EMNER

Jeg vil bare gerne ha' et par sko

Ellen Pedersen fra Frederikshavn har ventet i halvandet år på at få nyt fodtøj.

Ellen Pedersen har en såkaldt hulfod. Derfor skal hun have sine sko specialsyet. Foto: Peter Broen

Ellen Pedersen har en såkaldt hulfod. Derfor skal hun have sine sko specialsyet. Foto: Peter Broen

I halvandet år har Ellen Pedersen fra Frederikshavn ventet på at få et par nye sko. Ellen Pedersen har en såkaldt hulfod, og hun skal derfor have skoene specialsyet. Mens hun venter, er hun nødt til at gå i et par gamle, udtrådte sko, og med en kødsaks har hun klippet et hul i overlæderet, så der er bedre plads til den krumme fod. Aftale med Ortho Baltic I bestræbelserne på at finde det billigste tilbud har Frederikshavn Kommune indgået en indkøbsaftale med firmaet Ortho Baltic angående levering af ortopædiske sko. Men Ortho Baltic har ikke været deres opgave voksen, for Ellen Pedersen har været udsat for et sandt bombardement af brudte aftaler og skiftende skomagere. Ortho Baltic har ganske vist leveret et par sko til Ellen Pedersen, men de duede ikke. Stive som cement - De var stive som cement, og sålen vejede et ton, siger Ellen Pedersen, der på grund af de manglende sko er nødt til at have hjemmehjælp to gange om ugen. Lederen af hjælpemiddelområdet i Frederikshavn Kommune, Birgit Elgaard, er heller ikke tilfreds med den sagsbehandling, som Ortho Baltic i visse tilfælde yder. - Vi har flere utilfredse borgere. Derfor er firmaet nu indkaldt til et møde i forvaltningen, siger Birgit Elgaard.