- Jeg vil have renset mit navn

Aage Ansø ser tilbage på slotsskandalen med samvittigheden 100 procent i orden

DRONNINGLUND:- Jeg afskyr dem. Det vender sig i mig, hver gang jeg ser dem, og jeg føler, at jeg blev ofret, ligesom jeg har fundet ud af, at politik er et beskidt håndværk. Sådan siger den i dag 68-årige Aage Ansø, der i begyndelsen af 1990erne måtte forlade Dronninglund Slot som en udskældt mand, der i brede kredse kun var hån tilovers for. Civilretsdirektoratet havde endda klistret mærkatet "uegnet og uværdig" på ham. Da Aage Ansø samtidig tabte i en injuriesag, som daværende borgmester Poul Møller (V) og kommunaldirektør Ove Thomsen anlagde imod ham, var der for alvor tale om begyndelsen til enden for Aage Ansø i Dronninglund Kommune, hvor han siden 1967 havde været skoleinspektør - men hvor det psykiske pres i forlængelse af slotsskandalen sendte den klemte skoleinspektør ud i mørket. Med et nervesammenbrud i 1994 til følge. - Jeg gik i stykker. En ubetydelig hændelse på kontoret fik mig til at gå ud som et lys. Jeg kunne bare ikke mere, fortæller han. Aage Ansø røg på både stesolid og sovepiller samt til psykolog for til sidst at måtte konstatere, at nervesammenbruddet havde ført til mere end en halvering af arbejdsevnen - og en fyreseddel fra de gamle modstandere på kommunekontoret i Dronninglund. Ren samvittighed Men hvad var det, der fik bragt Aage Ansø så langt ud - og blev han hjulpet på vejs, da kampen om magten på Dronninglund Slot for alvor spidsede til med indgangen til 90erne? Præcise svar på de spørgsmål vil aldrig kunne gives, men Aage Ansø har sin version af sagen, og han er ikke i tvivl om, at han har været offer for et justitsmord. - De troede, at jeg var i gang med at tjene sorte penge, men det gjorde jeg altså ikke. Jeg ville bare have slottet til at køre, og min samvittighed er fuldstændig ren, fastslår Aage Ansø, der da også i dag kan pege på, at de mange påstande om hans manglende hæderlighed aldrig har resulteret i nogle domme eller det, der ligner. - Hvordan skulle det også kunne det? Der var jo ikke noget at komme efter, siger han. Slottet som fond Men tilbage til starten på Aage Ansøs arbejde med Dronninglund Slot. Den blev indledt, da han i sin tid etablerede et venskab med Harald og Marie Elisabeth Høgsbro på slottet. Venskabet blev udbygget til en rådgiverrolle, da Harald Høgsbro døde, og slotsfruen efterfølgende havde behov for en personlig støtte og økonomisk rådgivning. Det var en turbulent tid, hvor både økonomiske kvaler på slottet og intern uro i Høgsbro-familien skulle håndteres, og det hele endte med, at slottet blev omdannet til en fond med en separat fondsbestyrelse og et ditto driftsaktieselskab. Plus et rart støttebeløb på syv-otte mio. kr. som startkapital. Marie Elisabeth Høgsbro var som slotsfrue født formand for fondsbestyrelsen, og i driftsaktieselskabet indtog daværende borgmester, Jørgen Holst, formandsposten, mens kommunaldirektør Ove Thomsen fik posten som direktør - primært fordi han havde haft held til at få Nordisk Uddannelsescenter for Døvblinde (NUD) ind som lejer på slottet. Til den daglige ledelse af driftsaktieselskabet blev Vinnie Sørensen hyret, og hun giftede sig sidenhen med Aage Ansø - sådan som de fortsat er det i dag. Ridser i lakken Aage Ansø var medlem af både fonds- og aktieselskabsbestyrelserne, og selv om det nye fonds-koncept på papiret så godt ud, så viste det sig, at slots-økonomien fortsat var anstrengt. - Jeg foreslog, at vi forhøjede NUDs husleje, men det gjorde bare Ove Thomsen stjernegal, så det løb ud i sandet, konstaterer Aage Ansø - for så at tilføje, at driftsaktieselskabet kort tid efter gik konkurs. Forholdet mellem Aage Ansø og de kommunale repræsentanter i slots-bestyrelserne var på dét tidspunkt for alvor begyndt at kølnes, og det var kun via en hemmelig overdragelse af kommunale papirer, at Aage Ansø efter konkursen fandt ud af, at der på kommunalt plan nu blev arbejdet med planer om at lade kommunen overtage slotsdriften. Det brød Aage Ansø og slotsfruen sig ikke om, og de hev derfor advokat Ove Ovesen med til et møde med direktørerne for de to sparekasser, der havde lånt penge ud til slottet. Sparekassedirektørerne sagde her ja til at købe driftsaktieselskabet for en krone - mod samtidig at overtage milliongælden - og de fulgte op med også at sige o.k. til et ønske om at give Aage Ansø & Co. to mio. kr. til at få etableret et helt nyt driftsaktieselskab. Fuldbyrdet krig De kommunale repræsentanter i den gamle aktieselskabsbestyrelse, Jørgen Holst og Ove Thomsen, vidste ligesom amtets repræsentant, amtsborgmester Søren Madsen (S), intet om denne handel. De var derfor heller ikke udelt begejstrede, da de på et indkaldt bestyrelsesmøde om kommunens mulige overtagelse af aktieselskabet fik at vide, at det ikke længere var aktuelt, fordi Aage Ansø & Co. havde andre planer - planer, der blev bakket op af et Ansø-støttende flertal i fondsbestyrelsen. Begejstringen over at blive herre i eget hus varede dog kun kort, for i takt med, at de økonomiske problemer på slottet fortsatte, blev stemningen i fondsbestyrelsen - hvor der stadig sad kommunale repræsentanter - stadig mere betændt, og for Aage Ansø & Co. vendte magtfordelingen, da der i Høgsbro-familien skete et personskifte, som ikke længere betød, at slotsfruen og Aage Ansø havde flertallet med sig. Også i aktieselskabsbestyrelsen kom Aage Ansø under pres på grund af udskiftninger, og da der af én af de nye blev talt om at skille sig af med Vinnie Ansø som daglig leder, gjaldt det om at tænke i alternative baner. - Der blev i fondsbestyrelsen arbejdet imod alle de initiativer, jeg fremkom med, og da slotsfruen havde fuldstændig tillid til mig og var glad for Vinnie, endte det hele med, at Vinnie og jeg foreslog at forpagte slottet. Vi var overbeviste om, at vi kunne klare det, så længe Vinnie kunne undlade at få løn. Vi kunne jo godt klare os med min løn som inspektør, fortæller Aage Ansø. Nyt kup Forpagter-idéen nåede dog aldrig at blive realiseret, for nu var det Aage Ansø & Co.'s tur til at blive kuppet. Her var det de kommunale pinger og den tilknyttede advokat, Anker Laden-Andersen, der underminerede Aage Ansøs og slotsfruens magtposition på slottet, og da Anker Laden-Andersen efterfølgende troppede op på slottet for at erklære Vinnie Ansø fyret og bortvist, valgte slotsfruen at lade sin daglige leder beholde slotsnøglerne, indtil der var fundet en løsning på magtkampen. Anker Laden-Andersen var ikke imponeret, og det samme var tilfældet, da de stridende parter mødtes på ny. Her kunne Sæby-advokaten nemlig konstatere, at der var blevet flyttet et stort beløb fra slottets driftskonto til en anden konto - og tilbage igen. Aage Ansø erkendte, at han stod som idémand til pengebevægelsen, der sidenhen skulle vise sig skæbnesvanger. - Jeg rådede bare slotsfruen til at flytte pengene fra én konto til en anden, fordi jeg havde fået at vide, at der ellers ville blive lukket for kassekreditten. Pengene skulle kun flyttes, indtil der var fundet en løsning på de igangværende problemer, fortæller Aage Ansø. Uegnet og uværdig Fondsbestyrelsen var imidlertid ikke indstillet på at godtage dén forklaring, og da Civilretsdirektoratet kiggede på sagen, var tilbagemeldingen klar: Aage Ansø var at betragte som uegnet og uværdig til en plads i fondsbestyrelsen. Med dén konklusion var Aage Ansøs skæbne på slottet beseglet, og det var midt i det smertelige fald, at han i den lokale presse slog fast, at kommunen blev ledet af et par bedragere - i skikkelse af daværende borgmester Poul Møller og kommunaldirektør Ove Thomsen. Aage Ansøs påstand holdt ikke, da juristerne tog fat på deres håndværk i retten, men selv om Aage Ansø også tabte dén kamp, så er han i dag fortsat af den opfattelse, at Ove Thomsen løb fra en klippefast aftale om at betale 300.000 "lånte" kroner tilbage. - Det bekræftes af et notat, hvor advokat Ove Ovesen udtaler, at de momspenge, vi fik tilbage, ikke kan bruges til at erstatte 300.000 kr. lånt af tilskuddet fra Fredningsstyrelsen på 500.000 kr., da dette tilskud er indgået i fondens grundkapital, siger Aage Ansø og fortsætter: - Jeg følte mig snydt mange gange, og det var bare én af gangene, bemærker Aage Ansø. Men retten havde talt, og Aage Ansø havde nu tabt kampen om både slottet og juraen. Og efter tillige at være blevet trukket i fogedretten - uden at det dog førte noget med sig - så lå forude også tabet af det gode helbred. Aage Ansø husker stadig de sidste svære år i kommunen: - Vi valgte med det samme at flytte fra kommunen, men jeg var jo stadig inspektør på Dronninglund Skole, så jeg fortsatte med at arbejde her. Men det blev mere og mere svært - og til sidst gik det altså også helt galt.