Stofmisbrug

Jeg lever - for mit hjerte slår

Et helt almindeligt liv er Kents allerstørste ønske

FREDERIKSHAVN:Folkeregisteret nr. 1 - 9900 Frederikshavn - sådan lyder adressen på sygesikringsbeviset, når man er én af de hjemløse - altså dem, vi almindeligvis kalder bumser og som ikke har noget fast sted at bo. Så er man også fri for terminer, bankrådgiver, fast arbejde og en kæreste, der tager imod én, når man kommer træt hjem. Sådan er det for Kent Petersen - han er 44 år og har ingen fast adresse - Tema Team er ét af hans få, faste, tilholdssteder - her er varmt og rent - og her holder nogle af kammeraterne også til. - Jeg kommer fra Korsør - fra et hjem med en skidegod, men underkuet, mor og en far, der drak og var en hård hund. Han var dykker og sprængstofsmand. Autoritær og "kæft, trit og retning". Når han ikke bankede min mor, bankede han mig. Min lillesøster slap for tærsk, for hun var fars øjesten. Men hun var ikke konfirmeret, da hun første gang forsøgte at tage sit liv. Selv var jeg var ni år, da jeg blev indlagt på Psyk. på Slagelse Sygehus, siger Kent Petersen, der har drukket øl, siden han var teenager. Han kom på Ringe Kost & Realskole som 14-årig - og slap væk fra det voldelige miljø - for en tid. - Det var ren befrielse. Selve kostskolelivet var meget barskt, men jeg kendte jo tonen, så jeg trivedes fint. Fik ro over skolegangen og en flot realeksamen - jeg har været ind og ud af seks skoler, inden jeg var 14 år, for vi flyttede tit. På Ringe var der disciplin, og jeg var kun hjemme hver tredje weekend, siger Kent Petersen. Roen varede kort - efter realeksamen gik turen hjem igen. - Mine forældre er gift og skilt to-tre gange - så efter realeksamen kunne jeg selv vælge, hvor jeg ville bo. Af én eller anden grund valgte jeg min far - i dag fatter jeg det ikke. Jo, måske var det for at få den endelige konfrontation. Min far gemte sig bag uniform og kasket. Han var meget dygtig - var uddannet både dykker og minemekaniker på Holmen - og fik guldmedalje som slagter i 1944. Men han så mig aldrig - ikke før jeg var blevet voksen - han har aldrig givet mig et kram. Da han blev stor, konfronterede Kent Petersen sin far med volden i hjemmet - men forgæves. - Jeg sagde: hvordan har du det med, at du bankede mor og mig. Han svarede, at han ikke kunne huske det. Og jeg tror ham - han har simpelthen fortrængt det. Han ville aldrig kunne indrømme det. Når han ikke havde uniform på, var han bare en lille lort på 60 kg uden autoritet, siger Kent Pedersen. Han har altid været til fest og farver, og dertil hørte også et par glade øl - og for lidt penge var der nok af. - Jeg manglede altid penge - vi fik ingen lommepenge, så penge repræsenterede den store frihed. Efter realeksamen var verden åben for mig, men hvad skulle jeg bruge friheden til. Jeg var med til at bygge Europas højeste skorsten på Asnæsværket og har også haft job med isolering i et firma i Glostrup hos Frank Jensen. Han hjalp mig meget. En dag skulle vi isolere en dør - inde i tredje baggård. Det viste sig, at vores kunde var en luder - meget sød i øvrigt. Dén slags havde jeg kun stiftet bekendskab med i pornoblade og på tv, men vi snakkede fint sammen. Så dér blev jeg nogle dage. Og så lavede vi en rulleforretning - og når det klikkede i bambusforhænget til soveværelset, var der klart, og så gik jeg ind og rullede kunden, siger Kent Petersen. Dén gik et stykke tid - så gik den ikke længere. Og Kent Petersen fik en dom, der fik grimme følger. - Resultatet var, at min mester, Frank Jensen, ikke kunne tage mig som lærling alligevel - og det var jeg ulykkelig over. Så gik turen tilbage til Korsør - som altid har været min base. Siden har jeg haft adskillige jobs - i træindustrien, som jord- og betonarbejder, tømrer og bryggeriarbejder. Men inden da sprang Kent Petersen soldat og hér kom der rigtig gang i bajerne - og da han kom på Harboes Bryggerier gik det endnu stærkere. - Det var imidlertid i læretiden, jeg kom i kontakt med de hårde stoffer. Jeg har altid drukket bajere og røget hash - senere var det LSD. Dét er jeg nu vænnet af med - bajerne drikker jeg stadig, siger Kent Petersen. Han kom til Frederikshavn for snart ti år siden. - Jeg mødte en pige på højskole - hun var fra Frederikshavn. Så da hun blev gravid, besluttede vi at flytte herop. Og jeg forelskede mig i den skønne natur. Og det var jo dejligt at komme hertil fra en bistandssituation i Korsør. Forholdet gik forbi, men jeg fik da min søn ud af det, siger Kent Pedersen, der fortsatte med at drikke øl. Han kom i aktivering to måneder efter ankomsten til det nordjyske. - Jeg havde nu ikke lyst til at stå og flette fuglebure eller lappe cykler i Jyllandsgade, så da jeg fik kilet mig ind på et 13 ugers EU-projekt på AMU. Jeg skal have noget med udfordring. Senere var jeg på en seks måneders kontrakt på Frederikshavns Kommunens Elforsyning - dér kunne jeg blive fastansat. Det krævede bare et stort kørekort - til 15.000 kr. som jeg ikke havde. Men på arbejdsformidlingen kunne de ikke hjælpe mig med et lån - og på socialkontoret sagde de, at Frederikshavns Kommune ikke havde nogen penge - så dér ville de heller ikke låne mig. Resultatet var intet fast arbejde. Det var lige før jul, og det kostede mig forholdet til kæresten - og jeg endte alene med en madras på Barfredsvej. Der røg jeg ind i flere måneders druk, siger Kent Petersen. Efter fire-fem måneder på druk, strammede han sig an. - Jeg fik muligheden for at få job på Bangsbo Museet, hvor jeg skulle registrere deres arkiv på edb. Men først skulle jeg have et seks måneders edb-kursus - igen manglede jeg de 15.000 kr. der skulle til. Igen spurgte jeg Frederikshavn Kommune om et lån - og igen var svaret nej. Så blev jeg sur - og siden har det været sådan, at jeg bare henter mine penge på "kontoret": Vi har ladet hinanden være i fred, kommunen og jeg, siger Kent Petersen. Hans veltalenhed er ved at rinde ud - tankerne om nederlagene går gennem hans hoved. - Man bliver så hård indvendig - i hjertet - dét skal man have prøvet, for at kunne forstå det, siger han stille. Og så græder han pludselig så inderligt, som var hjertet bristet. - Fremtiden, jamen dén tør jeg slet ikke tænke på - og er den der overhovedet. Jeg ved ikke engang, hvor jeg sover i nat - eller om jeg vågner op i morgen. På det seneste har jeg været til flere kammeraters begravelse, og når jeg sidder deroppe i kirken er det eneste jeg overhovedet kan tænke på: Hvornår er det dig, der ligger i kisten. Det er jo bare et spørgsmål om tid.