Jeg hører hjemme på landevejen

Med et nyt album i ryggen glæder Johnny Madsen sig til endnu en sommer med masser af koncerter, drukture og golf

Johnny Madsen har aldrig lagt skjul på, at han godt kan lide at inhalere livet gennem værtshusets tætte tobakståger og store mængder af skummende fadøl. Men denne formiddag nøjes den vestjyske musiker med det tjavsede hår og den rustne stemme med en halv liter kildevand og en håndfuld Savoy Ultra Light, mens han fortæller om sit nye album "Regnmanden". Efter den afdæmpede forgænger med den meget lidt kommercielle titel "Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet" er der igen skruet op for guitaren, og teksterne er lige så rablende skøre, som de plejer at være. - Der var en gang en, der sagde til mig, at han ikke kunne forstå mine tekster, men at han godt kunne lide dem. Og det er måske lige nøjagtig meningen med det hele. Dybest set skal tekster opleves og ikke forstås. Hvis man ser en flot pige komme gående ned ad gaden, så begynder man ikke at analysere hende og spørge sig selv, hvorfor hun egentlig er flot. Er det læbestiften eller hendes blege hud? Nej, det er det helhedsbillede, jeg får af hende, siger Johnny Madsen. Teksterne bliver både til i hjemmet i Nordby på Fanø og på den 51-årige rockmusikers rejser til store og små byer herhjemme og i udlandet, hvor den lille notesblok altid er med. Og selv om han efterhånden har udgivet 14 plader siden solodebuten i 1982, er der stadig masser af historier at tage fat på. - Mine tekster er snapshots fra ting, jeg har oplevet. For eksempel kan jeg huske en gang, jeg var på ferie nede i Spanien. Der var der fem bowlingbaner, men ingen automatisk keglerejser. Men der var en mand, der havde fået det job, at han skulle rejse keglerne manuelt på alle fem baner, mens turisterne hersede rundt med ham. Og så stod jeg og spekulerede på, at det nok er det, som det drejer sig om i tilværelsen - at stå på den rigtige side af banen. Det brugte jeg så senere i en sang, forklarer Johnny Madsen. Elsker turnélivet Efter et halvt år med tekstskrivning og studiearbejde glæder Johnny Madsen sig til at komme ud i sommerlandet, og fra slutningen af maj drager han og den faste stab bestående af trommeslageren Henrik From, guitaristen Knud Møller og bassisten Niels Nello Mogensen ud på endnu en turné. - Jeg elsker anarkismen og friheden ved at være på tur. Hvis jeg har spillet en eller anden koncert, så er jeg ikke typen, der kan gå op på mit hotelværelse og læse en bog af "Det er trist og mørkt" - hvad er det hun hedder…Dea Trier Mørch. Så ender vi nogle gange i byen og andre gange på hotelværelset. For mig er det stadig frihed at komme ud og leve det helt igennem, siger Johnny Madsen og ser helt opløftet ud ved udsigten til de mange efterfester, som han mener er en uundværlig del af livet som turnerende rockmusiker. - Den dag historien om rock'n'roll dør, så er der ingen grund til at tage derud. Alene tanken om at have et statssted, hvor du kan lære at spille rock'n'roll er for mig fuldstændig modsætningsfuld. Hvordan lærer man at smide et fjernsyn ud fra fjerde etage? Og hvordan lærer man at løbe fra en barregning og lade trommeslageren betale? Det er noget, man ligesom skal være i derude, og den dag jeg bliver for gammel til det, stopper jeg, konstaterer han og tager et ordentligt sug af cigaretten. På trods af, at han har passeret de 50, bliver der altså stadig gået til den. Man kan da også være ret sikker på at møde Johnny Madsen og band i nattelivet efter en koncert. - Jeg har ikke skåret ned på festerne eller smøgerne. Men vi har regler i orkestret. Vi må ikke drikke før to timer før en koncert. Vi drak noget mere, da vi var yngre. Nu skal vi sørge for, at det hele er tjekket og i orden, og så kan vi gå til den bagefter. Men vi er såmænd ikke værre end så mange andre i branchen. Hvor vi har fået det rygte fra, må skyldes vores trommeslager Henrik From. Han er fra Aalborg, og jeg har lagt mærke til, at når han går rundt deroppe, så smider han altid en femmer i alle barnevogne. Det kunne jo være hans eget barn, siger Johnny Madsen og griner hæst.Handicap syv Men det er ikke druk og smøger det hele. Den garvede musiker er en dygtig golfspiller med et imponerende handicap på syv, og golfen er da også repræsenteret på det nye album med nummeret "Dobbelt Bogey Blues", der er fuld af referencer til legen med den lille hvide bold. I løbet af ugen bliver det til tre-fire omgange på den vindomsuste hjemmebane på Fanø, der ligger fem minutter fra Johnny Madsens rødmalede hus. - Jeg spiller meget, for det er et godt sted at gå og tænke samtidig med, at man får lidt motion. Jeg har nogle faste makkere. Lennart har et firma, hvor han laver noget i Tyskland, Willy er tømrer, og Ibsen er fiskepakker. Det siger jeg for at nævne, at golf er blevet en folkesport og ikke længere noget, som kun de rige spiller, siger han og tilføjer, at golftasken også er med på turné. - Der er flere i bandet, der spiller. Og det er jo dejligt, for når man kommer til en by, så er man der som regel ved 13-tiden. Hvis man så først skal på ved 21-tiden, har du otte timer, og så sjovt er det heller ikke at ligge på et hotelværelse. Så kommer vi ud og får noget luft, og aftenens koncert bliver selvfølgelig bedst, hvis jeg har vundet, siger Johnny Madsen, der mener, at køllesvingeriet har haft en positiv effekt på helbredet. - Det har hjulpet lidt med golfen. Så nu kan jeg gå 300 meter uden at skulle bruge en taxa, konstaterer han smilende.Kunstmaler Udover golfspillet bruger den kendte Fanø-boer også meget tid på at dyrke sin anden lidenskab - kunst. Mens samleveren Margit Enggaard Poulsen er billedkunster og uddannet på kunstakademiet, er Johnny Madsen autodidakt og maler både med hænder og fødder. - Det er da lykkedes mig at sælge et par malerier, der ikke skulle byttes. Så det går sådan set den rigtige vej. Jeg kan godt lide at lave sådan noget, der er lidt halvabstrakt, men det skal samtidig være genkendeligt. Det svarer lidt til mine tekster på en eller anden måde. Du kan se, hvad det er, men der er også flere lag, siger han. - Inspirationen er sådan lidt ad libitum. Jeg går bare i gang og smører lærredet til. På et tidspunkt opstår der noget, og så er der et spil mellem en selv og billedet. Så udvikler det sig. Nogle gange overtager billedet kontrollen, og andre gange gør jeg. Af og til spiller jeg banjo foran billedet, og hvis det kan klare det, er det fordi, det er færdigt. Foreløbig er maleriet kun en hobby, som Johnny Madsen slapper af med, når han er hjemme. Men legen med farverne har alligevel fået så godt tag i ham, at den er kommet til at fylde mere og mere med årene. - Lige nu gælder det musikken. Når jeg engang stopper med det, begynder jeg for alvor at gå i gang med det andet. Jeg har overvejet at holde en pause på nogle år og måske skrive en bog eller male nogle billeder. Men når skolen skinner, så river det i de gamle travheste, der skal ud på landevejene. Det er jo der, vi hører hjemme.