Fodbold

Jepsen håber på mirakel

Lyskeskade driller AaB's stærke venstre back

AALBORG:Allan K. Jepsen har som den eneste markspiller været med fra start i samtlige AaB's superligakampe i denne sæson. Men den imponerende statistik kan der nu blive sat en stopper for. Venstre backen er nemlig yderst tvivlsom til søndagens medaljegyser mod FC Midtjylland på SAS Arena i Herning. Allan K. Jepsen måtte i onsdagens kamp mod FC København udgå i pausen med en lyskeskade, og mens de øvrige AaB'ere i går var til en let gang træning, tog venstre backen en dag på sofaen. - Det ser ikke for godt ud, og skal jeg vurdere min chance for at spille, er den meget lille. Man kan håbe på, at vores fysioterapeut og læge kan udrette et mindre mirakel inden søndag, for det tror jeg, der skal til for at få mig klar, siger Allan K. Jepsen. Efter at have været en vigtig brik i AaB's vej mod toppen af tabellen, er han selvfølgelig ærgerlig over, at sæsonens sidste slag højst sandsynligt skal overværes på tilskuerpladserne. - Men jeg spiller ikke medmindre, jeg er 100 procent klar. Jeg vil ikke risikere, at skaden bliver være og koster mig starten på den nye sæson, fastslår venstre backen. Hamrén venter AaB's cheftræner Erik Hamrén rykkede Michael Jakobsen ud på venstre back i anden halvleg i onsdagens kamp mod FCK. Om det bliver den løsning han vælger igen på søndag, vil svenskeren ikke løfte sløret for. - Jeg afventer situationen, for der er flere spillere, som er mærket af FCK-kampen, lyder det fra Erik Hamrén. Umiddelbart ligner Martin Pedersen det eneste oplagte alternativ til en Michael Jakobsen-løsning på venstre back. U/21-landsholdspilleren har dog været ude i kulden hele foråret og ikke spillet et eneste minut i Superligaen.