Ældreforhold

- Jeg havde besluttet at begå selvmord

Mødet med en delfin i fangenskab gav Merete Günther nyt mod

Siden 1996 har Merete Günther været lammet efter en fejlvurderet diskusprolaps, og hun har været så langt nede, at hun planlagde at tage sit eget liv. I dag hjælper hun andre handicappede til at få det bedre gennem kurser på Feriecenter Slettestrand. 20 kurser er det foreløbig blevet til på tre år.
foto: jens morten

Siden 1996 har Merete Günther været lammet efter en fejlvurderet diskusprolaps, og hun har været så langt nede, at hun planlagde at tage sit eget liv. I dag hjælper hun andre handicappede til at få det bedre gennem kurser på Feriecenter Slettestrand. 20 kurser er det foreløbig blevet til på tre år. foto: jens morten

SLETTESTRAND:En fejlvurderet diskusprolaps ændrede i 1996 Merete Günthers liv totalt. Den var så alvorlig, at den kappede nervetrådene i rygsøjlen over, og det var for sent at operere. Som 41-årig befandt hun sig så i køretol, lammet fra livet og ned, mellem ældre og demente beboere på et plejehjem i sin hjemby Hammel. Mens hun var der, blev hendes gård til overflod brændt ned af en brandstifter. - Jeg havde intet tilbage, kun de personlige ting, jeg havde med mig. Nu kunne jeg ikke komme længere ud, og selv om jeg fik en beskyttet bolig, besluttede jeg, at dette ikke var et liv der var værd at leve, fortæller hun i cafeen på Feriecenter Slettestrand. Fra et aktivt liv som pædagog og terapeut, med kæreste og plejebørn, heste, hunde og katte omkring sig på gården og desuden halvvejs gennem en ny uddannelse som Reiki-healer, var hendes tilværelse smadret. - Jeg sad i min beskyttede bolig, overladt til mig selv og uden hjælp, og jeg opgav simpelthen at kæmpe videre. Jeg satte mig ind i hvilke piller der skulle til for at begå selvmord, og som det sidste ville jeg på en ferietur til Portugal sammen med en veninde. Jeg fortalte hende ikke om planen, jeg ville gennemføre, når jeg kom hjem. Merete kom afsted på ferie med veninden som hjælper, men et besøg i et delfinarium, som bare skulle være en af oplevelserne undervejs, kom til at blive et vendepunkt. - Her oplevede jeg en delfin, Sam, som havde levet et frit liv i Rødehavet, men nu levede i bur. Og alligevel havde han avlet fire unger. Han havde valgt livet, selv om delfiner kan sørge sig ihjel, forklarer Merete. - Sam stillede sig foran mig ved kanten af bassinet, og jeg kløede ham på tungen, selv om jeg blev advaret om at han ville bide mig. Det gjorde han ikke. Han fik mig til at vælge livet, for kunne han leve i bur, kunne jeg også leve i mit bur. Merete vendte hjem, skrottede ideen med pillerne og begyndte sin lange, seje kamp væk fra afgrundens rand. - Det var op ad bakke og er det stadig, men jeg fik viljen tilbage. - Jeg begyndte at genoptræne på egen hånd. Jeg ledte efter et sted med vand, og det blev her i Slettestrand, som er et fantastisk sted. Jeg havde taget 28 kilo på, for jeg var jo ligeglad, og så kunne man lige så godt spise. Foreløbig er jeg kommet af med seks kilo på tre år, så det går langsomt, konstaterer hun. - Efter fire år fik jeg en el-kørestol, efter fem år fik jeg fast hjælper, og nu har jeg også fået invalidebil. Noget af det bedste var, da jeg fik borgmesteren i Hammel ud i byen i kørestol. Da blev byen handicapvenlig - men ikke før, fortæller Merete Günther. Det er nok tyvende gang, hun er på Feriecenter Slettestrand, for det viste sig nemlig, at her kunne hun bruge sine uddannelser og hjælpe andre. Så nu har Merete kurser for små grupper af handicappede, der vejledes i gymnastikøvelser i varmtvandsbassin, får zoneterapi, massage og healing, kører på minicrossere og rider, og hun har sågar nogle af sine egne heste med til Slettestrand, hvor hun efterhånden tilbringer halvdelen af sin tid. Hestene står ellers hjemme i en lejet stald ved Hammel, hvor de også bliver brugt til undervisning. - Jeg kan sagtens trække en hest fra kørestolen, og jeg er også begyndt at ride selv, forklarer hun. - På et tidspunkt blev jeg henvist til en psykolog. Han var også håndværker, og han spurgte, om jeg ikke havde noget praktisk, han kunne lave, for jeg havde ikke brug for psykolog. Jeg havde fået kampgejsten tilbage. Fysisk har den nu 52-årige Merete Günther dog ikke fået det bedre. - Jeg har en diskusprolaps i nakken, som man ikke tør operere, og jeg har knoglekræft. Så for mig handler det om livsforlængelse og livskvalitet. - Jeg plejer at sige, at hvis jeg vågner i morgen og er død, bliver jeg ikke sur.