Ungdomsuddannelser

Jeg lærer for fornøjelsens skyld NYT udSYN: 61-årige Kirsten Golding Jensen har netop taget en fuld HF eksamen

I disse dage myldrer oplyste hoveder ud fra landets skoler og uddannelsessteder. Kirsten er et af dem. I overværelse af mand, børn, svigerbørn og børnebørn har hun netop fået studenterhue på hovedet efter at have taget fuld HF eksamen. Kirsten fylder 62 år til august og synes, at der er en kæmpe forskel på viden og så det at være klog. - Jeg har mødt mange mennesker gennem livet, der har vidst uendelig meget, men ikke har været specielt kloge, siger hun. - For eksempel en del lærere, der er dygtige, men bare ikke særlig kloge på at formidle al deres viden over til eleverne, tilføjer hun. Kirstens svigerfamilie er kloge på praktiske ting og på at drage omsorg, fortæller hun. -Jeg har altid beundret min svigerindes måde at holde deres hus på. Selv er jeg desværre rigtig dårlig til at gå hjemme og ikke særlig klog på at være husmoder, siger hun. Kirsten blev tidligt gift og fik børn. Efter nogle år med hænderne fulde omkring døtrene Hanne og Inge, fik Kirsten og hendes mand, Tage, efternølere. Tvillingedrenge. Thomas blev blind og hans tvillingebroder døde ved fødslen. - Der var nok at se til, og selvom jeg altid har været glad for det boglige, lå det ikke rigtig i kortene at få en uddannelse dengang, fortæller Kirsten . Mer’ stolt af 7 end af 13 I dag, hvor Kirsten sidder med studenterhuen på hovedet, har piben fået en ny og mere inspireret lyd. Fatisk mener hun, at det burde være en tvungen menneskeret at uddanne sig. Også i en moden alder. - Man får simpelthen et helt andet syn på alting. Man ændrer nogle af sine meninger, siger Kirsten. Kirsten har nydt de, for hende, nye måder at blive undervist på. I sprogfagene har hun især været glad for al samtalen og for at analysere tekster. Gruppearbejdet har dog ikke vakt samme begejstring. Kun enkelte gange er det gået rigtig godt. Kirsten mener selv, hun er for meget en enspænder til gruppearbejdet. Der er to af fagene hun har skubbet foran sig igen og igen. Matematik og biologi. - Jeg har altid interesseret mig mest for sprog og havde virkelig en hurdle med matematik, siger hun. Derfor er Kirsten faktisk mere stolt af at have opnået 8 i mundtlig matematik og 6 i skriftlig, end hun er af sit 13 tal i mundtlig dansk. - Det samlede 7 tal, der står ud for matematik, har jeg knoklet meget mere for, end jeg har for mit 13 tal. Sprog har altid været min styrke, men matematikken har virkelig skullet overvindes, forklarer Kirsten . At suge som en svamp Den indstilling kan Kirstens matematiklærer på VUC rigtig godt lide. - Hun har fortalt mig, at når nogle af de helt unge er ved at løbe sur i det, så siger hun til dem, at når jeg kan, så kan de i hvert fald også, griner Kirsten. Kirsten har tidligere haft ufaglært arbejde blandt andet på et feriecenter, men da hun blev ledig i en høj alder, var det svært at finde arbejde. Nu går hun på efterløn og føler sig taknemmelig over at have fået mulighed for at læse blot for sin fornøjelses skyld. -Jeg har følt mig som en lille bitte svamp, der bare suger og suger og suger viden til sig og vokser. Det har været skønt og jeg har mod på mere, siger Kirsten, der efter sommerferien tager latin som HF enkeltfag.