EMNER

Jeg vil ikke lade som om

Hans Pilgaard er en tv-vært, der involverer sig. Og når det fungerer, samler han trådene i “Go’ aften Danmark” med et nærvær, der kan mærkes ud gennem skærmen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det kan godt være, der findes journalister, som stiller spørgsmål, der kan få magthaverne til at blive mere nervøse, end jeg kan; men tit bliver det hen over hovedet på seeren, mener Hans Pilgaard. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Københavns Hovedbanegård. Et lille nysgerrigt publikum har samlet sig neden for vinduerne til “Go’ aften Danmark”s studie. Værten Hans Pilgaard sidder i sminkerummet og får lagt lidt kulør i ansigtet, så han ikke ser bleg ud på skærmen. - Hvis jeg ikke topper om en time, er det ligegyldigt. Han har været i gang siden klokken ni i morges og sidder nu og læser på den tekst, der skal poppe op på skærmen undervejs i programmet. Så ankommer 16 hundehvalpe i en stor hvid plasticbakke til stor jubel blandt Hans Pilgaards kollegaer. “Hvor er de søde.” Den godmodige sanktbernhards-hundemor, Emmy, trasker rundt og lader sig klappe af de mange nye venner. I studiet øver Hans Pilgaard sin speak om danske unges kedelige rekord i narkodødsfald. - Jeg fik ingen øresnegl, gjorde jeg? Han roder i sine lommer og forsvinder så ud for at hente én. Hundehvalpene stilles på gulvet omgivet af tre tv-kameraer. Hans Pilgaard tager forsigtigt én op og laver den lille foromtale, der skal ligge før reklameblokken op til programmet. - Jeg mangler lige at tale med dyrlægen og moren. Hans Pilgaard tørrer lidt af Emmys savl af sine bukser. - Jeg har hund overalt. Klokken bliver 18:25. Værten vinker ned til den lille gruppe mennesker udenfor. Så er programmet på: Allan, en tidligere narkoman, der nu hjælper andre ud af deres misbrug, fortæller sin historie. Så kommer sanktbernhardshundene, og køkkenet fyldes med små udbrud af “nårh”. Aftenens udsendelse slutter med superligamålmanden Jimmy Nielsen, som beretter om, hvordan han spillede over fem millioner kroner væk. Hans Pilgaard læner sig frem med hånden under hagen, nikker medlevende, men dæmpet og kigger gæsten i øjnene. Jimmy Nielsen fortæller åbenhjertigt. Uden for studiet kører udsendelsen på et tv i køkkenet; men fordi signalet går over Odense, er lyden her to sekunder forsinket og følger som et ekko i forhold til studiet. “Go’ aften Danmark” er nok 80 procent følelse og 20 procent fakta, forklarer Hans Pilgaard efter programmet. - I stedet for at spørge en minister, hvad vi skal gøre ved narkoproblemet, vil vi hellere tale med én, der har gennemlevet det selv. Vi vil helst lave tv med folk, der kan sige “jeg” og ikke “man”. “Go’ aften Danmark” er et program, der taler til følelser. Det kan være for meget for nogen, men når Hans Pilgaard er bedst, er han så involveret en vært, at programmet holder balancen og undgår at tale ned til folk. - Hvis jeg har tårer i øjnene, er det fordi, jeg synes, det er sørgeligt. Hvis jeg griner, er det fordi, jeg synes, det er morsomt, siger han. Engang fik Hans Pilgaard serveret mågekød på tv af en gæst, der sagde, at han bare skulle lade som om, hvis han ikke kunne lide det. - Jeg ærgrede mig længe efter over, at jeg ikke fik sagt, at det ville jeg ikke. Jeg vil ikke sidde og lade som om. Jeg bliver nødt til at have mig selv med. Rigtige mennesker “Go’ aften Danmark” viser rigtige mennesker med rigtige historier. Det kan Hans Pilgaard lide, fordi det kræver meget at gå på tv og åbne op for sit privatliv. - Jeg har stor respekt for folk, der har noget på spil i det, de fortæller. For et stykke tid siden havde Hans Pilgaard besøg af forældrene til en dansk soldat, der var dræbt i Irak. De var i studiet mindre end 14 dage efter, sønnen var død. Hans Pilgaard inviterede dem ikke for at lave følelsesporno, men fordi han syntes, det var relevant i forbindelse med de ting, Danmark foretager sig på større politisk plan. Vi kan alle gøre os kloge på Irakkrigen: Om vi skal blive eller trække os. Men når almindelige mennesker, der er berørt, fortæller deres historie, kan vi andre forholde os til det på en helt anden måde, forklarer han. - Dér sad faren, der havde betalt den dyreste pris af alle, og sagde: “Hvis de trækker tropperne ud af Irak nu, så er min søn død forgæves”. Det gjorde et enormt stærkt indtryk på mig. Det kræver intenst nærvær at få folk til at føle sig så trygge, at de fortæller frit. Derfor kan Hans Pilgaard også mærke, at han får mindre ud af gæsterne, hvis han en dag ikke rammer formen. - Hvis de fortæller en ting, der betyder noget i deres liv, og jeg er fraværende, så forsvinder øjeblikket. Så bliver det bare spørgsmål og svar. Så er det ikke en samtale. Ingen pølsefabrik Det gik stærkt op til aftenens udsendelse, og det gør det oftest. Alligevel virker gæsterne som om, Hans Pilgaard når at opbygge en fortrolighed i forhold dem på den korte tid. - Det er svært. Nogle gange har jeg kun fem minutter med folk. Men det handler om nærvær. Noget vi ellers er blevet rigtig dårlige til, mener tv-værten. Der er konstant afbrydelser. Telefonen ringer, eller vi skal se noget i fjernsynet. - Det er, som om vi er blevet ligeglade med hinanden. Hvis jeg sidder og fortæller noget personligt, og du kigger på dit ur, har du jo kun spurgt, fordi du skal have tiden til at gå og fylde stilheden med støj. Han mener, man kan opnå meget med folk på kort tid, hvis man er til stede, hører, hvad de siger, giver tid og ikke mindst opmærksomhed. Hans Pilgaard føler sig personligt engageret i sine gæster, og derfor er programmet også hårdt for ham at lave. Efter udsendelsen om den danske soldat, der var død i Irak, sad forældrene og viste Hans Pilgaard billeder af sønnen. - Jeg blev siddende, fordi det gjorde indtryk, fordi jeg ville have, at de skulle have en ordentlig oplevelse af at være herinde. Det vigtigste for mig er, at folk siger: “Det er godt, vi sagde ja til at stille op”, når de går herfra. Han mener, der laves meget tv, hvor gæsterne bare bliver brugt og spyttet ud. - For mig er de rigtige mennesker. Ikke bare en del af en pølsefabrik. Kongen af Gajolæskerne Når han bliver påvirket af en historie, lægger Hans Pilgaard ikke skjul på det. - Jeg var ved at tude for åben skærm efter tsunamien. Når man hører om 200.000 døde, er det frygteligt, forklarer han. Men der er stadig en afstand. Derfor var det historien om en otte-årig dreng, der havde mistet hele sin familie og nu kom alene hjem med et fly, der gjorde udslaget. Efter udsendelsen var der én, der sagde til Hans Pilgaard, at han skulle være varsom med ikke at græde for åben skærm. Men det hverken kan eller vil han. - Jeg er også et menneske. Selvfølgelig skal man huske at holde en professionel distance til de historier, man laver. Men jeg vil ikke distancere mig fra de mennesker, jeg taler med. Det sker, at Hans Pilgaard finder de store ord frem, når han lader sig rive med. Det fik engang radioværten Lars Daneskov til at kalde ham for “Kongen af Gajolæskerne”. Hans Pilgaard kan huske, at han grinte meget, da han hørte det. - Det var en kærlig måde at tage pis på mig. Jeg er nogle gange gået i selvsving i studiet og er begyndt at grine, fordi jeg kan høre det og tænker: “Hold kæft, altså ...”. Nogle gange bliver det plat, andre dybsindigt, andre for meget, men jeg mener det. Jeg siger kun ting, jeg mener.