Jeg vil mindes min fasters grin

Der var præcist tre uger til min kærestes termin, da jeg modtog nyheden. Midt i glæden og forventningen over vores søns snarlige og længe ventede ankomst meldte livets ubarmhjertighed sig på banen. Min faster Kamma Jacobsen Graversen, sognepræst i Vor Frue Kirke i Aalborg, havde fået konstateret kræft.

Livet slår smut, når det vil og nok kan der anes cirkler, der fuldendes, men nogle gange er der også bare en streg, der stopper. Blyantspidsen knækker. For tidligt. For abrupt. Uretfærdigt. Den lørdag tænkte jeg på min fætter og kusine, min farmor, min fasters mand. Men jeg tænkte også på alle de grin, min faster Kamma og jeg har delt.

Tirsdag den 7. september tog rejsen så sin endelige afslutning for Kamma, hvor hun sov stille ind. Nu er der sorgen. Og minderne.

Faktisk består alle mine minder med min faster af grin. Det skal ikke blive for snævert, men mine søskende og jeg deler en sær form for skæbnefællesskab med vores onkel og fastre. Det er kompliceret familiehistorie, men det har ikke altid været nemt at være en Jacobsen. Alle familier har deres skævheder og særheder, men jeg tror, at vi ofte har følt, at vi måske har fået tildelt lige rigeligt af knubs her i livet.

Men vi har altid grint. Når vi er sammen, er vi sammen. Vi snakker stort og småt, nært og fjernt, med masser af plads til diskussion, men der er altid varme, altid kærlighed og altid grin, når vi er sammen.

Præstekollega i Vor Frue Kirke Sophie Nordentoft vil også mindes Kammas grin.

”Det er så absolut også noget af det, jeg vil mindes om Kamma. Der har været mange hjertelige grin. Der var altid plads til at have det sjovt.”

Kamma var meget afholdt som empatisk, rummelig og nærværende præst. Det går også igen i de kondolencer, der er strømmet ind på kirkens facebookside. Sophie Nordentoft betegner Kamma som en alment praktiserende præst, hvor teologien ikke var det allervigtigste – det var netop mødet med mennesker, der optog hende. Hun gik op i, hvordan hun kunne gøre mødet mellem kirken og mennesker til et godt og brugbart møde. Kamma jokede med, at hun var hedningemissionær, hvor hun i mange tilfælde var det første møde med kirken for mange danskere.

Kamma og Sophie Nordentoft stod for konceptet drop in-bryllup sammen, som kirken har fået meget opmærksomhed for. Det er et forsøg på at skrælle nogle lag af, få kirken lidt ned på jorden og gøre den tidssvarende. Kamma kunne ikke udstå, hvis det blev alt for traditionelt og floskler kunne hun ikke fordrage.

Men det var ikke, fordi det var en let omgang. Hun var en præst, der vidste, hvad hun stod for og tog også gerne kampen. Hun gik ikke op i at være populær i menighedsrådet. Der var ingen, der skulle fortælle Kamma, hvad hun skulle gøre. Hun havde fokus på at være der, hvor der var brug for hende.

Også hos sin familie, som hun værnede meget om. Det var i sidste ende det allervigtigste for Kamma.

Jeg kan høre, at min søn græder inde ved siden af. Jeg håber, at han får en flig af det samme behov for at gå sine egne veje.

Kamma bliver bisat fra Vor Frue Kirke lørdag den 11. september klokken 11. Det er netop hendes gode kollega gennem flere år Sophie Nordentoft, der er præst ved bisættelsen.

Vi kommer til at synge Jakob Knudsens smukke ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Og særligt under andet vers kommer jeg til at sende kærlige tanker til min faster. For jeg ved, at det var sådan hun levede sit liv.

”Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,

takke ham, at morgnen mig end er sød,

at mig dagen fryder, trods synd og død.”

Ære være Kamma Jacobsen Graversens minde.