Læger

- Jeg vil bo i det område, hvor min klinik ligger

Regionens nye hudlæge, Helene Ringe Holmgren, ser frem til at bo i Vendsyssel

Helene Ringe Holmgren er ny hudlæge i Region Nordjylland med base i Frederikshavn.Foto: Peter Broen

Helene Ringe Holmgren er ny hudlæge i Region Nordjylland med base i Frederikshavn.Foto: Peter Broen

Med ventetider hos Region Nordjyllands hudlæger på op til 23 uger er den kommende privatpraktiserende hudlæge i Frederikshavn, Helene Ringe Holmgren, et yderst tiltrængt løft til den pressede branche. Helene Ringe Holmgren har for få uger siden fået besked om, at hun har fået det ledige ydernummer. Nu er hun i færd med at kigge på ledige lokaler til sin kommende praksis. Vi møder hende en stormblæst eftermiddag i det udkantsområde, der skal huse hendes kommende klinik - og hendes hjem. Jagten på lokalerne er i fuld gang. - Det er det første, jeg skal finde ud af, og det er lokalerne, der afgører, hvornår jeg kommer i gang. Men jeg håber, jeg kan begynde 1. marts, fortæller hun. Bensår er største interesse Helene Ringe Holmgren stammer fra Horsens, hvor forældrene har været privatpraktiserende læser. Hun har læst medicin i Odense, og havde sin daværende turnus på de fynske sygehuse. De sidste ni år har hun boet og arbejdet i Sverige, hvor hun har taget speciallægeuddannelsen. I perioden har hun arbejdet i henholdsvis Gøteborg og Jønkøbing, har undervist i sygehusregi samt været amtsansvarlig for seksuelt overførte sygdomme og bensårsansvarlig i Småland. Netop bensår har Helene Ringe Holmgrens største interesse, men den kommende klinik i Frederikshavn kommer til at tilbyde flere specialer inden for dermatologien - blandt andet behandling i lyskabine. Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn stopper med at tilbyde behandling i lyskabine, og Helene Ringe Holmgren har indgået en aftale med sygehuset om at overtage materiellet samt ansættelsesforholdet af den, der har med det at gøre. Meget positivt indtryk Helene Ringe Holmgren forventer også at kunne tilbyde røde bade, som bruges i forbindelse med kløe og eksem. - Jeg håber, at jeg kan ansætte tre personer, som skal indgå aktivt i klinikken og behandlingerne, tilføjer hun. Behandlingerne vil også inkludere æstetisk dermatologi - altså skønhedsbehandlinger, der i dette tilfælde er behandlinger med henholdsvis Botox og laser. Det er behandlinger, som gør, at huden ser frisk ud - og frisk er også regionens nye hudlæge. For nu er en drøm ved at gå i opfyldelse. - Jeg har altid drømt om at få min egen klinik, og jeg har hørt, at Frederikshavn er et udkantsområde. Men det er ikke mere udkantsområde end der, hvor jeg kommer fra. Alle de mennesker, jeg har mødt, er utrolig hjælpsomme og har budt mig velkommen til byen. Jeg vil bo i det område, hvor min klinik ligger. Mit indtryk af vendelboerne er meget positivt, understreger Helene Ringe Holmgren.