Jeg var vred og ligeglad

Sulaima har skrevet to romaner om livet på randen af samfundet, og nu holder hun foredrag om vanskelige piger

Boligmangel 25. februar 2003 07:00

Efterhånden holdt hun op med at betragte det omgivende samfund som mennesker af kød og blod. På den måde blev det også nemmere at slå på dem. Sulaima Hind er 33 år nu. Hun er lille, lidt spinkel, med langt mørkt hår ned over skuldrene. Iført en tynd sort bomuldstrøje og et par temmelig almindelige sorte lærredsbukser med lommer på siderne. Det er svært at forestille sig, at Sulaima var en del af det hårde punkmiljø i København i firserne. Da det gik vildest til, boede hun på gaden, sniffede æter og tyede til vold, når det brændte på. Hellere dø stående end leve på knæ, var hendes motto. Sulaimas problemer startede allerede i de små klasser. Hun blev holdt udenfor fællesskabet i klassen, fordi hun gik i genbrugstøj, mens de andre gik mere op i deres udseende. - I skolen var jeg anderledes, og jeg var yt, siger Sulaima. I stedet for at plage sine forældre om dyrt tøj og forsøge at ligne de andre børn i skolen blev Sulaima stædig. Hun meldte sig ud af fællesskabet. - Jeg blev vred - vred og ligeglad. Det var en overlevelsesstrategi, hvor jeg byggede en form for rustning op omkring mig, og det gjorde jo bare, at jeg blev endnu mere isoleret, fortæller hun. Derhjemme var der ingen problemer. Sulaima fungerede fint med familien og havde tit venner på besøg. Hverken hendes forældre eller lærerne i skolen opdagede derfor, at der var noget galt. - Det var heller ikke fordi, at jeg var ked af det derhjemme, for jeg blev ikke ked af det, jeg var bare ligeglad. Anderledes fedt Omkring ottende klasse begyndte Sulaima at få venner indenfor punk-miljøet. Her fandt hun en omgangskreds, hvor det var fedt at være anderledes. Blandt punkerne var hun på toppen. - For eksempel var jeg enormt dårlig til at stave, men det gav mig bare høj status, når jeg var sammen med mine venner. De andre kunne rende os. Vi kunne sagtens have det fedt for os selv. Af og til blev frustrationerne til åbne konfrontationer og slagsmål. Sulaima husker engang, hvor hun tævede en mand, der ville have sex med en af hendes veninder mod hendes vilje. - Jeg sparkede ham i ansigtet, og så lossede jeg ham i maven, til han kastede op. Jeg lænkede ham endda til gelænderet ude på trappen, fordi jeg syntes, at han skulle have lov til at tørre sit bræk op, når han vågnede, fortæller hun. - På et tidspunkt kom der et vendepunkt. Da han lå på jorden og kiggede op på mig. Så var han pludselig den lille og hjælpeløse. Men det var jo først, da jeg havde slået ham. Og det var ikke så svært at være voldelig overfor folk. For efterhånden som Sulaima isolerede sig selv mere og mere i forhold til omverdenen, blev hendes opfattelse af andre mennesker også anderledes. - Til sidst betragtede jeg dem faktisk ikke som rigtige mennesker med rigtige følelser, og så var det heller ikke så svært at reagere med aggressivitet og vold, siger hun. Reddet af BZ'ere Sulaimas redning blev BZ-bevægelsen. Her blev der lyttet til hendes meninger, og her blev hun accepteret og taget alvorligt. - Første gang jeg kom til møde, var jeg hamrende stiv og sad bare og kæftede op, men der blev lyttet til, hvad jeg havde at sige. Så næste gang jeg dukkede op, sørgede jeg for at være ædru, og derefter begyndte det at gå op ad bakke. I dag er Sulaima kommet helt ud af sit misbrug. Hun bor i et lille hus på Christiania. Helt nede i vandkanten med udsigt over vandet. Stille og roligt, og man kan knap nok se byen mellem træerne. Her har Sulaima brugt de seneste år af sit liv på at bygge en ny tilværelse op. Hun har skrevet to romaner om livet på randen af samfundet, og i morgen, 26. februar, skal hun holde foredrag på Udrykningsholdets seminar om vanskelige piger. Det har foreløbigt taget hende ti år at rydde op i alle de indestængte følelser fra dengang, og hun er ikke helt færdig endnu. - Der dukker stadig ting op, når jeg sådan sidder og tænker på det. Ting fra min skoletid, hvor jeg pludselig opdager, at jeg faktisk blev ked af det. For eksempel når de andre ikke ville være sammen med mig. Jeg blev jo i virkeligheden ked af det, selvom jeg ikke ville acceptere følelsen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...