Narkokriminalitet

- Jeg husker intet om den sag!

Narko-vidner havde særdeles dårlig hukommelse med i landsretten

AALBORG:Det er set før i narkosager - og den helt store sag, der i disse dage foregår i Vestre Landsret i Aalborg, er ingen undtagelse. Folk i vidneskranken led af udpræget dårlig hukommelse, da retten i går forsøgte at få et dybere indblik i ikke mindst to tiltalte brødres narkoforretninger. Ingen af brødrene var videre meddelsomme, og de ville slet ikke sige noget, der kunne bringe andre i fedtefadet. Endnu mindre hukommelse blev udstillet, da dagens første vidne blev kaldt ind: En ung mand, som ifølge anklageskriftet har købt mindst 489 gram amfetamin og 179 ecstasypiller af brødrene. Han huskede nul og niks. Vidnet, der tidligere selv er idømt et års fængsel for sin rolle, erklærede, at han end ikke kunne huske, hvorfor han blev dømt. - Du har fuldstændig glemt det?, spurgte anklageren, statsadvokatassessor John Kølbæk. - Fuldstændig, lød svaret. - Modvilligt vidne Da vidnet heller ikke kunne huske, om han kender eller har set brødrene, bemærkede anklageren, at "jeg tror, jeg er nødt til at opfatte vidnet som modvilligt". John Kølbæk gik derfor over til at læse op fra de forklaringer, vidnet gav i forbindelse med sin egen sag. Deraf fremgik, at vidnet selv tog amfetamin og ecstasy og også handlede med det. På et tidspunkt blev han henvist til at købe hos den ældste af brødrene. Denne bror opfattede han som pengemand/bagmand, mens han mente, at lillebroderen, kaldet Skipper, en gang om måneden hentede stoffer i Holland. - Hjælper det på din hukommelse?, spurgte John Kølbæk. - Nej, svarede vidnet, som var tydeligt utilpas ved hele situationen. - Har du været udsat for noget, som har gjort noget ved din hukommelse?, fortsatte anklageren. - Det ved jeg ikke, lød svaret. Statsadvokatassessoren nævnte derefter nogle episoder fra den tid, da vidnet sad varetægtsfængslet. - Da du sad i Hobro, blev du truet på livet, og der blev forsøgt sat ild til din celle. Og i Hjørring trængte nogen ind i din celle, hvor du fik en skalle, så næsen brækkede. Er det rigtigt, at du er blevet forfulgt?, spurgte anklageren og fik igen et "det husker jeg ikke"-svar. Ophidset Da også den yngste brors forsvarer begyndte at stille spørgsmål om narkoindkøbene, blev det for meget for vidnet. I ophidset sindstilstand skar han igennem og lod én gang for alle forstå, at ingen fik noget ud af ham. - Intet kan jeg huske om den sag. Det er slettet fra min hukommelse. Fuldstændig. Jeg har lagt det bag mig og startet et nyt liv, fastslog han og fik derefter lov til at gå. Han blev fulgt af et vidne, som har afsonet den dom på tre års fængsel, han fik efter at have tilstået køb af mindst halvandet kilo amfetamin, 200 ecstasypiller og 30 gram kokain af den yngste bror. Heller ikke i det tilfælde fik anklageren ret meget konkret information ud af afhøringen i går, hvor vidnet ikke længere kunne stå inde for det, han tidligere har erkendt. Og det hjalp ikke meget, at John Kølbæk forsøgte at lede vidnets hukommelse på gled ved at afspille en lang række samtaler, som politiet har optaget via telefon- og rumaflytning. Hvad rumaflytningerne angår måtte både anklageren og alle andre i retten erkende, at kvaliteten mildt sagt ikke var i top. Det var meget svært at høre, hvad der blev sagt, og retsformanden fastslog på et tidspunkt ligefrem, at han ikke kunne forstå et ord af, hvad der blev sagt. Sagen fortsætter i dag og i morgen samt de kommende tre uger.