Jeg vandt!

Musik 29. juni 2003 08:00

SÆBY: Må vi præsentere vinderen af Popstarkonkurrencen 2003 (trommehvirvel): 18-årige Gitte Breüner fra Østervrå! Dagen efter konkurrencen - der foregik i forbindelse med Open by Night på Torvet i Sæby - har vinderen en dejlig følelse i maven, for førstepladsen giver en stille vink om, at det ikke er helt tosset at satse på en karriere som sangerinde. - Jeg var overhovedet ikke nervøs for at gå på scenen. Jeg glædede mig faktisk helt vildt til at optræde for så mange mennesker, fortæller Gitte, der efter fremførelsen af det gamle Gloria Gaynerhit "I will Survive" for første gang prøvede at skrive autografer til både børn og voksne, hvilket egentlig også var en dejlig fornemmelse. Via amatørkonkurrencer og Østervrå Revyen kender Gitte Breüner godt fornemmelsen af at optræde for mange mennesker, men denne gang var der noget ganske særligt på spil. Førstepladsen gav nemlig adgang til at indspille en demo-cd, og på den måde står Gitte pludselig i den situation, at hun på en professionel måde kan gøre opmærksom på sig selv. Den nærmeste fremtid byder på to ting. Først skal der sendes en optagelse af Gittes optræden fredag aften ind til Danmarks Radios "Stjerne for en aften", og her er det med at skynde sig, for der er deadline for tilmelding i morgen mandag. Dernæst vil popstarvinderen til at se sig om efter noget kvalificeret sangundervisning, for - som hun siger - man kan altid blive bedre. Gitte Breüner holder at synge en god popsang, derimod mener hun ikke, at stemmen er så god til rockmusik, og lige nu ringer mobiltelefonen, for der er endnu en bekendt, der vil sige tillykke med førstepladsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...