Jelved i en nødvendig kovending

Jelved tvunget ud i retræte på udlændingeområdet

KØBENHAVN:I weekenden rakte den radikale leder Marianne Jelved en hånd ud mod S-leder Lykketoft i udlændingedebatten. De radikale vil alligevel ikke kræve den omstridte 24-årsregel ændret, før de kan indtræde i en SR-regering, lød frieriet. Med vinterens bidende kulde lige om hjørnet blev det altså for koldt for Jelved at sidde alene oppe i sit ideologiske træ. Der har hun siddet lige siden juli, hvor hun kom med et ultimativt krav om lempelser i udlændingepolitikken, før de radikale igen kunne træde i regering med Socialdemokraterne. Et krav, som Socialdemokraterne hårdnakket har afvist. - Vi ønsker ikke at ændre på 24-årsreglen, tilknytningskravet eller andre familiesammenføringsregler, har de gentaget igen og igen. Endnu værre for Jelved er, at det også hurtigt viste sig, at det radikale bagland ikke bakkede op hendes ultimative krav. Flere har kaldt det direkte "uradikalt" at stille ultimative krav, og diskussionerne begyndt at flyde i det radikale gruppeværelse, hvor kollegerne gerne ville have været taget med på råd, inden fru Jelved gik ud i offentligheden med den strenge linje. Dyb forvirring Lige siden har meldingerne fra Jelved svinget mellem ultimave krav og forsonende toner, og tvivlen er vokset om, hvad de radikale præcist kræver ændret, udover den stående parole om, at menneskerettighederne skal overholdes. Topmålet af forvirring opstod, da de radikale for tre uger siden holdt et pressemøde i forbindelse med en rapport fra Institut for Menneskerettigheder om netop udlændingereglerne. På mødet var Jelveds udmeldinger så uklare, at aviserne dagen efter var delt i to lejre. Den ene lejr havde tolket pressemødet som en udstrakt hånd til Socialdemokraterne, den anden havde tolket det som dødsstødet mod et fremtidigt SR-samarbejde. Summa summarum var, at uenigheden mellem S og R var lige så stor som den hele tiden havde været. Spørgsmålet er, om den uenighed er blevet mindre med Marianne Jelveds nyeste udmeldinger? På den ene side har Jelved stillet sig i en mere forhandlingsvillig position. Hun vil ikke længere afvise, at de radikale kan indtræde i en regering, hvor 24-årsreglen består. Men som en central radikal kilde siger; - Hun er kravlet ned fra sin gren, men der er stadig et godt stykke vej til jorden. Underforstået, at der stadig er lang vej til en forsoning med S. Opfattelsen hos de radikale er dog, at Socialdemokraterne også må komme med indrømmelser på et tidspunkt. De kan simpelthen ikke leve med, at de skal trækkes hele vejen ned på jorden Hos Socialdemokraterne ser de Jelveds nye melding som et skridt i den rigtige retning, men samtidig frygter de, at Jelved slingrer tilbage mod ultimatummet. Håbet er dog, at de to partier på et tidspunkt kan sætte sig sammen og lave noget der ligner en fælles udlændingepolitik, når "de radikale har fundet sig selv", som en kilde siger. De radikale skal dog ikke forvente ret mange indrømmelser. Enhver tilnærmelse fra S vil nemlig få både de borgerlige, Dansk Folkeparti og Karen Jespersen til at råbe: Hvad sagde vi. Og det er det sidste Mogens Lykketoft har brug for efter han igen i sidste uge forsikrede, at Socialdemokraterne skam ønsker at bruge udlændingereglerne til at begrænse indvandringen.