- Jeg vil hele tiden udfordre mig selv

Billedkunstner Tommas Jørgensen har 16 værker på separatudstilling, når Censureret Nordjysk åbner søndag på Dronninglund Kunstcenter

Birgit Eriksen
Tommas Jørgensen lavede sine første penselstrøg i Ø. Brønderslev. I dag har han gjort de kunstneriske udfoldelser til sin levevej. Her maleriet The Dawn og bag det Analog Outbreak. Billedet bag ham var udstillet i pavillonen under dronningebesøget i
Kunst 4. november 2011 11:05

DRONNINGLUND: Dronninglund Kunstcenter har søndag fernisering på udstillingen Censureret Nordjysk, og den unge, ambitiøse kunstner Tommas Jørgensen har i den forbindelse en separatudstilling. Han blev ved den censurerede udstilling i 2009 "Årets navn", og fik i den forbindelse tildelt en separatudstilling i 2011 sideløbende med Censureret Nordjysk. Tommas Jørgensen deltager med 16 værker. Den talentfulde kunster har sine rødder i Ø. Brønderslev, han er læreuddannet og flyttede i forbindelse med studiet til Aalborg, hvor han bor i dag, samme med sin kæreste, der er læge. I 2009 fik han atelier på Nordjyllands Kunstværksteder på Skydebanevej i Aalborg, hvor han side om side med andre nordjyske kunstnere har indrettet sit kreative værksted. Her arbejder han målrettet, og med stor præcision og disciplin - tilsat kreativitet og nytænkning. Magi og realisme Siden 2006 har Tommas Jørgensen haft værker optaget på den censurerede udstilling på Dronninglund Kunstcenter. - Og der er sket meget siden. Jeg udvikler hele tiden maleriet og søger, hvordan jeg kan forbedre mig. Jeg vil ikke dvæle i noget for længe, jeg vil udfordre mig selv i det her hele tiden for at blive bedre. Tommas Jørgensen betegner sin stil som magisk realisme - eller fabulerende figuration. - Det er et figurativt maleri, men det er ikke realistisk - der er noget fabulerende over det, som gør, at nogle kunstnere bruger ordet magisk eller mystik om kunststilen. Mine malerier er tæt på fotorealisme - men ikke helt, for det skal jo også kunne ses, at det er et maleri. Maleri under pres Senest har Tommas Jørgensen haft soloudstilling på Galleri Fantasmus i København, og hans værker blev godt modtaget i hovedstaden. - Der var rigtig god respons. Jeg har også modtaget rigtig god respons på en udstilling i Belgien i sommer, hvor mit værk "Glowing Remains v. VI" blev brugt til at promovere udstillingen i den belgiske presse Inden Tommas sætter sig til lærredet, skaber han billederne ved hjælp af fotografiet og computeren. - Det seneste halve år har jeg arbejdet med at lave forarbejdet tæt på det færdige resultat, fortæller han og forklarer, at det billede, der umiddelbart ligner ét enkelt fotograf er flere billeder og elementer sat sammen og kreativt bearbejdet. Fremgangsmåden blev kraftigt udviklet, da han i februar savede to fingerspidserne af venstre hånd med en rundsav. Et uheld der satte hans malerproces under pres. - Der gik jo noget tid, hvor jeg ikke kunne arbejde så koncentreret. Jeg blev presset på tiden, derfor lavede jeg forarbejdet tæt på det færdige maleri, så jeg ikke skulle improvisere en hel masse i selve malerprocessen. Og så havde jeg en temmelig streng disciplin - jeg fik lavet ni billeder på lidt over to måneder. Tæring efter næring På spørgsmål om, hvorvidt han kan leve af sit talent, lyder svaret kombineret med et smil: - Man kan leve af meget, meget lidt, hvis man sætter tæring efter næring. Og siden 2009 har det været vanskeligere at sælge kunsten. Tommas Jørgensen er trods finanskrise og et deraf følgende dyk i kunstsalget tro mod sine valg. - Det er min levevej, og jeg må bare acceptere, at der ikke er så meget indtægt for tiden. Han supplerer sin indtægt som underviser på Brønderslev Kommunes billedskole i Dronninglund. - Men får man fast arbejde med fast indtægt, bliver man ikke et gladere menneske. Det ville bare betyde, at jeg kommer til at svigte det her, siger han og nikker mod lærredet og farvepaletten, der har bredt sig på det gamle skrivebord i kunstnerens værksted. - Og tingene giver god mening for mig lige for tiden - der er god respons og god opmærksomhed. Der ikke er så meget salg, men det er en periode, vi skal igennem - det kommer igen. Rigtig mange bliver sorteret fra i den her krise - de bukker under, fordi det er svært, og det vil jeg ikke. Ved siden af malerkunsten er Tommas Jørgensen også musikalsk kreativ - han udgør en del af bandet Eco Lips, hvor han spiller bas.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...