- Jeg tager da afsted igen....

Læge Wiera Lorentzen er netop kommet hjem efter seks uger i Afghanistan, men på trods af de primitive leveforhold, de triste skæbner og de mange patienter med alvorlige sygdomme har hun allerede besluttet at tage til Afghanistan igen

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Denne treårige piger var døende, og hendes far desperat, for han kunne ikke gøre noget for at hjælpe hende, og havde ikke råd til at få hende på et hospital i Pakistan. Pigens kræftsygdom var så langt fremskreden, at Wiera heller ikke kunne hjælpe pigen, så den eneste måde, hun kunne hjælpe faderen på, var at sige, at det måtte være Allahs vilje, at hun skulle dø. Det fik manden til at falde til ro, men det var værste oplevelse undervejs for Wiera Lorentzen.

Hvad enten man er soldat eller læge kræver det mere end blot faglig dygtighed at være udsendt for det danske forsvar til Afghanistan. Man skal også kunne tilpasse sig under yderst primitive forhold. Det kan den 54-årige læge Wiera Lorentzen fra Lyngså tale med om. For tredje gang har hun været i Afghanistan, hvor hun har klaret alle lægelige opgaver fra at stabilisere en såret, som var offer for et selvmordsbombeangreb til at afhjælpe skader på soldater, som var blevet ramt af en vejsidebombe. Hun har ordineret medicin, syet sår, anvendt akupunktur og kiropraktik. Men når arbejdet var færdigt, ventede en fritid, der til gengæld ikke var noget at skrive hjem om. Wiera Lorentzen var udstationeret i Helmandprovinsen, hvor de danske styrker arbejder. I hovedlejren, Camp Bastion, var forholdene nogenlunde, men i de fremskudte lejre, Price og Armadillo, var de yderst primitive. For eksempel var toilettet blot en spand med en plasticpose, og et bad var et enkelt skyl med koldt brøndvand. Wieras privatliv blev begrænset til et lille telt, hvor der ikke var plads til mere end madrassen, sandet, der føg i luften, og de sorte enker, der kravlede på teltdugen. Men hun har prøvet det før, og det gjorde hende ikke noget. Faktisk var maden det værste. - Jeg hader simpelthen engelske og amerikanske feltrationer. De er uspiselige. Så på et tidspunkt levede jeg kun af en håndfuld tørret frugt til morgenmad og to stykker knækbrød til aftensmad. Dertil fik jeg vand, blandet op med juicepulver, og det var så min dagsration, siger hun. Men, som lægen fra Lyngså selv siger, går en gammel kamel langt på literen, så hun klarede sig fint under de primitive forhold, og kunne sagtens abstrahere fra sulten. - Det er nok ikke forhold, som alle kunne affinde sig med, men det gør ikke mig noget, siger hun. Wiera Lorentzen retter nemlig sit fokus på det, der er vigtigere end hende selv: at hjælpe syge og sårede. Døende pige I løbet af sine seks uger i Afghanistan tilså Wiera Lorentzen mange alvorligt syge afghanere. I de fleste tilfælde kunne hun hjælpe sine patienter, men der var én, hun ikke kunne gøre noget ved. Det var en pige på tre år. - Hendes bughule var udspilet af væske og kræftknuder. Hun havde leukæmi, og familien havde ikke råd til at få hende fløjet til et andet land, hvor hun kunne få behandling. Hun var døende, siger Wiera Lorentzen. I Danmark ville man kunne hjælpe pigen. Men i Afghanistan var der ingen hjælp at få. - Faderen så på mig med tårer i øjnene og spurgte, hvad der skulle ske med hans lille pige. Han kunne ikke forstå, at hun skulle dø, og derfor sagde jeg til ham, at det måtte være Allahs vilje, at han gerne ville have den skønne pige op til sig. Det beroligede manden, siger Wiera Lorentzen. Men hun indrømmer blankt, at det var den værste situation, hun kom til at stå i. - Det var meget, meget hårdt at se på, siger hun. Hverdagens helte De fleste behandlinger fandt sted i de militære lejre, men en enkelt gang var soldaternes operation så farlig, at en læge skulle med i ørkenen. - Operationen gik ud på at rydde en bestemt del af Helmandprovinsen for Taleban, og trusselniveauet var meget højt. Vi kom da også under beskydning, ligesom en af de pansrede mandskabsvogne ramte en vejsidebombe, siger Wiera Lorentzen. Men hun var ikke bange på noget tidspunkt. - Det værste var faktisk varmen. Jeg skulle jo være beskyttet, og sad derfor i tre dage på bunden af en piranha, en pansret ambulance, i 60 graders varme – iført 11 kilo uniform og fragmentationsvest, som jeg også skulle sove med. Dét var det værste, siger hun. De danske soldater kom heldigvis kun lettere til skade, da vejsidebomben ramte, og episoden har ikke fået Wiera Lorentzen til at tænke anderledes om de danske soldater, som hun betegner som topprofessionelle. - Jeg er dybt fascineret af dem og af deres selvdisciplin. De kæmper i den afghanske ørken i over 40 graders varme iført uniformer, der vejer cirka 25 kilo, og de løser deres opgaver til et 13-tal. De danske soldater er i Afghanistan for at gøre en forskel - og de gør en kolossal forskel, fordi de hjælper den civile, afghanske befolkning, og fordi de vil Taleban til livs. Så for mig er de hverdagens helte, siger Wiera Lorentzen. De voldsomme oplevelser har da heller ikke fået Wiera Lorentzen til at tøve med at blive udsendt. Tværtimod. Hun har allerede meldt sig til at tage endnu en tørn i Afghanistan. - Soldaterne har sagt til mig, at jeg kan blive udstyret med en rollator med gevær i håndtagene, og de er sikre på, at dét syn kan få enhver talebaner til at blive bange. - Men spøg til side. Jeg er ikke bange for at tage af sted, og jeg tager af sted igen for at hjælpe de danske soldater og dermed også den afghanske befolkning, siger Wiera Lorentzen.