EMNER

Jens Rohde får homopris

Friheden er en kernesag, siger årets modtager af Lakseprisen

Der var masser af højt hår ved årets Copenhagen Pride Parade. Der var ca. 40.000 på gaden for at se paraden med afslutning på Rådhuspladsen.  FOTO: SCANPIX

Der var masser af højt hår ved årets Copenhagen Pride Parade. Der var ca. 40.000 på gaden for at se paraden med afslutning på Rådhuspladsen. FOTO: SCANPIX

KØBENHAVN:Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, var en glad mand, da han lørdag modtog Lakseprisen af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i forbindelse med afslutningen af paraden Copenhagen Pride på Rådhuspladsen i København. Samtidig gav han udtryk for, at han gerne vil dedikere prisen til en ganske bestemt type mennesker: - Her tænker jeg på dem, der hver dag står op for retten til at definere det gode liv for sig selv og deres familier. Den ret bør nemlig ikke defineres af politikere eller organisationer, sagde Jens Rohde. Han fik overrakt prisen i overværelse af flere tusinde mennesker og omgivet af dragqueens og andet godtfolk i farvestrålende gevandter. Blandt de tidligere modtagere af Lakseprisen er Jens Rohdes partifælle, statsminister Anders Fogh Rasmussen. - Friheden til forskellighed er en kernesag for mig og afgørende for, at jeg blev liberal. Det vejer langt tungere for mig end en diskussion om, hvorvidt vi skal betale 50 eller 48 pct. i skat. For i et liberalt samfund passer vi på hinanden i stedet for at styre hinanden, erklærede Jens Rohde. Forskelligheden og mangfoldigheden bør efter hans mening have høj prioritet, hvis man skal undgå et samfund, der bliver uniformt og kedeligt. - Der er desværre en tendens til, at vi alle sammen skal ligne hinanden og være noget så velafrettede, sagde han. Copenhagen Pride slutter i dag med en gudstjeneste i Christians Kirke. /ritzau/