Militær

- Jeg kan bare ikke sidde derhjemme

29-årige Christina Svane sidder i Jordan - tæt på Irak - med én opgave: At forberede sig på det værste

KØBENHAVN:Lige nu ved hun stort set ingenting. - Angriber de? Hvornår angriber de? Kommer der flygtninge? Hvor mange flygtninge kommer der? Spørgsmålene svirrer gennem hovedet på den 29-årige sygeplejerske Christina Svane. Der er ingen svar, for krig er svært at forberede sig på. Men det er hun nødt til, det er hendes job. - Der kan komme nul, og der kan komme 600.000 flygtninge. Vi aner det simpelthen ikke. I princippet forbereder vi os på det værste, fortæller Christina Svane over mobiltelefonen fra Jordan - Iraks naboland mod vest. Christina Svane er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp for at være med til at opbygge forskellige nødhjælpsorganisationers indsats i området. Hun har været der godt halvanden måned og har primært forberedt sig på en Irak-krig. Selv hvis krigen skulle udeblive, er der stadig brug for en humanitær indsats i Mellemøsten, og så skal Christina være med til at dirigere den i den rigtige retning. - Lige nu prøver vi blandt andet at holde styr på vandressourcer, madforsyninger, telte og mulige transportruter, fortæller Christina Svane, hvis officielle titel er "logistic officer". Minerydder Sygeplejersken har prøvet at være tæt på katastrofer før - i Kosovo, Palæstina, og hun var i Afghanistan umiddelbart inden, hun tog til Jordan. Hun er også uddannet i logistik og har taget den humanitære uddannelse som minerydder på Farum Kaserne. - Jeg kan bare ikke holde ud at sidde derhjemme og være en af dem, der tænker: "Jeg burde gøre noget". Jeg er nødt til at prøve at gøre noget selv, også selv om det kun er en lillebitte forskel. Det er livskvalitet for mig at gøre noget for andre, siger Christina Svane. - Det får mig til at føle, at jeg ikke er magtesløs. Når man hjælper mennesker på den her måde, ser man resultatet med det samme. Derudover er det et spændende arbejde, siger hun. Derfor accepterer hun den risiko, der ligger i et arbejde som hendes. - Jeg er ikke bange, men jeg er bekymret. Lige nu er jeg bekymret for, om begge krigens parter vil bruge biokemiske eller radioaktive våben. Bekymret for mit eget ve og vel, ligesom for andres, siger Christina Svane. Hun lægger ikke skjul på, at hun synes, at krig - især uden om FN - er en dårlig løsning og er heller ikke glad for at høre, at Danmark skal deltage. - Nå, det er dejligt. Skønt, sukker Christina Svane sarkastisk. - Nu bliver det ikke nemmere at være dansker hernede. Krigshelvedet Sygeplejersken har ikke en hændervridende kæreste hjemme i København, hvor hun bor - hun har slet ingen. - Det er nok ikke en tilfældighed. Det er svært at fungere optimalt i et forhold, når jeg har det, som jeg har det lige nu. Men på sigt vil jeg også gerne have familie og børn, siger Christina Svane. Hendes far er selv nødhjælpsarbejder og er lige nu i Kosovo. Derfor har familien forståelse for hendes valg - også når hun vælger dem fra. Eksempelvis var hun ikke til sin seks måneder gamle nevø Williams barnedåb for nylig. - Nogle gange tænker jeg selvfølgelig: Hvad laver jeg her, midt i al elendigheden, midt i krigshelvedet? Hvorfor sidder jeg ikke derhjemme og er en god faster, søster og datter og lever det nemme, danske liv? Får nogle børn og stiller mig tilfreds… - Men jeg kommer selv med svaret: For når jeg sidder derhjemme, så er det hele hyggeligt og pragtfuldt, lige indtil fjernsynet igen melder om ulykker og katastrofer. Og først tænker jeg "jeg bliver hjemme denne gang", men så: "Nej, det går ikke." Jeg er nødt til at tage ud og hjælpe andre mennesker end mig selv.