Trafikulykker

- Jeg slog syv mennesker ihjel

Helle Brøndum Christensen fra 3.a på Aalborghus Gymnasium vandt stilekonkurrence med emnet "Fart gør ondt værre". NORDJYSKE bringer her hendes historie

AALBORG:Det er i dag præcis 2 år siden ulykken skete, 2 år siden jeg forårsagede 7 menneskers død. 2 år, og jeg husker stadig hver en detalje, som var det i går - måske fordi jeg hver nat oplever det hele igen. Jeg husker, at jeg i starten var overbevist om, at det bare var en drøm, når jeg vågnede skrigende om natten, badet i sved og med tårer løbende ned af mine kinder, indtil det få sekunder efter gik op for mig, at mit værste mareridt faktisk var virkelighed - jeg havde "dræbt" 7 mennesker. Nu har jeg helt opgivet håbet om en drøm. Det hele startede den dag, vi fik efterårsferie og besluttede at fejre det. Vi startede hjemme hos mig, hvor vi hver fik en enkelt øl, hvorefter vi blev enige om, at min nye bil, som jeg havde fået kun 2 dage forinden, skulle prøvekøres. Vi delte os derfor op i 2 biler - Christians og min. Hvad der derefter skete, har jeg brugt de sidste 2 år på at glemme, men helt uden held. Vi satte kursen mod byen, hvor vi skulle hente provianter til resten af aftenen. Før vi nåede midtbyen, kom vi til et stort kryds, hvor vi holdt stille for rødt side om side, mens vi skiftevis gassede mere og mere op for på den måde at udfordre hinanden til et kapløb. Det ene vindue i Christians bil blev rullet ned, og Søren råbte: "Sidst ned til kiosken er en ....! Få sekunder efter blev der grønt, og dermed startede en sindssyg biljagt, nøjagtig ligesom på film. Vi skiftedes til at tage føringen, og hver gang vi kom op på siden af hinanden, gejlede vi hinanden mere og mere op. Jo ivrigere vi blev, jo højere blev farten. Det sidste jeg husker er, at jeg kiggede på speedometeret - der stod 160 - og da mit blik var tilbage på vejen, var Christian og de andre på vej ind foran mig i et ihærdigt forsøg på at undgå den modkørende bil, som pludseligt var dukket op. Jeg nåede ikke at reagere pga. den høje fart og fik derfor ikke bremset nok til, at Christian kunne nå at trække ind foran mig. Han ramte den modkørende med 180 km/t, hvorefter jeg bragede lige ind i hans bagende med 160 km/t. Min airbag pustede sig op, og det næste jeg husker er, at jeg vågnede på sygehuset med en sygeplejerske ved ruin ene side og min familie ved den anden. Da jeg kom til mig selv, spurgte jeg, hvad der var sket og fik svaret af en grædende mor, at jeg havde været med i en bilulykke, hvor 6 mennesker blev slået ihjel, og 3 ligger på intensiv afdeling, deriblandt jeg selv. Siden det øjeblik har jeg stort set ikke kunnet tænke på andet end ulykken, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker: "hvis bare vi havde kørt langsommere, var det aldrig sket" eller "hvis bare jeg kunne skrue tiden tilbage"! Men faktum er, at det rent faktisk skete, og selvom folk forsøger at fortælle mig, at det ikke er min skyld, føler jeg stadig, at det er det, og jeg må derfor leve med i alt nu 7 menneskers død på samvittigheden. Jeg går til psykolog 2 gange om ugen for at komme over denne tragiske hændelse, men det synes ikke at hjælpe. Jeg tænker stadig på de 5 nære venner, jeg mistede den aften. Det eneste jeg har fået ud af ulykken, er en 1. klasses lærestreg. Aldrig siden den dag har jeg kørt bil, men hvis jeg en dag gør det, bliver hver en hastighedsgrænse overholdt. For en ting er helt sikkert: Fart gør ondt værre!