Turisme

Jeg vil gøre nytte

Mange-millionæren Peder Kolind var i 20 år fokuseret på at tjene flere penge. I dag bruger han al sin tid på at gøre sig nyttig blandt fattige i Nicaragua

Peder Kolind understreger, at han ikke hjælper de fattige for de fattiges skyld. Han gør det for sin egen skyld, for der er ikke noget bedre end at føle sig nyttig. Det slår alt, siger han.

Peder Kolind understreger, at han ikke hjælper de fattige for de fattiges skyld. Han gør det for sin egen skyld, for der er ikke noget bedre end at føle sig nyttig. Det slår alt, siger han.

Det skete pludselig i en lufthavn i USA for 14 år siden. Den 48-årige mangemillionær og erhvervsmand Peder Kolind var på vej fra et møde til et andet. Han havde travlt, som han havde haft det de seneste 20 år. Han var fokuseret på næste udfordring, næste virksomhed, det næste projekt, der skulle indbringe ham endnu flere penge end alle de andre vellykkede virksomheder og projekter, han allerede havde sat i gang. Pludselig stoppede han op. - Jeg ved ikke, hvad der skete. Det må jo have været et eller andet tegn fra en højere magt. Det var ikke mig, der fik mig til at stoppe op. I stedet for at tage til møde, købte jeg en billet til Costa Rica, der skulle være det smukkeste sted på jorden, fortæller Peder Kolind i dag. - Og Costa Rica er det smukkeste sted på jorden. Jeg købte et hus, satte mig med udsigt til vandet og drak en cognac. Nu ville jeg gå på pension. Peder Kolind kan ikke i dag gøre helt rede for vendepunktet i lufthavnen. Han fortæller, at han altid har været impulsiv, men dette var nok den mest skelsættende impulsive handling, han kan mindes. Vendepunktet i lufthavnen er også det eneste uforklarlige i denne beretning, der fortæller om en mand, der holdt med at begære mere rigdom. Resten af beretningen er rene virkelige og faktiske forhold. Beslutningen om at nedsætte sig som pensionist i en alder af 48 år holdt dog kun i knap en måned. Den korte version er, at han i dag er fuldtidsbeskæftiget med at sætte velgørende projekter i gang blandt de fattigste i Nicaragua, der ligger lige nord for Costa Rica. - Jeg er verdensmester i at tjene penge. I al sin enkelhed lærer jeg fattige at tjene penge, og det lykkes virkelig godt, siger Peder Kolind, der i dag er 62 år. - I dag forstår jeg ikke, at mennesker gider at tjene flere penge, hvis de har tjent nok. Det er ulogisk og meningsløst. Selvfølgelig skabte jeg selv en masse arbejdspladser dengang, og det var jo sådan set meningsfuldt og nyttigt. Men det var ikke de arbejdspladser, jeg tænkte på. Jeg tænkte kun på at få flere penge. Sådan er det for de fleste mennesker. De tænker kun på bankkontoens bundlinje. Større og mere Det 9. bud om at ikke at begære sin næstes hus, begæret for at eje mere, ville have været en umulighed for Peder Kolind at overholde, da han rejste verden rundt og etablerede virksomheder. Det skulle være større og mere. Han havde tjent penge i sikringsvirksomheder, som han har etableret over hele verden. I Danmark var det Dansikring og Telesikring. I USA Westinghouse Security Sy-stem og Brinks Home Securities. Men efter han selv har solgt alt, hvad han ejer, forstår han ikke, at folk kan holde ud kun at arbejde. - Jeg tror, at mange mennesker desværre mangler evnen til at fylde tilværelsen op med noget mere meningsfyldt, siger han i dag. Når Peder Kolind går i seng om aftenen, er han tilfreds med tanken, om han har gjort nytte. Det er den største forskel. - Du må ikke skrive, at jeg gør det for at hjælpe de fattige. Intet kunne være mere forkert. Jeg gør det kun for mig selv. Jeg gør nytte, og det er det, der betyder noget for mig. Det vigtigste er at gøre nytte, gentager Peder Kolind. - Min bror Lars Kolind gør nytte på de store linjer. Han hjælper store projekter i gang og skriver bøger om verdens- og videns-samfundet. Han løfter det hele. Jeg gør nytte på de små linjer. I dag har Peder Kolind så 14 års erfaring i at gøre nytte på den mest hensigtsmæssige og konkrete måde. - Ingen fattige bliver hjulpet rigtigt, hvis de modtager mad, huse, tøj og penge som hjælp. Det bibeholder mennesker i fattigdomskulturen. De skal ud af modtagesystemet. De skal selv tjene penge. Og hvordan gør man det? Peder Kolind giver også selv svaret. Han har etableret et business-akademi for fattige. - De skal lære det, jeg er bedst til - at skabe fortjeneste uden investering. Det simple princip skal ind i hovedet på dem. Når de har forstået princippet kan de komme med ideerne. Og det er de også selv bedst til. Vasker for rygsækfolk Peder Kolind fortæller om en af de forrygende forretninger, der er udsprunget af businessakademiet. To unge fyre har etableret et vaskeri. De har organiseret områdets koner til at vaske tøj for alle de rygsækrejsende, der kommer til Nicaragua. De rygsækrejsende har ofte kun et sæt tøj, og de to driftige nicaraguanere henter hver aften tøj rundt på de små hostels og vandrerhjem i området. De kører tøjet ud til vaskekonerne i området, der så vasker, tørrer og stryger tøjet om natten. Om morgenen bliver det rene tøj bragt ud. Det koster 3,50 kroner at få vasket 12 stykker tøj. Forretningen er en succes og alt, hvad det har kostet i investering, er nogle gamle cykler. - Børnene på business akademiet skal ikke have et eksamensbevis, de skal bygge en virksomhed op. Et par piger har stor succes med en salsa-skole for turister. En salsa-time koster 10 dollars, pigerne kan danse salsa i forvejen og alt, hvad de skulle investere i, var en gammel CD afspiller. Stor succes. En tredje virksomhed har sat events-kort for turister i trykken. Turisterne køber disse kort, der kan orientere dem om, hvad der foregår i området og samtidig er der store annonceindtægter. Det er en ide, som bliver brugt i alle storbyer i dag, den bliver nu brugt i Granada. Også en stor succes, fortæller Peder Kolind. Mad til 2200 børn Business akademiet er etableret i et af Peder Kolinds første projekter i Nicaragua; nemlig Carita Feliz. Historien er den, at Peder Kolind kommer til Nicaragua og ser de fattige børn i Granada, der slår sig på maven for at vise at de er sultne. Impulsivt køber han mad til 70 af børnene. Da han næste dag går en tur, bliver han mødt af dobbelt så mange børn. Det er jo både uholdbart og i længden ekstremt dyrt, så han beder en fattig kvinde om at lave noget mad til børnene. De får købt ind, kvinder koger og steger og næste dag er der tilberedt ris og bønner til flere end hundrede børn. I dag besøges Carita Feliz dagligt af 2200 børn, der tilberedes mad af lokale, der undervises, leges, ses film, kreeres håndværk til at sælge, der er etableret et alternativt medicinberedskab etc. - Mange af mine ideer kommer fra de fattige selv. Andre ideer får jeg selv, og andre kommer fra min bror Lars Kolind, der jævnligt kommer til Nicaragua. Brødrenes seneste projekt er etableret med uundværlige kræfter fra Aalborg, nemlig vennerne Sonja og Eigild Christensen. Det er et byggeprojekt, Villa Sonja, der kan huse 100 familier. Husene er sponsoreret, dels af Sonja Christensen, der har samlet en million kroner ind i Aalborg, dels af hendes egne penge. Sonja og Eigild Christensen har selv skudt en halv million kroner i det, det samme har hver af brødrene Lars og Peder Kolind. - Vi har ladet 50 fattige familier flytte ind, og hver familie betaler 30 dollars i husleje om måneden. Pengene til huslejen tjener de i boligprojektet, som enten portvagte, rengøringsassistenter ved poolen, børnehaveassistenter eller måske som havemænd. Desuden bor her 50 familier med en god indkomst. De betaler mere 200-300 dollars i husleje og har til gengæld en masse luksuriøse faciliteter, som de ikke ville have råd til at betale andre steder. Det er et fantastisk integrations-projekt. I svømmepølen er der ingen, der kan se, hvem der er fattig, og hvem der er rig, fortæller Peder Kolind. Indflydelse på livet Han understreger, at det at være nyttig slår alt andet i livet - inklusive at tjene penge. - Samtidig har jeg endnu en fornøjelse. Jeg ejer jo de huse folk bor i, og det giver mig stor indflydelse på livet her. Jeg har tilføjet nicaraguansk lov fem regler i boligprojektet. Hvis folk overtræder mine regler, bliver de smidt ud. Jeg har blandt andet vedtaget, at man ikke må banke sin kone. Det er kvinderne virkelig glade for. Jeg har også besluttet, at man ikke må banke sine børn. De har beboerne dog fået forhandlet ned til, at de ikke må mishandle børnene. De kan ikke se, hvordan de skal opdrage børnene uden at slå dem lidt. Hele boligprojektet er en succes. Et byråd er under etablering, og det er efterhånden blevet et adelsmærke at bo der, siger Peder Kolind. - Men det største for mig er, at jeg har magt til at indføre, at man ikke må slå sin kone. Er det ikke fantastisk? Pension ved rivieraen Peder Kolind har ikke brugt alle sine penge i Nicaragua. Selv om han er langt fra sin familie, er de alligevel nære, og han har netop købt en lejlighed ved rivieraen i Frankrig, hvor han om nogle år vil bruge en stor tid af sin pensionisttilværelse med sin kone, der er børnepsykiater og nu bor i Århus. De har sammen tre voksne børn og seks børnebørn. - Det går dem alle godt. Det gør en far glad og stolt. Alle mine børn har succes i erhvervslivet. De går ikke mig i bedene, og det er jeg glad for. De skal bygge deres eget op. De skal have deres eget liv, ikke deres forældres liv. Vi mødes alle fire gange om året i Danmark. Den dag i lufthavnen for 14 år siden er stadig et mysterium. - Der er en eller anden grund til det. Jeg er troende, og det har vi altid været i min familie. Det er ikke noget vi diskuterer eller taler om, vi er det bare. Jeg tror altså på, at det var noget højere end mig selv, der fik mig herned. - Og tænk, at jeg en dag kan ligge i kisten og vide, at jeg kun har brugt tyve år mit liv på at tjene penge. Det er, der ikke mange, der kan sige. Det er fantastisk.