- Jeg føler mig rigere end nogensinde

Da glæden ved et indbringende IT-arbejde forsvandt, besluttede Ulla Kjærsgaard, Gistrup, at realisere en ungdomsdrøm. I dag læser hun som 44-årig musik på Aalborg Universitet

Hun spurtede løs. Fuld fart frem. Hele tiden. It-branchen var Ulla Kjærsgaards domæne. Heftig, indbringende - og sindssyg spændende. Ulla Kjærsgaard lavede administrative systemer, der kunne forenkle processer i erhvervslivet - et sjovt job, der ikke blev kedeligere af de mange kurser, der skulle opildne til et endnu bedre samarbejdsklima. Ulla Kjærsgaards øjne skinner ved erindringen om den gang, hun i ordets bogstaveligste forstand skulle gå igennem ild. Det var med til at forstærke den i forvejen overophedede stemning af sammenhold og styrke. Og af uovervindelighed. I dag bobler hendes hjerte stadig af ren og skær glæde - men det i en verden milevidt fra IT-branchens. Som 44-årig er hun ved at realisere en ungdomsdrøm. Hun er i gang med en musikbachelor på Aalborg Universitet, så hun kan være med til at udbrede kendskabet til og glæden ved klassisk musik. - Som årene gik begyndte IT-branchen at kede mig, forklarer hun om det store skift. - Der var blevet for meget shopperi. Folk var dødhamrende forkælede og skulle konstant have større løn, større stillinger og lederstillinger uden at kompetencerne var i orden. Jeg syntes, at kulturen var gået tabt. Desuden skabte det frustration, at kunderne forlangte mere og mere uden at ville betale for det. - Ønsket om at ændre kurs hang vel også sammen med min alder, funderer hun. - Jeg var færdig med det spædbørnspjat og kunne se, at børnene var godt på vej. Jeg var blevet mere moden, havde fortsat brug for udvikling men ikke længere behov for, at alting skulle gå så stærkt. Tværtimod havde jeg et stigende behov for fordybelse og stillede stadig oftere mig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg bidrage med? Jeg havde - og har jo - stadig et langt liv foran mig. Men ville omvendt i gang med noget nyt, inden jeg bliver 50. Ulla Kjærsgaards skift blev hjulpet godt på vej af en række ydre omstændigheder. Damgaard Data, som hun havde brugt 13 år af sit liv på, blev solgt til Microsoft, og faderen til Ullas yngste barn på seks år trak hende til Gistrup uden for Aalborg. En gammel drøm Men lad os gå tilbage til byen, hvorfra Ulla Kjærsgaard blev hentet, som hun siger. Randers, hvor hun er født og opvokset, og hvor hun i ungdomsårene havde en drøm om at komme på konservatoriet men kom til at gøre sig gældende på helt anden vis. - Min mor underviste i gymnastik og var en stor figur inden for foreningslivet, så jeg var som barn med i gymnastiksalen om aftenen. I dag er min mor 80 år men underviser stadig. Jeg beundrer hende dybt, fortæller Ulla Kjærsgaard med varme i stemmen. Som barn var hun selv mere til klaver, cello og sang end til gymnastik. - Jeg spillede også i blokfløjteorkester. Jeg var vild med musik, og mor var god til at fremelske det. Derfor lå ideen om at komme på musikkonservatoriet, hvis hun da ikke skulle på lærerseminariet, også lige for, men desværre... Ulla Kjærsgaard fortæller, at hun led så meget af migræne, at det ikke rigtigt gik an at søge ind på konservatoriet. Og så sad hun der lige pludselig. I It-branchen med 110 km/t, som hun udtrykker det. Forinden havde hun startet et gymnastikinstitut op i Randers. Et institut, som hun i en periode drev videre om aftenen men senere solgte til Form & Figur. Foretagsom har hun altid været. Tilbage til det nye liv i Nordjylland. Her forsøgte hun sig på halv tid inden for it-branchen men kunne ikke forlige sig med kun at være med på halvt skrue, som hun siger. Oveni kom jo altså, at den magi, der havde hvilet over it-branchen, var væk. Det var også snart mand og hjem, som Ulla Kjærsgaard flyttede fra. Og så stod hun der efter nogle særdeles velbjærgede år og tænkte: Skal jeg være fattig, kan jeg lige så godt være fattig. Blev nummer to - Så jeg søgte et job som producent hos Symfoniorkesteret. Ulla Kjærsgaard griner højt og tilføjer: Jeg har aldrig tidligere søgt et job uden at få det, men jeg blev nummer to! Efter en lettere hovedrysten tilføjer hun: Dét satte gang i noget. Nu da hun havde sat næsen op efter at forfølge en gammel drøm om at udbrede kendskabet til klassisk musik, fordi "det er så synd, så synd, at vi er ved at drukne i kommerciel musik", kunne hun ikke længer skubbe drømmen tilside. - Alt i dag kan lade sig gøre. Tag "Popstars", "Idols" - jeg er ved at brække mig. Jeg synes, at det er så synd, at man kan producere en stjerne. At den klassiske musik berører helt anderledes og dybt, mener Ulla Kjærsgaard, at hun i den grad fik bevis på, da hun sidste år blev engageret af en børnehave i Gistrup til at arrangere musikdage. - Jeg valgte klassisk musik og lod børnene vågne op til Strauss. Og de gjorde rent til Stravinsky. Tænk, jeg fik fire-årige drenge til at gøre rent! Det havde aldrig kunnet lade sig gøre med popmusik. Den rører ikke hjertet. Og giver ingen anledning til fordybelse. Ulla Kjærsgaards eget behov for fordybelse var også på anden vis begyndt at gøre sig gældende. Fordybelse - Jeg læste i stigende grad bøger. Filosofi og spurgte mig selv: Hvad er jeg her for? Jeg var efterhånden også blevet mere bevidst om, at det var mig selv, der måtte forme mit liv. Det har jeg selvfølgelig altid vidst, men alderen, modenheden gjorde, at jeg også begyndte at leve efter det. Universitetsstudiet blev en realitet - en praktisk teoretisk uddannelse - uden at Ulla Kjærsgaard har undervisning for øje. - Jeg vil ind på det nye musikhus og oplyse om klassisk musik, lyder det målrettet og bestemt. - Folk går alt for lidt i teatret og alt for lidt til opera. For pokker, musikken er en del af vores kultur, men folk har så travlt med at få hus og to biler, at de glemmer at leve. Selv har Ulla Kjærsgaard forlængst måttet droppe ikke bare bil og sommerhus men en række af de velfærdsgoder, hun havde tidligere. - Og det går faktisk rigtigt fint, selv om jeg i dag ikke har meget, siger Ulla Kjærsgaard og slår armen ud i den hyggeligt indrettede stue i den ene halvdel af et dobbelthus. - Børnene og jeg cykler i dag, tilføjer hun med henvisning til de tre cykler, der holder i garagen. Og det ikke bare i det daglige men også, når den lille familie skal rundt i ferierne. 300 km. er det blevet til på en enkelt ferie. - Ja, jeg har ingenting materielt sammenlignet med, hvad jeg havde tidligere, men jeg brænder for mit liv i dag. For børnene, som hun drømmer om at lave et lille orkester med, for studiet og mødet med de unge mennesker og for den gymnastik, hun for længst har genoptaget. 300 gymnaster har hun i sportsklubben LKB - foruden at hun styrer et hold power-walkere. - Det at få rørt musklerne, at få frisk ilt til hjernen er så godt, og jeg nyder at få folk ud at røre sig, siger Ulla Kjærsgaard, der kun kan se et minus ved sit travle liv. Der er altså ikke tid til nogen mand. - Men jeg føler mig stærkere end nogensinde. Alderen, min modenhed, gør, at jeg i dag følger mit eget hjerte. Jeg føler mig også rigere end nogensinde.