Jeg holder aldrig op

I morgen fejrer Danmarks store skuespillerGhita Nørby 50-års skuespillerjubilæum. Stadig fuld af nysgerrighed og aldrig tilfreds med sig selv

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg har jo ikke ligefrem en tragediennes ansigt, men jeg har spillet mange tragedieroller. Det man har brugt hos mig, er mine evner og ikke mit udseende, mener Ghita Nørby. Foto Linda henriksen/Scanpix

En kasse proppet med sort-hvide fotografier. Den får man udleveret i avisens billedarkiv, når man spørger efter »Ghita Nørby, skuespillerinde«. Et halvt århundredes teaterhistorie ligger gemt i konvolutterne. Hundredvis af blanke billeder, der rækker helt tilbage til midten af 1950’erne og viser en purung og glad nybegynder med de berømte smilehuller her, der og alle vegne. Til fotos af den modne, fejrede skuespillerinde, hvis umiddelbarhed er tilsat det lille, vidende forbehold, som tiden har givet hende. Der er privatfotos med skiftende ægtemænd og endnu mere skiftende frisurer. Øjeblikke fra prisoverrækkelser, pressemøder, oplæsninger, premierer, interviews. Men også et væld af rollebilleder, der fortæller historien om et langt liv på scenen - fra en anden og mere uskyldig tids søde unge piger til de facetterede og krævende kvinderoller, mennesker på godt og ondt, som Ghita Nørby senere har givet liv og lidenskab. I morgen fejrer dansk teaters store skuespillerinde langt om længe sit 50 års-jubilæum, som egentlig skulle have fundet sted i foråret, men som blev udsat i flere omgange. Det bliver ikke Det Kongelige Teater, som overrækker laurbærkransen med silkebåndene - til trods for, at Ghita Nørby ellers har været tilknyttet nationalscenen i store dele af sit skuespillerliv. I stedet hyldes hun efter tæppefald, når hun gæstespiller på Betty Nansen Teatret i rollen som Madame Curie i P.O. Enquists nye stykke »Blanche og Marie.« NORDJYSKE møder Ghita Nørby efter dagens prøve på Frederiksberg Allé. I garderoben, som hun deler med forestillingens øvrige kvindelige medvirkende, rydder vi en plads for at brede nogle af de mange billeder fra karrieren ud. Genkendelsens glæde er smittende og den berømte latter gavmild. Det første, vi tager frem, er nu slet ikke et fotografi, men derimod en gulnet anmeldelse af den purunge skuespillerindes første optræden på den kongelige teaterscene, dateret lørdag den 4. september 1954. Hun var lige begyndt som elev på teatret, men spillede familiens datter i Eugene O’Neills hyggekomedie »Du skønne ungdom«: »Eleven Ghita Nørby, som endnu agerer noget for ivrigt,« var kritiker Svend Kragh-Jacobsens kortfattede karakteristik. Flytter sig Hvad ville du sige til den ivrige Ghita, hvis hun stod her i garderoben? - Jeg ville genkende hende. Hun er også en del af mig. Det er ikke sådan, at jeg ikke godt kan se mig selv, da jeg var lille. Jeg var jo altid så glad og et leende menneske, der traskede jublende ind. For jeg var opdraget til at gøre alle tilpas. Og det var blevet en naturlig attitude hos mig. Jeg skabte mig ikke, men jeg syntes bare, alle mennesker skulle have det godt. Og det giver jo en over-ivrighed, og først med årene lærer man, at det måske ikke er der, kræfterne ligger. Ghita Nørby husker stadig aftenen ret så tydeligt. Hun var bl.a. omgivet af sin kommende lærer Holger Gabrielsen, og Frits Helmuth, som hun siden kom til at spille meget sammen med, havde hovedrollen. Til trods for lidt hjertebanken, var hun ikke særligt nervøs: - Det er langt værre nu, for nu er jeg jo bevidst. Jo mere du kræver af dig selv, jo vanskeligere bliver dit arbejde, men jo sjovere bliver det jo også. Men har du trods alt aftener, hvor du forlader scenen og siger, - Ja, det her kunne jeg være bekendt? - Ja, det håber jeg da. Men det slutter ikke. Det er et fortsat arbejde. For hvis man går ud af scenen og siger: - Ja, det var mægtig godt, så skal man pakke sit habengut og finde et andet arbejde. Men hvis man siger: - Ja, det her var måske en meget god forestilling, men i morgen er der endnu en, og så må vi se, hvad vi så kan finde ud af, så er det noget andet. Jeg er aldrig lykkelig for reproduktioner, og jeg er kun glad for i morgen. Jeg hænger ikke fast. Jeg går, jeg flytter mig. Jeg har aldrig siddet og aet mig selv. Ikke strateg Fortrydelse er der ikke rigtig plads til hos Ghita Nørby. Heller ikke ærgrelse over det, hun ikke kom til at spille. Hun har ganske enkelt ikke haft tid. Og kriser? - Jeg kender udmærket godt til kriser, men jeg har heldigvis aldrig måttet sidde med hænderne i skødet. Det er livets held, tilskikkelser. For jeg er ikke strateg. Det kan jeg ikke finde ud af. Så jeg skulle være et utroligt utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke føler mig som et privilegeret menneske. Du havde udseendet med dig, men du havde det også imod dig, da du begyndte? Brugt for evnerne - Jeg har jo ikke ligefrem en tragediennes ansigt, men jeg har spillet mange tragedieroller. Det man har brugt hos mig, er mine evner og ikke mit udseende. Ja, jeg er slet ikke sikker på, at jeg i dag - med det, der hedder casting - ikke var blevet hængende i de søde pigeroller. Men man kan sige, at alle de store instruktører - Erling Schroeder, Sam Besekow, Edvin Tiemroth, John Price, Torben Anton Svendsen - brugte og udnyttede os i forestillinger, ligesom vi havde en teaterchef, Peer Gregaard, først på Det Ny Teater, siden på Det Kongelige, som også tog del i en ung skuespillerindes liv og plejede hende: Hvordan skal hun udvikle sig? Mit store held har været, at jeg har arbejdet mig igennem den farlige alder for en skuespillerinde ved at blive brugt. Jeg har kunnet bruge min erfaring som menneske og min alder. Og det er ret så sjældent, en skuespillerinde får lov til det. Den form for talentpleje findes den overhovedet i dag? Men der må jo alligevel have været saft i stænglen på hende pigen Ghita? - Ja! Jeg tror, jeg er et stykke skvalderkål. Den kommer altid op. Erling Schroeder sagde: - Du minder mig om daggammel kylling. Den er stærkest. Ghita Nørby kan dog godt mærke, at hun »ikke er 70 mere«. Men hun nyder stadig at være med. Har nysgerrigheden i behold. Og hun har ikke i sinde at holde op, med mindre hun ikke længere kan huske et ord. - Det er jo et liv. Hvad skal jeg sige andet? At spille skuespil er en form for tilværelse, som er min, så længe jeg er her. Det tror jeg ikke, jeg skal narre mig væk fra. Det er ikke fordi, jeg ikke kan holde sommerferie. Men jeg har jo aldrig sluppet arbejdet som skuespiller. Altid haft en opgave. Det er lettere at holde fri, når man ved, at der venter noget foran én - at nogen venter noget af én. Ville du blive sindssyg, hvis ikke du havde skuespillet? - Jeg håber det ikke! Men så må der være nogle hunde og nogle roser, noget græs at slå, nogle børnebørn at lave skæg med - og jeg elsker da også stadig at læse op. Hvorfor skulle det forsvinde lige pludselig? Den nærmeste fremtid? Der er lagt låg på uenigheden med nationalscenen. Ghita Nørby er bestemt ikke den, der løber af pladsen: - Selv om aviserne fastholder, at jeg er gået fra Det Kongelige Teater, så er jeg altså stadig under kontrakt, og jeg skal selvfølgelig derind og spille i næste sæson. Jeg er ganske vist blevet pensioneret som tjenestemand. Men man fortsætter jo på scenen. To kunstige knæ, men det går med lidt ginseng! Og nu skal Ghita Nørby så endelig fejres. Det glæder hun sig meget til: - Man skal da bare tage imod og være taknemmelig og glad. Det er jeg! Hvordan fejringen skal foregå, ved Ghita Nørby til gengæld ikke meget om. Det er Betty Nansen Teatret, der har besluttet, at hun skal hyldes, og som sætter det hele i værk i hemmelighed. - Det eneste, jeg har gjort, er, at jeg har skrevet en liste med mennesker, jeg gerne vil se, og som jeg holder af, understreger Ghita Nørby. En invitation kan de nok ikke fremvise, Ingeborg, Regitze, Martha, Célimène, Fru Heiberg, Winnie, Louise, Fru Bernarda, Elisabeth, Nora, Fru Alving, Gertrud og alle de andre. Men mon ikke de alligevel er til stede et eller andet sted, når klapsalverne på lørdag skyller ned over dansk teaters ubestridte førstedame?