EMNER

“Jeg vil altid sætte individet over systemet”

Leif Bork Hansen. (Foto: Sif Meincke/Polfoto)

Leif Bork Hansen. (Foto: Sif Meincke/Polfoto)

{ Prisen ... for at kæmpe for det, man tror på. For den besværlige kærlighed. For at træffe en forhastet beslutning. For at leve et liv på alles læber. For at være alene. For at have store ambitioner. For ikke at kunne holde sin mund. Prisen for ikke at kunne lade være ... Hen over sommeren taler vi med kendte danskerne, der alle har det tilfælles, at deres valg har haft omkostninger for deres liv. Hvorfor gjorde de, som de gjorde, var det det værd, og ville de have gjort det anderledes i dag? { Leif Bork Hansen, 63, sognepræst i Lyngby Kirke. { I 1999 fik Leif Bork Hansen som den første nogen sinde en frihedsstraf for at skjule flygtninge i Lyngby Kirke. Dommen blev gjort betinget, han skulle kun i fængsel, hvis han på ny overtrådte Udlændingeloven. Det gjorde han. { { Samme år sigtede Lyngby Politi atter præsten, fordi han havde samlet penge ind til flygtninge, der levede under jorden. Sagen endte dog med en bøde til Leif Bork Hansen på 2500 kroner. Siden hen har præsten udtalt, at han kan finde på at trodse loven igen, hvis det hjælper mennesker i nød. Af Jakob Herskind Dagbladenes Bureau Leif Bork Hansen, hvad fik dig til bevidst at bryde dansk lovgivning? - Man kan komme i situation, hvor nogen beder dig om hjælp. Derfra har man valget mellem at følge sin samvittighed eller landets love. Og i den konflikt er der ingen tvivl om, at jeg altid vil følge min samvittighed. Hvis ikke du følger din samvittighed, er du færdig som menneske. En bøde kan du betale af, en fængselsstraf kan du afsone, men hvis ikke du tør betale prisen for at være et rigtigt menneske, så er du intet. I det øjeblik vi ikke vil være ved hinanden, bliver livet tomt og meningsløst, og så har vi opgivet at være mennesker. Hvordan kan jeg stå i kirken om søndagen og tale om forpligtigelse mellem mennesker uden at føle mig forpligtiget til at hjælpe dem, der har brug for det? Har det forandret dit liv? - Det har forandret mig fuldstændig, og det er det, der har grebet mest ind i min tilværelse som præst. Jeg bliver dagligt ringet op af mennesker, der har brug for hjælp. Tænk, at der er folk, der mener, jeg kan hjælpe dem. Det giver mit liv en helt ubeskrivelig meningsfyldthed. For mig betyder det at hjælpe den enkelte mere end fædrelandet. Jeg vil altid sætte individet over systemet. Hvilken pris har du betalt for dine handlinger? - Jeg blev truet med fængsel, jeg blev truet med, at jeg ville miste mit arbejde, folk har tegnet hagekors udenpå mit hjem, og jeg har modtaget dødstrusler. Og jeg har jo ikke længere en ren straffeattest, så der er døre, der nu er lukkede for mig. Men, hvis det er prisen for at være et ordentligt menneske, lever jeg med det. Jeg mener blot, at vi bor i et land, der har overskud på betalingsbalancen, at Danmark er et af de rigeste lande på kloden, og hvis vi ikke, vi har råd til at hjælpe mennesker, der har brug for det, så har vi spillet fallit.