- Jeg skal ikke være borgmester!

Bjarne Laustsen (S) afviser alle forlydender om at han skulle være borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune Opdateret kl. 17.56.

Hans Christensen
Bjarne Laustsen (S) - bliver på Christiansborg.
Lokalpolitik 18. oktober 2011 17:45

Den nordjyske stemmesluger ved folketingsvalget, socialdemokraten Bjarne Laustsen, afliver nu alle spekulationer om, at han skulle kvitte Christiansborg for at stille op som Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune. - Jeg er smigret og taknemlig over de flere hundrede opfordringer, jeg har fået, men har nu valgt at takke pænt nej, siger Bjarne Laustsen. Med 18.733 personlige stemmer, heraf cirka 8.000 alene i Frederikshavnkredsen, blev Bjarne Laustsen topscorer i Nordjylland og nr. 10 på den landsdækkende hitliste. Ikke i kridthuset Stemmetallene til trods blev der ingen ministerpost til Bjarne Laustsen, og nordjydens anstrengte forhold til Helle Thorning-Schmidt blev ikke bedre, da han under valgkampen hårdt kritiserede S-SF's forslag om flyafgift og næstefter udtalte, at han måske vil stemme nej til forslaget om tilbagetrækningsreform. Geografisk splittelse Socialdemokraternes arvefølge i Frederikshavn Kommune har været til debat, lige siden Erik Sørensen, borgmester gennem 12 år, meddelte, at han ikke genopstiller - og specielt i Frederikshavn by har mange peget på Bjarne Laustsen som den oplagte afløser, der kan bringe Socialdemokraterne tilbage til magten. Opbakningen har dog ikke været total hele kommunen rundt, og den geografiske splittelse gjorde udslaget for Bjarne Laustsen: - Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg ikke vil ud i kampvalg som borgmesterkandidat. Hvis de tre partiforeninger kom med hinanden i hånden og pegede på mig, ville jeg overveje det positivt, men som alle ved, er der flere kandidater, siger den 57-årige stemmesluger, som har syv års erfaring som kommunalpolitiker i Støvring Kommune, inden han startede sin nu 16-årige karriere på Christiansborg. Ny gruppeformand, eller ... Den socialdemokratiske gruppe i Frederikshavn Byråd skal på sit næste møde vælge gruppeformand. Pt. er Erik Sørensen formand for gruppen, og Bjarne Laustsens råd til kammeraterne i Frederikshavn er, at de beholder Erik Sørensen som formand, indtil det er afgjort, hvem der skal være partiets borgmesterkandidat - og at alle så bakker om om den kandidat, som vælges. - Når vores bedste venner i SF peger på vores politiske modstandere, er det jo svært, så meget tyder på, at vi skal have absolut flertal for at genvinde magten i Frederikshavn. - Det er en fuldstændig vanvittig situation, ikke mindst når vi nu for første gang har en S-SF-regering på Christiansborg. Og derfor er opbakning hele vejen rundt fra nord til syd i kommunen nødvendig, siger Bjarne Laustsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...