uden fløde.