Jeg vil først frem

Vi er blevet mere rethaveriske

7. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Èt af de steder, hvor danskerne beviseligt er blevet mere egoistiske, er i trafikken. Det skriver direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, René La Cour Sell gerne under på. - Vi har altid været egoistiske i trafikken, men der er ingen tvivl om, at vi er blevet mere rethaveriske. Mængden af f.eks chikanekørsel er stigende, ligesom folk direkte kommer op at slås på grund af uenigheder i trafikken. Det gjorde de ikke før, siger René La Cour Sell. Det rethaveriske giver sig også udtryk ved, at vi har mere travlt med at koncentrere os om andres fejl i trafikken end vores egen kørsel. Det giver sig udslag i blinken og dytten, så snart "ham idioten i den blå bil" kører for langsomt, glemmer lyset osv. - Der sker noget underligt, når vi kommer ind i blikæsken. Så opfatter vi ikke andre som personer, men ting, og de er altså ikke så vigtige som os. Vi skal først frem, siger René la Cour Sell, som mener at egoismen er parret med en god portion af den danske folkesjæl - et karaktertræk som ikke er ideelt i trafikken. - Vi sætter en ære i, at vi ikke er autoritetstro, og derfor er vi også mindre tilbøjelige til at overholde færdselsloven. Det er en slags civil ulydighed, og det synes jeg kan være en dyd - bare ikke i trafikken. Færdselsloven egner sig ikke til demokrati, siger René la Cour Sell. Det er er i hvert fald svært at stemme om, hvem der skal først, når en bus skal ud fra et stoppested. Derfor skal bilisterne ifølge loven holde tilbage, men ligesom højre vigepligt, fartgrænser og ideen om at stoppe ved fodgængerovergange uden lys, fordi gående skal over vejen, er det ting, som de fleste bilister påhviler føreren af bilen bagved. Selv har vi jo travlt. Det samme kan siges om cyklisterne, som i den evigt tilbagevendende krig med de motoriserede stadig gør en dyd ud af at glemme at række armen ud, når de skal dreje, kører over for rødt og bruger vej, cykelsti eller fortov alt efter muligheden for at komme først. Alt i alt er det egenskaber, der placerer os for højt på listen over døde i trafikken, og at det har en sammenhæng med egoismen kan i hvert fald sandsynliggøres med et blik over Nordsøen. - De allerbedste i trafikken er englænderne. Deres høflighed og køkultur ses også i trafikken, hvor de tager hensyn og giver plads. Det kan aflæses i statistikken, siger René La Cour Sell.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...