”Jens Otto Krag er sådan en pæn mand”

I min vennekreds er der en ikke længere ung mand, som har det bedst, når han kan flyde rundt i sit joggingtøj. Det har han fået mange stikpiller for, men det seneste par år har han dog anskaffet sig et par jakker og nogle halvdyre skjorter.

Så nu bliver han altid tiltalt og omtalt som ”den pæne mand”. Det labber han i sig, som en kalv suger sødmælk. Vi ser ham næsten aldrig mere i den gamle uniform. At være en ”pæn mand” er jo en hædersbetegnelse. Vi har nemlig ligesom indprentet i vore forestillinger, at en pæn mand også opfører sig pænt. Det hænger sammen som salt til æg. I min gamle socialdemokratiske mors hjerte var der mange ikoner – Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen. Hun var derimod mere reserveret over for Jens Otto krag. Ham kunne min bedstemor til gengæld slet ikke stå for. ”Krag er sådan en pæn mand”, sagde hun altid. I disse dage spekulerer jeg meget på, hvad de to mon ville have sagt om de seneste skriverier om Krag. Noget af pænheden er ligesom krakeleret lidt, men alligevel er jeg ret overbevist om, at de kunne blive enige om, at det mere er datteren, der har opført sig mindre pænt. Sådan behandler man jo ikke en far - og slet ikke en pæn far. Under alle omstændigheder er glosen ”pæn” i forfald. Også i den grad. Verden er ligesom blevet overfyldt med pæne mennesker, der gør mindre pæne handlinger. Nok kan mange se pæne ud udenpå, men indeni er der snavset. Tag nu f.eks. enhver fodboldweekends opmarchering af fodboldbøller, der egentlig ikke interesserer sig synderligt for det ædle spil, men møder op med knojern og tandbeskytter for at gøre skade på mere eller mindre tilfældige mennesker, der har et halstørklæde på i en forkert farve. I medierne bliver disse bøller ofte omtalt som ”almindelige pæne mennesker” med familie, bolig, job og et jævnt borgerligt liv. Nok muligt, men kunne vi ikke fjerne etiketten pæn hos dem, fordi det, de gør, er ikke spor pænt. Ofte er der tale om kriminelle handlinger, og dernæst er adfærden af en karakter, der gør, at de bør udelukkes af det pæne selskab - indtil de opfører sig socialt og kulturelt ordentligt. Det er helt i orden, at man ser på motiver, årsager og bruger sit analyseapparat til at forhindre kommende umotiverede hensynsløse overfald, men drop pænheden på alle måder. Det er klistrende berøringsangst, der skaber det holdningsløse menneske. Det er det samme med formuleringer om børn og unge, der er ude i noget snavs, som ofte kommer fra ”pæne hjem”. Det er ikke nok at vokse op med Wegner-stole, PH-lamper, persiske tæpper, badeværelser med spa og weekendindkøbsture til London. Der skal mere til, før man får sin identitet og etik på plads oppe i hovedet. I DR’s radioavis hørte jeg for nylig om endnu en omgang anholdelser af folk, som var involveret i nedtagning af børnepornografi fra nettet. Speakeren sagde, at ”alle de anholdte er pæne mennesker”. Det kan godt være, at hele bundtet er pæne at se på, at de kommer fra pæne hjem, at de har pæne uddannelser, 11 i snit, er noget ved musikken, to biler, sommerhus, og mærketøj, der ser pænt ud, men pæne mennesker, der er de i hvert fald først, hvis det viser sig, at de ikke har fingrene nede i alt det snavs, der mishandler og forkrøbler børn. Det er hver gang, politiet foretager den slags razziaer, så bliver man nærmest paf og stum over alle de pæne mennesker, der bliver anholdt, eller får deres computer og harddisk beslaglagt. Det er da bekymrende til det deprimerende, at så mange voksne mennesker skræller pænhedens tøj af sig, når de kommer hjem fra arbejde, og henslænger et fritidsliv med at se på mishandlede børn. Sikke en glidebane, etikken er havnet på. Min gamle mor og bedstemor kunne nok have klaret den pænhed, som måske er blevet pillet af ikonet Krag, men jeg ved, at de ikke ku’ ha’ klaret de andre krakeleringer. De ville – sammen med mig - være fortvivlet over en samfundsudvikling, hvor solidariteten med de svage kun forhandles i løs vægt, hvor etik og moral om, hvordan man behandler og lever sammen med andre mennesker er sat på kommercielle formler, og hvor pænheden har udviklet sig til, at man holder kæft, og labber underholdningsagtigt i sig, når pænhed erstattes af grimhed. [ Frode Muldkjær er radiojournalist. Bosiddende i Dronninglund. Tidl. formand for Børnerådet og initiativtager til en række børnepolitiske tiltag og børnekulturelle aktiviteter.