Frederikshavn

Jeg vil stadig sidde på bagsmækken og øffe

LUMSKEBUGTEN:Ud fra det svar jeg har fået, i forbindelse med mit læserbrev angående Lumskebugten, er Jens Hedegaard det klassiske eksempel på, at man ikke skal vække en gammel sovende bjørn af dens vintersøvn, for så bliver den olm. Men lad os lige slå nogle ting fast. Jeg har aldrig forlangt, at området mellem Søsportshavnen og Flådestationen skulle forskønnes, for det kan jeg ikke, men jeg har foreslået, at når man nu gjorde så meget ud af Frydenstrand og Rønnehavnen, så burde man også gøre noget ud af Lumskebugten, der er indgangsporten til Frederikshavn, og som tusinder af turister passerer hvert år. Men hvad er det lige for en succes, du beskylder mig for at vil tage æren for? Mig bekendt, har der ikke været noget fremme angående forskønnelse af Lumskebugten, da jeg første gang skrev om det sidste år. Læg også mærke til, at jeg roser projektet, men jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke følger det op og gør det færdigt. Du siger, at man siden 1995 har arbejdet med dette projekt med forskønnelse at hjørnet ved flådestationen sydlige hjørne, med de sidste tre kommandører på flådestationen. Det har jeg ingen kendskab til, og mig bekendt, har der ikke før været noget fremme om det, Hvad angår stierne på toppen af Pikkerbakken, jamen, det er da flot, men det er ikke det, jeg skrev om. Jeg skrev, at turisterne der kører ad E45, ikke ser ret meget af Niels Juels kanoner, og det er synd, og det var de træer, der burde fældes. Når det gælder blomsterudsmykning på E45, så var det et forslag og ingen kritik af vore dygtige kommunegartnere. Jens, du skriver, at jeg ikke lod høre fra mig, da kloakkerne var oversvømmede. Nej, for der var så rigeligt med læserbreve fra de husejere, der fik kældrene oversvømmet, desuden kom du jo selv på banen med en oplysning om, at teknisk forvaltning ville grave op og lægge nye rør i de ramte områder, så der var ingen grund til, at jeg blandede mig. Du må have sovet godt de sidste 12 år, når du udtaler, at du ikke har hørt et eneste bjæf fra mig i al den tid, men ud fra de tilkendegivelser jeg får, bl.a. når jeg er ude og lufte hund, er der da nogle, der har hørt mig, og er godt tilfreds med det, jeg skriver. Men nu er det jo ikke Jens Hedegaard, der skal bestemme, hvad jeg skal skrive om, så jeg kan love Jens Hedegaard, at jeg vil stadig sidde på bagsmækken og øffe, og snappe dig og de andre byrådsmedlemmer i haserne, når jeg mener, at der er brug for det.