- Jeg havde intet valg

Kulturminister Brian Mikkelsen afviser fodfejl i TV 2-farce, men Dansk Folkeparti er langt fra tilfreds

KØBENHAVN:Kulturminister Brian Mikkelsen(K) havde intet andet valg, da han i fredags hev stikket ud af TV 2-salget. Sådan forsvarer ministeren sig i en skrivelse til Dansk Folkeparti, der siden aflysningen har tordnet mod ham akkompagneret af Venstres ordfører Jens Rohde. Brian Mikkelsen skriver til støttepartiet, at hans juridiske rådgivere fuldstændig ændrede syn på salget af TV 2, da de for nogle uger siden fik indblik i de retssager, som selskaberne bag TV3 og TvDanmark har anlagt ved EF-Domstolen mod den danske stat - for ulovligt at have pumpet penge i TV 2. Rådgiverne inklusive kammeradvokaten frarådede salget, fordi de så en risiko for, at en eventuel køber ville komme til at hænge på en milliardstor ekstraregning. - Det ville være uforsvarlig omgang med både bydernes ressourcer og skatteborgernes økonomiske interesser, hvis kulturministeren valgte at sidde en sådan anbefaling overhørig, skriver Brian Mikkelsen. At blandt andre TV3 har erklæret sig villig til at løbe risikoen, opfatter kulturministeren som irrelevant, da de øvrige bydere aldrig kunne få samme viden om EU-sagerne som TV 3, der jo selv har anlagt en af dem. Borgerligt rabalder Via sin pressemedarbejder slår Brian Mikkelsen desuden fast, at hans "hensigt" fortsat er at sælge TV 2, så snart retssagerne er overstået om 2-3 år. Beslutningen om at skrinlægge salget blev truffet i forståelse med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), oplyser ministeriet. Derfor ønsker Brian Mikkelsen ikke at kommentere den voldsomme kritik fra Venstres medieordfører Jens Rohde. I Dansk Folkeparti stiller medieordfører Poul Nødgaard sig langt fra tilfreds. Han har i årevis optrådt som kulturministerens tro væbner i spørgsmål om danskernes foretrukne tv-kanal, og nu føler han sig holdt for nar. - Da den første store EU-sag blev afklaret, strålede han og sagde, at nu kommer der ikke flere forhindringer. Vi spurgte specifikt til de to søgsmål, men han sagde niks, der var "ingen problemer", fortæller Poul Nødgaard. Først på et møde i fredags lod kulturministeren vide, at juraen alligevel var et problem. - Når vi viser stor tillid til regeringen, stemmer finanslove igennem og så videre, bør vi løbende få respons og ikke bare få sådan et bombe lidt henkastet smidt i hovedet på et fredagsmøde. Vores bitterhed er overordentlig stor mod kulturministeren, siger Poul Nødgaard, der allerede i dag vil pumpe Brian Mikkelsen for oplysninger - Vi er bange for, at regeringen har fortrudt og nu bruger det her som en undskyldning for at udskyde salget. I går bekendtgjorde Kulturministeriet, at de otte nu bedagede bud på TV 2 fortsat vil blive holdt hemmelige af hensyn til konkurrencelovgivningen.