Mellemøsten

- Jeg kan mærke adrenalinen pumpe

Christina Svane er træt, men fastholder optimismen

AMMAN:Op og af sted klokken seks morgen. I bil mod frihandelszonen – en tur, der bør tage en time, men som tager to på grund af papirnusseriet, og den tid det tager at finde den rigtige container, de rigtige folk, de rigtige papirer… - Men det er jo ikke Danmark det her. Ting hernede tager den tid, de tager. Det er ligesom osten fra tv-reklamen, konstaterer en meget træt Christina Svane i telefonen fra Amman, Jordan. - Jeg skulle tjekke en container med dåsemad, der ENDELIG er ankommet fra Canada. Men først skal vi lige have fundet dokumenterne, og så de mennesker, der skal transportere den op til varelageret, men hov: Der skal lige køres noget ud af lageret, så der er plads til den, og hvem skal så gøre det? spørger sygeplejersken ud i luften. - Så af sted igen i fuld fart, men hovsa: køre forkert, nærmest havne i Syrien. Skiltningen er ikke lige altid gennemskuelig hernede, og så drejer vejen pludselig 180 grader, vups den ene vej, og så den anden vej, opremser Christina Svane. - Tilbage i Amman nåede jeg kun lige at kyle noget mad indenbords, inden jeg skulle til et to-timers FN-møde. Hun sukker, tager en dyb indånding og fastholder så, at hun er i godt humør. - Der har skam været en rigtig positiv oplevelse: Det er lykkedes at få noget nødhjælp ind i Mosul i Irak fra Syrien. Mad, tæpper og så videre, siger sygeplejersken. Men hendes optimisme rækker ikke så langt. - Jeg tror desværre, at det var et engangstilfælde, for snart er Mosul belejret og omringet af amerikanerne, og jeg tror ikke på, de lukker noget, ind igen, før de føler, at de har helt styr på tingene, mener Christina Svane. Udkokset Udenfor bager solen. Christina Svane skramler med vinduet for at få lukket lidt frisk luft ind på kontoret. Hun kan føle trætheden helt fysisk. - Når jeg bliver stresset, kan jeg godt mærke, at jeg bliver sådan halvspeedet og meget hektisk og laver bare mere og mere, mens jeg kan mærke adrenalinen pumpe. Men jeg ved godt, at det så kun er et spørgsmål om dage, før jeg er helt udkokset. Hun snubler lidt i ordene. - Ja, jeg kan ikke engang tale rent mere, men jeg er altså ikke ved at falde sammen eller sådan noget. Jeg kan i den grad mærke, at jeg trænger til at koble af, fortæller Christina Svane. Det bliver der bare ikke noget af lige nu. - Jeg får desværre ikke tid til at tage hjem at sove, der er simpelthen for meget, der skal nås inden det store koordineringsmøde, vi skal holde sammen med de andre nødhjælpsorganisationer torsdag og fredag, siger hun. Hun regner med at overtræde reglen om, at man ikke selv må køre i taxa. - Det går bare ikke at tage hjem klokken fem i dag – no way! Jeg tog faktisk en taxa tidligere i dag, fordi jeg ikke havde tid til at vente på min chauffør, og det gik godt, så jeg forsøger mig igen, når jeg skal hjem. Hun ifører sig den stramme og giver så en ordre til sig selv: - Det kan ikke nytte noget at sidde herinde og nikke - så det er hovedet op og benene ned, Christina!

Forsiden