Jeg vil gerne selv, tak

Cecilie Stenspil har indtil videre ikke gjort brug af den stuntwoman, DR har tilbudt hende til optagelserne af “Livvagterne”.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Replikken skal sidde lige i skabet.

Er det mærkeligt, at en kvindelig skuespiller selv udfører sine stunts? Eller at hun elsker at se fodboldkampe live? Eller at hun altid har drømt om at være med i en actionfilm? Ikke for Cecilie Stenspil. Hun har faktisk svært ved at forstå, at der stadig er så meget postyr, hvis en kvinde gør dét, som man typisk forbinder med mænd. Ligesom i tv-serien “Livvagterne”, hvor hun er Jasmina El Murad, der næsten bliver chikaneret ud af korpset af nogle af de mandlige kolleger, inden hun overhovedet er begyndt. - Det er sjovt, at nogle stadig stiller spørgsmålstegn ved, om kvinder kan dét eller dét. Tankevækkende. Vi skriver 2009, og vi har sådan set snakket om det her siden 1910, funderer Cecilie Stenspil. Hun er 29 år og netop blevet kendt. Ikke som i “den kendte skuespiller xx”. Mere en slags genkendt, som hun siger. I lyntoget for eksempel, når hun pendler mellem lejligheden i København og jobbet på Fyn. Det er sådan en tur, vi tager sammen: Hun står på i Høje Tåstrup, og mødet varer indtil Odense. Cecilie Stenspil har en stor strikhue over hovedet og prøver vist at snige sig ind, men folk kan selvfølgelig godt se, hvem hun er, så den formiddag er der liveinterview på første klasse med et publikum, der forsøger at se ud, som om det læser. En enkelt midaldrende herre kan ikke holde sig i skindet, men må hilse på. “DU SPILLER RIGTIGT GODT. Det ville jeg bare lige sige!” brøler han febrilsk og pumper Cecilie Stenspils højre arm. Hun rødmer. Den slags er lige noget, hun skal vænne sig til. Kram fra vildt fremmede for eksempel. - Jo, det er lidt grænseoverskridende. Men indtil videre har jeg da kun mødt glade mennesker, så hvis det er sådan at være inde i fjernsynet, så er det okay. Storm på Stenspil Da Cecilie fik rollen som Jasmina, havde hun ikke helt forudset, hvor stor danskernes - og dermed også pressens - interesse for hende ville blive. Det var lige ved at gå ud over hendes arbejde på Odense Teater, hvor hun den seneste måned har øvet på rollen som Bess i “Breaking The Waves”. Men når man skal tale med journalister hele tiden, får man ikke lært sine replikker, så til sidst måtte der lukkes ned. Nu nærmer premieren i Odense sig, og Bess er ved at være på plads. Sjovt nok, men måske også ret karakteristisk for Cecilie Stenspil, har hun bevidst undladt at se filmudgaven af “Breaking The Waves”. - Jeg fik så mange gode idéer, mens jeg læste rollehæftet, og så har jeg ladet mig inspirere af god musik og naturligvis af Kasper Wilton, der er iscenesætter på forestillingen. Der kan synes langt fra rollen som sej livvagt til erotisk gudslam, men i Cecilie Stenspils øjne har Jasmina og Bess (og muligvis også Cecilie?) alligevel noget til fælles: De er kvinder, som handler. - Bess ofrer livet for sin mand, men det er et valg, hun tager. Hun siger: Nu gør jeg alt for dig. På den måde er hun meget stærk. Vi kigger ud på landskabet. Solen mildner vintermarkerne, himlen er blå i stedet for grå, kaffen smager godt, og kupeen hygger sig. I morges, da Cecilie Stenspil vågnede, tænkte hun: “Hurra, jeg skal på arbejde!” Sådan har hun det lige nu. Kan faktisk ikke få armene ned. - Jeg er så hamrende taknemmelig, siger hun, der en tid ville være konditor, men har dyrket drama, siden hun gik i folkeskolen, og gled lige ind på skuespilleruddannelsen, første gang hun søgte. Vil gerne spille alt fra græsk tragedie til actionfilm. - Jeg er en sulten én, erklærer hun. Kønsfred Man kan, hvad man vil. Den sætning har Cecilie Stenspil med i rygsækken hjemme fra Glostrup, hvor hun voksede op med sin danske pædagogmor og færøske hvalfangerfar, der også er cand.mag. og kan bygge hvad som helst. Måske er det derfor, hun ikke synes, det er uoverstigeligt, men tværtimod sjovt lige at lære sig at bokse eller at spille guitar, eller hvad det nu kan være, der kræves til en rolle. Også selv om det gør vildt ondt at få én på tuden. En anden vigtig ledetråd i familien Stenspil har været solidaritet og respekt for hinanden. Måske er det derfor, hun bliver så forbløffet, hvis nogen mener, at hun som kvinde burde føle, tænke eller handle anderledes, end hun gør. - Vi er to forskellige køn med hver sine fantastiske kvaliteter, ja, men vi skal da være her alle sammen. Det, der er vigtigt for mig at vise i for eksempel “Livvagterne”, er jo, at Jasmina er et helt menneske. Man kan være mand eller kvinde og komme fra Sønderho, New York, Kasakhstan eller Rødovre - alle har noget med. Det, der er interessant, er, hvad man bruger det til. Kønskamp mener Cecilie Stenspil ikke længere, vi behøver. Men hvile på laurbærrene skal vi heller ikke. - Kamp er et adskillelsesord. Jeg kan bedre lide “kønsfred”. Det betyder ikke, at vi på nogen måde skal bevæge os tilbage. Vi skal snarere spørge hinanden: Hvordan gør vi nu? siger hun. Hvordan hun selv og skuespillerkæresten Mads M. Nielsen helt konkret gør, får vi ikke at vide, og heller ikke, hvad Cecilie Stenspil lærer sin bonusdatter på seks. Privatlivet er nødt til at være lukket land for publikum, synes hun, af hensyn til skuespillet. - Det er ikke for at være arrogant. Men jo mindre, der kommer ud om mig, jo bedre kan jeg fortælle den gode historie om andre. Sitrende scener Nogle gange kan en rolle ændre en skuespiller som menneske. Jasmina har gjort Cecilie mere modig. - I den virkelige verden er der masser af ting, jeg ikke tør. Når det er skuespil, er det på en måde nemmere. Da den første boksehandske landede på hendes næse, tænkte hun: “HOLD OP! Man må ikke SLÅ!” Men hun klarede den, og det er godt for figuren, synes hun. Skuespillerfiguren Jasmina altså. Ikke Cecilies kropsfigur. Eller jo, det er det også. Toget er rullet over og under Storebælt og halvt ind på Fyn. Cecilie Stenspil skal svare på nogle korte “bedste bog, bedste film”-spørgsmål. Det synes hun er svært, for hun kan jo lige præcis lide rigtigt meget forskelligt. Da vi når til sportsbegivenhed, er hun dog ikke tvivl: Der skal stå håndbold, boksning med Mikkel Kessler og - ikke mindst - live fodboldkampe. - Det er noget besynderligt noget at få smag for, men jeg synes, jeg kan genkende den sitrende energi, der er på stadion. - Det minder meget om teatret. Det samspil, vi har på scenen, er det samme som på en fodboldbane. Det er jo holdspil. Det kan godt være, at stykket er skrevet på forhånd, og vi ved, hvordan det ender. Men replikkerne skal sidde lige i skabet, ellers bliver der sgu’ ikke mål. Lyder det som noget mærkeligt noget at sige for en pige? Næste station er Odense. En ung kvinde kommer over og siger, hun er journalist. Kan hun lige få Cecilie Stenspils telefonnummer? Det bliver venligt afvist. Uden for teatret har de hængt en kæmpe plakat op med et billede af “Breaking The Waves”-Bess, og næste år kommer der 10 nye afsnit af “Livvagterne”, så Cecilie Stenspil bliver ikke usynlig igen lige foreløbigt. Det er helt i orden med hende. - Jeg kunne ikke have det bedre, siger hun. Livvagterne De første 10 afsnit af tv-serien “Livvagterne”, hvor Cecilie Stenspil har en af hovedrollerne som Jasmina El Murad, sendes hver søndag kl. 20.00 på DR1 frem til 1. marts. Yderligere 10 episoder kommer i 2010.