Musik

Jeg kan ikke vente

ANMELDELSE:En forsinket anmeldelse af en væsentlig koncert på Nibe Festival: Nu har jeg tålmodigt ventet på, at NORDJYSKE Stiftstidendes anmelder skulle reagere på et af de få virkeligt originale indslag på Den lille fede Nibe Festival. Men nu kan det være nok. Tiden er forpasset, og jeres selvbestaltede anmelder må træde i sin karakters og hvad han ellers kommer til at træde i, i det følgende: Det drejer sig om fredag klokken 14 i reservatet, hvor forsangeren Johan Olsen i løbet af 10 minutter forvandlede sig fra frontfræser i ”Magtens Korridorer” til gård- og forsanger i ”Pligten Kalder”, sammen med journalisten og musikeren Torben Steno. Sidstnævnte og hans mærkelige halvautomatiske orgel er nok bedre kendt fra ”Hjemmeservice” på DR 2, hvor de lægger musikalsk og verbalt op til studieværten Mik Schack. Med titler som ”Hvorfor er jeg ikke død?” eller ”Jeg har fundet mine nøgler, og jeg burde være glad!” frembragte de sære billeder fra storbyen og andre steder, hvor mennesker mødes og taler sammen i mørke, røgfyldte lokaler, over beholdere med alkoholiske drikke. Der blev skabt en intim stemning med kombinationen af de skrøbelige, halvlitterære tekster og så den autoritet og troværdighed, der lå i Johan Olsens fortolkninger og Kristine Algots violin. Rent lydmæssigt var det en videreførelse af en gårdsangertradition, men jeres selvbestaltede protest-anmelder fik associationer til 60'erne, hvor den vrede amerikaner Allan Ginsberg sang sine litterære protesthyl bl.a. på Aarhus Universitet. De seks sange blev kædet sammen med politisk ukorrekte bemærkninger og betydelig frækhed, ganske som i de små oaser; var der ikke noget, der hed ”Fedtebrød” i Aalborg? Tak til Nibe Festivalen, der turde!