Kristendom

- Jeg var slet ikke i tvivl

Den 39-årige Trine Gjørtz blev i går indsat som ny præst i Thorsted Frimenighed

For Trine Gjørtz (t.v.) er det et drømmejob at blive frimenighedspræst i Thorsted. I går blev hun indsat - og ses her før gudstjenesten i selskab med formanden for frimenigheden, Grethe Kirk, og den seneste præst i Thorsted, Benne Holwerda. 
Foto: Klaus Madsen

For Trine Gjørtz (t.v.) er det et drømmejob at blive frimenighedspræst i Thorsted. I går blev hun indsat - og ses her før gudstjenesten i selskab med formanden for frimenigheden, Grethe Kirk, og den seneste præst i Thorsted, Benne Holwerda. Foto: Klaus Madsen

Den 1. september var Trine Gjørtz til 40 års fødselsdag hos en veninde i Thorsted. Ved festen faldt hun i snak med en kvinde, som hun ikke før havde mødt, nemlig Grethe Kirk, formand for Thorsted Frimenighed. - Er du præst? Sådan en mangler vi, lød det fra Grethe Kirk. - Det var da sjovt - jeg mangler en menighed, replicerede Trine Gjørtz. Trine Gjørtz stråler som en sol, da hun fortæller den fantastiske historie om, hvordan hun fandt sit drømmejob, idet hun blev indstillet af hele menigheden efter en prøvegudstjeneste den 13. september. Indsat i går I går blev hun indsat. - Da det her blev en mulighed, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg er rigtig glad for det, siger hun. Trine Gjørtz er uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 1998 og arbejdede de første år som præst i folkekirken i Ulstrup mellem Langå og Bjerringbro. Det var imidlertid et hårdt job, som fik hende til at brænde ud, så for tre år siden sagde hun op og flyttede til Mors, hvor hun har vikarieret i Øster Jølby Frimenighed. Trine Gjørtz indså, at hun egentlig altid havde følt sig tiltrukket af den grundtvigske frimenighedstanke, hvor skole og kirke følges ad. - Man ser mennesket før det kristne. Der er højt til loftet og frihed for ånden. Det er antiautoritært. Det er menigheden, der bestemmer, og det betyder, at man mener noget med det, man gør - at man har taget stilling, siger hun. Kvart stilling I Thorsted har man ikke konfirmationsforberedelse. Derimod er der tale om præstebørn. Også dette falder fint i tråd med Trine Gjørtz¿ indstilling til tingene. - Det passer fint med min overbevisning, at de ikke skal konfirmeres. Der findes to sacramenter. Dåb og nadver. Slut. Jobbet ved Thorsted Frimenighed tæller kun som en kvart stilling. I øjeblikket passer det fint sammen med et deltidsjob, hvor Trine Gjørtz arbejder som coach i Morsø Kommune. Hun er også uddannet psykoterapeut og håber i fremtiden at kunne kombinere jobbet som præst med et selvstændigt hverv som terapeut og coach. - Og så synger jeg i Vocal Art. Det elsker jeg. Vi skal i øvrigt give koncert ved efterårsmødet i Thorsted. Det er aftalt for længe siden.