- Jeg vil lave Nordjyllands bedste golfbane

Dronninglund Golfklub har fået en af de bedste greenkeepere i landet

Jesper Ramsing
Flemming Andreasen er et stort navn inden for greenkeeper-kredse. Og hans ambitioner er da også at gøre Dronninglund Golfbane til en af de bedste i landet. Foto: Carl Th. Poulsen
Golf 8. december 2007 05:00

DRONNINGLUND: Den nye chefgreenkeeper i Dronninglund Golfklub behøver egentlig ikke nogen nærmere præsentation. I hvert fald ikke i greenkeeper-kredse. Her er Flemming Andreasen nemlig lidt af et kendt navn. Det er blandt andet ham, der er manden bag greenkeeperuddannelsen. Flemming Andreasens cv er da også langt - og prangende. Udover at have uddannet greenkeepere, han har selv været greenkeeper på nogle af de største golfbaner, og så har han selv tegnet og anlagt golfbaner rundt om i landet. En af de golfbaner han har tegnet er netop Dronninglund Golfbane. Og det er en af grundene til, at det er lykkedes golfklubben at trække den kendte greenkeeper til at sørge for, at græsset altid er veltrimmet. - Jeg synes, at det er et fantastisk område med rigtig gode rammer. Jeg troede 100 procent på det, da jeg fik det præsenteret i 2003. Jeg vil gerne være med til at følge projektet til dørs, og jeg vil gøre banen til Nordjyllands bedste, lyder det målfast fra Flemming Andreasen. Den 50-årige greenkeeper har boet på Øland siden 1994, da han flyttede familien fra Slangerup på Sjælland for at undervise kommende greenkeepere på Sandmosen. Interessen for golfbaner begyndte nemlig ved en tilfældighed. Flemming Andreasen er oprindeligt uddannet anlægsgartner og senere som gartner tekniker. I syv år havde han sit eget entreprenørfirma, men i 1990 blev han ansat i et større entreprenørfirmaer, hvor han var med til at starte en afdeling op, der skulle specialisere sig i at anlægge golfbaner. - Og det blev jeg så glad for, at jeg rejste til Nordjylland for at undervise greenkeepere, siger han og griner. - Det der fascinerer mig ved golfbaner er, at være med til at skabe smukke landskaber og omgivelser, som mange mennesker har glæde af, siger Flemming Andreasen. Er et navn I 2000 var det så tid til at afprøve noget af alt det, han havde undervist i. En af de første ting Flemming Andreasen gjorde, var at tegne og anlægge golfbanen i Øland. Herefter har han arbejdet som greenkeeper i bl.a. Holstebro Golfklub, og han har i en kortere periode været konsulent i Dansk Golfunion. Derudover bruger fodboldlandsholdet også Flemming Andreasens evner til at sørge for, at træningsbanerne i Vedbæk altid er i top. Og Flemming Andreasen lægger da heller ikke skjul på, at han er stolt over de ting, han har opnået. - Jeg er nok et navn inden for faget. Men jeg gør heller ikke det her for at gå og hygge mig. Jeg vil være kendt for at tingene skal være mindst 100 procent i orden, siger han. Men det stiller også krav til den golfklub, som greenkeeperen er ansat i. Der skal være ambitioner - og det er der i Dronninglund. - Jeg vil gerne være i en klub, hvor der er udfordringer. Det er første gang, at jeg er i en helt ny klub, men Dronninglund Golfklub har en virkelig god bestyrelse med store ambitioner, siger han. Flemming Andreasen er heller ikke i tvivl om, at golfbanen i Dronninglund kan blive en af de bedste i landet. - Den ligger i toppen af baner, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en bane der vil tiltrække mange eliteturneringer, siger han. Selv den sparsomme fritid går med golf. Greenkeeperen er nemlig selv en ganske habil golfspiller med et handicap på 17,7. Og en tur rundt på de forskellige baner i Danmark er samtidig også god research. - Jeg tager meget rundt for at spille golf. Og det bruger jeg da også, når jeg tegner golfbaner. Faktisk stiller jeg næsten som krav, at mine medarbejdere skal spille golf, siger han og tilføjer: - Men ellers går min fritid med at hygge mig med min familie, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...