- Jeg kan ikke tro det

Dimitar Berbatov - her i aktion mod AaB i Champions League - er ankelskadet og ude af billedet til Bulgariens to forestående VM-kvalifikationskampe i fodbold.
Foto: Michael Bygballe

Dimitar Berbatov - her i aktion mod AaB i Champions League - er ankelskadet og ude af billedet til Bulgariens to forestående VM-kvalifikationskampe i fodbold. Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Igen-igen-igen. Alle i AaB-lejren har ondt af Michael Beauchamp, der i tirsdagens Champions League-kamp mod Manchester United måtte lade sig udskifte med en fibersprængning i låret. - Jeg kan ikke tro det, jeg kan ikke tro det. Aldrig tidligere i min fodboldkarriere har jeg oplevet noget lignende, sukkede den australske midterforsvarer efter kulminationen på tre mareridtsagtige måneder i AaB. Ved ankomsten til klubben måtte Michael Beauchamp genoptræne i godt en måned i kølvandet af en brækket tå, og i SAS Liga-debuten hjemme mod OB blev han udvist efter 17 minutter, efterfulgt af karantæne. I 0-0 kampen hos Celtic fik den australske landsholdsspiller en kærkommen sportslig opmuntring, men blev fejlagtigt udvist for en forseelse begået af Michael Jakobsen, og i 0-3 nederlaget til FCK i Parken fik han både et selvmål og en advarsel på kontoen, hvorefter uheldet mod United igen satte ham ud af spillet. Tre ugers pause Fiberskaden koster sandsynligvis tre ugers pause for Michael Beauchamp, der måske kan finde en smule trøst i, at han i forvejen var karantæneramt i SAS Liga-opgøret på lørdag hjemme mod Horsens. Her er Michael Jakobsen klar som substitut, efter at han afsonede karantæne mod United, og der er også forhåbninger om klarmelding for den unge forsvarsreserve Lasse Nielsen, der fik lyskeproblemer under træningen i mandags og ikke klarede en test umiddelbart før United-kampen. Derfor havde AaB ingen naturlige afløsere på bænken ved Beauchamps exit og måtte ty til nødløsningen med at rykke Thomas Augustinussen tilbage som stopper.