Retspleje

Jeg må finde en anden julekalender

NOGLE DAGE FØLER man, at man bliver en smule klogere af de indtryk, oplevelser og historier, man løber ind i. Det er på de dage, man sidder og stirrer ret frem for sig med øjnene fikserede på et fiktivt punkt og tygger på dagen med et skævt smil. Andre gange er smilet mere anstrengt, næsten lidt ironisk - sikkert fordi dagen har affødt flere spørgsmål end svar. I DENNE uge var det meningen, at svarene nærmest skulle stå i kø. Ugen igennem skulle den ene planlagte forløsning efter den anden blive kastet ind i det daglige mediebillede og ind i min avis, på mit fjernsyn og i min radio. Alligevel sidder jeg med et anstrengt smil ved udløbet af denne uge. MANDAG aften, der er alligevel helt sort udenfor, så i ske med familien Danmark og på med "Robinson"-finalen i forventningen om at blive underholdt og forarget. Men hvor jeg egentlig havde regnet med, at deltagerne skulle stå for de forargende indslag med små verbale hævnaktioner og stik i siden, så blev det i stedet TV3, der mistede en håndfuld point i min personlige tv-guide. Vi er forhåbentlig alle klar over, at når forskellige reality-shows suser over skærmen, så er vi vidner til en manipuleret og falsk virkelighed, der skal passe ind i den skabelon, som programmet er lavet efter. Sådan er det, men i år havde TV3 så lidt tillid til de trofaste seere, at de ikke blev inviteret med i afgørelsen af konkurrencen. Et faktum, der kostede den kvindelige joker, Marinella, sejren. Motivet er ukendt, men fornemmelsen er uforløst. TV3 fik reaktionen prompte - i den følgende afstemning besluttede seerne, at årets Robinson, Frank, ikke fortjente penge for sin præstation. TIRSDAG gik verdensmesterskaberne i kvindehåndbold i gang i Kroatien - og her skulle vi nu endelig have svar på, om Pytlicks piger er spæde mestre i svøb eller tunge reserver. En stor portion af decemberhumøret afhænger dog af sagen for mange sportsfans, så her var der virkelig lagt op til en afgørelse, der batter. Det endte uafgjort - smag engang. Selve ordet uafgjort er lidt syrligt, ikke? Især i eftersmagen - og sikkert mest fordi det var mod tyskerne. Senere røg pigerne i problemer mod Elfenbenskysten og slog et vingeskudt kinesisk hold uden at se godt ud imens. Stadig intet svar på spørgsmålet, så vi må se videre med bange anelser og lysegrønt håb. ONSDAG skulle Venstres folketingsmedlem Anders Møller stemples som sexchikanist - eller også skulle hans tidligere sekretær, Nina Bang Hansen, stemples som snerpet. Endnu en afgørelse, en klar definition - og så endda i den rigtige verden, hvor det hverken er millioner eller guld, der er på spil. Det er ægte ære, rigtige penge og uforfalsket skam. Men end ikke det danske retssystem kunne forløse denne december-uge. Godt nok blev Anders Møller kendt skyldig i sexchikane - men dommen fastslår samtidig, at det ikke var med vilje. Og nu skændes sagens parter så videre i nyhederne, på morgenfjernsynet og i avisernes spalter. Som en føljeton i alt for mange afsnit. Jeg tror, jeg finder en anden julekalender at følge med i. Hav en god uge.