Fodbold

Jens Nielsen gjorde forskellen

Unødig spænding indtil 15 sekunder før tid, da AaB på en dårlig aften hentede en pligtsejr over Nordsjælland i sæsonens første hjemmekamp.AaB-Nordsjælland i billeder

Hjemvendte Jens Nielsen blev den store helt, da AaB slog Nordsjælland i sæsonens første hjemmekamp. Efter to årtier i udlandet og et hav af mål i den svenske Eliteserie bliver der stillet store krav til den rutinerede wing, som istedet for at stoppe karrieren har valgt den svære løsning at vende hjem til Danmark for at vise sit værd. Det valg ser ud til at være guld værd for AaB. Det var Jens Nielsen, der i to omgange tryllede med pucken, da AaB fortjent bragte sig foran 13 minutter inde i første periode. Han holdt legestue med nordsjællænderne, og fandt en fri Christian Lie, der imidlertid slet ikke fik ram på den geniale tværpasning. Sekunder senere havde Jens Nielsen igen pucken klistret til stokbladet som var det fluepapir, og efter at have sat endnu et par modspillere af og gjort Peter Hirsch rundtosset i målet, fandt han igen Christian Lie - der denne gang kunne skubbe pucken ind i et næsten tomt mål. Dermed er Christian Lie AaB's topscorer med to mål i to kampe. Siden måtte publikum i Aalborg Skøjtehal igennem to nervepirrende perioder, hvor Nordsjælland flere gange balancerede på grænsen til en udligning, men hvor Martin Holst i AaB-målet hver gang reddede de usikre AaB-backer med sin høje klasse. Især hans redning med ryggen i starten af 3. periode var genial. Robert Burakovsky, der også fortjener ros for en topmotiveret indsats, havde efterfølgende et par gode kontrastød, som kunne have afgjort kampen, men først 15 sekunder før tid kunne publikum drage et lettelsens suk. Kampens store profil, Jens Nielsen, lukkede opgøret ved at score til 2-0 i det mål, som Peter Hirsch havde forladt i Nordsjællands sidste forsøg på at udligne. - Vi spiller ikke en særlig god kamp. Tempoet forsvinder helt ud af opgøret efter halvanden periode, men heldigvis vinder vi alligevel, og det er den slags, der kendetegner et tophold, siger Jens Nielsen. Han serverede kampen igennem den ene sukkerpasning efter den anden til holdkammeraterne, men nogle gange savnede man at se en mere selvisk side af ham. - Jeg ved godt, at jeg skal til at skyde noget mere - istedet for at spille pucken. Heldigvis havde jeg ikke andet valg end at skyde til sidst, når målet nu var tomt, griner Jens Nielsen.
  • Kampfakta: Mål: (13:41) 1-0 Christian Lie (ass. Jens Nielsen), (59:45) 2-0 Jens Nielsen (ass. Brad Ralph og Robert Burakovsky). Udvisninger: AaB Ishockey 2X2 min, Nordsjælland 4X2 min. Hoveddommer: Casper Christensen Tilskuere: 1482