EMNER

Jeg kan heldigvis bare give dem en vasker

Aldrig før har NORDJYSKEs udsendte været så optimistisk omkring chancerne for at slå de lokale sportstalenter

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Konkurrencen blandt de unge mandlige skiløbere er utrolig hård, så det kan blive svært for 16-årige Nichlas Bojer Jensen at gøre sig gældende. Privatfoto

HAFJELL:Nu skal det være slut med at få prygl af lokale sportstalenter. Hidtil har jeg stillet op til fire dueller, men jeg har reelt aldrig haft en chance. Boksning og landevejscykling bliver nok aldrig noget for mig. Men jeg har stået på ski i 11 år, og for fire år siden boede jeg en hel skisæson i Østrig, hvor hver dag blev tilbragt på pisterne. Skiløb. Her har jeg en chance. For det kan vel ikke være et problem at slå to skisportstalenter, når de er ti år yngre end mig. Jeg rejste til Hafjell i Norge for at tage kampen op med 15-årige Anne Libak Nielsen og 16-årige Nichlas Bojer Jensen fra Hobro, som begge kører på ungdomslandsholdet. OL er en mulighed Skiløbet er kommet ind med modermælken for Anne Libak Nielsen. Allerede som 2-årig fik hun spændt et par ski under fødderne. I dag bliver otte til ti uger om året tilbragt med træning på Europas mange skisportssteder. Men selvom skiløbet er blevet meget mere seriøst for hende, så nyder hun stadig sporten. - Indtil videre er det bare sjovt, at sætte sig nogle mål, og se om man kan nå dem, siger Anne. Hun fortæller, at hun bare vil være så god en skiløber som muligt. Men den 15-årige pige har ikke grund til at være så beskeden. Hun er et af de største kvindelige skisportstalenter i Danmark, og deltagelse ved OL er en klar mulighed. Tæt på de allerbedste I øjeblikket bliver Anne trænet af kroaten Sven Ullrich. Han ser et stort potentiale i hende. - Anne har gjort det virkeligt godt til træning, hun har imponeret mig, fortæller Sven Ullrich. Han vurderer, at Anne er på det niveau, som en af de bedste kvindelige norske ungdomsløbere var på i slutningen af sidste sæson. Så der er ikke langt op til de bedste. Når hun er hjemme i det flade Danmark, bliver konditionen holdt ved lige med håndbold. Hun har netop besluttet at blive en uge ekstra i Norge for at træne med de norske løbere. Det betyder godt nok, at hun går glip af en vigtig håndboldkamp, men skiløbet er nummer et. - Det er altafgørende, at hun kører med nogen, der er på samme alder og niveau som hende selv, siger Sven Ullrich, der er meget glad for, at Anne bliver en uge ekstra i Norge. Men skiløbet er trods alt ikke kun hård træning. Under træningslejren på Hafjell bor de 25 løbere fra ungdomslandsholdet i en stor hytte sammen. - Det er dejligt at se de andre igen, vi ses jo ikke til daglig, siger Anne. På toppen af Kjus-pisten på Hafjell står Anne og jeg klar til start. Stop! Vent på mig! Hun kigger på mig, som om hun kan køre fra mig baglæns. Jeg beder til, at det ikke er tilfældet, men kan godt blive i tvivl. Hun ser meget professionel ud i sin tynde fartdragt, den aerodynamiske hjelm og de nyslebne storslalomski. Jeg forsøger at fokusere på noget andet. For om lidt står den på storslalom, og fanden om jeg vil lade mig slå af en lyshåret 9. klasses tøs. Starten går. Anne sætter et par gange af med sine ski for at få fart på og stiller sig så foroverbøjet for at skabe så lidt vindmodstand som muligt. Jeg forsøger at kopiere hende, men allerede ved den første port er hun foran mig. Anne nærmest kaster sine ski op på kanterne og skær igennem portene. Mine ski derimod fungerer på en lidt anden måde. Når jeg presser dem for hårdt i svingene, skrider de ud. Hver gang taber jeg terræn til Anne, som hurtigt er to porte foran mig. Min vægt er dog en fordel, og jeg kan holde en god fart på de stejleste stykker, så Anne ikke forsvinder helt. Men pludselig er jeg på et helt fladt stykke. Jeg har ikke nok fart i skiene til at passere det. Mens jeg hugger mine skistave i sneen og uendeligt langsomt skubber mig frem over pisten, glider Anne igennem uden problemer. Da jeg endelig når igennem min ørkenvandring, står Anne og venter på mig ved skiliften. Endnu et nederlag. Men jeg har en chance til. Nu kender jeg pisten, så Nichlas, der er min næste modstander, får det ikke så let. Svært for drengene Nichlas Bojer Jensen trak for første gang i skistøvlerne, da han var tre år gammel. Siden er skiløbet blevet mere og mere seriøst. - Det startede nok med at bliv alvorligt, da man blev udtaget til talentholdet, forklarer Nichlas. Siden blev talentholdet til ungdomslandsholdet, hvor han i år lige som Anne bliver trænet af Sven Ullrich. - Det er gået rigtig godt til træning for Nichlas. Men det er meget svært for drengene, siger Sven Ullrich. Han forklarer, at konkurrencen mellem de unge mandlige skiløbere er så hård, at det er bliver meget svært for Nichlas at nå op blandt de bedste. Det slår ikke den 16-årige Hobro-dreng ud. Han elsker skiløbet og arbejder hårdt på at forbedre sig. - Jeg synes, jeg har stået lidt stille de seneste par sæsoner. Men i år har jeg forbedret min teknik og min kondition, siger Nichlas. Han er begyndt at træne i et motionscenter for at holde formen ved lige. De kan få en vasker Om timerne i motionscenteret har givet bonus, får vi svar på oppe på Kjus-pisten. Her melder Nichlas sig klar til at gentage Annes sejr. Vi stiller os i position, og starten går. Jeg kommer meget bedre af sted denne gang. Da vi er halvvejs igennem pisten, er jeg kun halvanden port efter Nichlas. Fra min position har jeg udsigt til, hvordan hans ski nærmest ligger lodret igennem svingene. Alligevel holder jeg mig forholdsvist tæt på min modstander. Men igen kommer den flade strækning som en overraskelse for mig, og jeg går helt i stå. Jeg bander over min egen glemsomhed, mens jeg stager mig vej frem. Men det er for sent. Nichlas står og griner af mig nede ved liften, mens jeg slukøret kører det sidste stykke ned af pisten. Det blev alligevel ikke denne gang, jeg slog et lokalt sportstalent. Men jeg kan da heldigvis give de her to en vasker, hvis de hoverer for meget.