Jeg kommer til at savne suset

Rikke Hørlykke. - vigtigt ikke at ende som et ringvrag. Foto: Erik Kragh/Polfoto

Rikke Hørlykke. - vigtigt ikke at ende som et ringvrag. Foto: Erik Kragh/Polfoto

Rikke Hørlykke, du har sat håndboldkarrieren på standby og vender måske aldrig tilbage til elitesport igen. Hvordan har du det med det? - Der var begyndt at melde sig en mæthed til den daglige træning, og jeg kunne mærke, at de almindelige kampe, hvor der måske ikke stod så meget spil, ikke tændte mig. På den anden side er det jo heller ikke sikkert, at det er et definitivt farvel til sporten, men det er vigtigt for mig ikke at ende som et ringvrag, der skal trækkes ud af banen. Jeg vil stoppe på toppen. Hvad kommer du til at savne allermest? - Jeg har jo trænet hver eneste dag i 12 år og har været vant til at bruge min krop og leve af den, og jeg må da indrømme, at det kriblede lidt, da mine gamle holdkammerater begyndte at træne op til en ny sæson for 14 dage siden. - Og så er der konkurrenceelementet, som er svært at undvære, når man som jeg har konkurreret på højeste niveau. Det sus, der får én til at gå til træning hver dag, det der kick, der kulminerer i et afgørende øjeblik i en stor, vigtig kamp. Der skal jeg finde noget andet, som kan erstatte det. - Men der er også hele det sociale samvær med en masse holdkammerater, som jeg har været vant til at mødes med hver dag. Det hul skal jeg jo også fylde ud med noget andet. Har du gjort dig tanker om, hvad du skal lave i stedet for at spille håndbold? - Jeg går og fifler med noget, men ikke noget jeg må offentliggøre lige nu. Jeg kan sige, at det indirekte har noget med håndbold at gøre, uden at det handler om, at jeg skal være træner, for det har jeg slet ikke tålmodighed til.