Vendsyssel FF

Jens Kristian Sørensen siger farvel til Vendsyssel

Midtbanemanden skal være lærer

Jens Kristian Sørensen siger farvel til Vendsyssel og den professionelle fodbold. Arkivfoto: Lars Pauli

Jens Kristian Sørensen siger farvel til Vendsyssel og den professionelle fodbold. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Efter 12 år som professionel fodboldspiller er det slut for Jens-Kristian Sørensen, der har kontraktudløb i Vendsyssel FF ved månedens udgang.

- Jeg bliver færdig som lærer denne sommer og har allerede fået job på Pandrup Skole. Det vil jeg prioritere, og så må vi se, om lysten til at spille fodbold vender tilbage på et tidspunkt. Fodbolden har i mange år fyldt alt, så nu vil jeg prøve noget andet, siger 30-årige Jens-Kristian Sørensen.

Han havde ellers mulighed for at fortsætte i Vendsyssel.

- Jeg havde en snak med Erik (Rasmussen, træner, red.), og jeg kunne få en kontrakt, så jeg kunne spille og samtidig passe mit lærerjob. Men jeg har ikke fået meget spilletid det seneste halve år, og set i dét lys har jeg brugt alt for meget tid på fodbolden. Blandt andet med lange udebaneture. Så vil jeg hellere bruge tid sammen med mine børn, forklarer Jens-Kristian Sørensen.

Han bekræfter rygter om, at nyoprykkede Thisted FC har vist interesse.

Thyboerne skal i den kommende sæson trænes af Joakim Mattsson, der som Vendsyssel-træner i efteråret brugte Jens-Kristian Sørensen fast i startopstillingen.

Da Erik Rasmussen tog over, røg han på bænken - eller i nogle kampe helt ud af truppen.

- Det er rigtigt, at Mattsson har kontaktet mig, men jeg har sagt nej til at gå i forhandling. Jeg bor i Biersted, og der vil være langt til den daglige træning i Thisted. Jeg ville ikke kunne få min hverdag til at hænge sammen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.