Jernbanegade flyder med glasskår

Fadølsglas og flasker ligger spredt rundt på vejen. Værtshusejerne afviser, at de kan gøre mere ved problemet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er især i bunden af Jernbanegade, at Charles Jensen og kollegerne finder gods til affaldssækkene.FOTO: FINN FOLSTED

HJØRRING:Lørdag morgen klokken seks begynder Charles jensen og en kollega dagens arbejde. Med fejemaskine og kost bevæger de sig ned gennem gaderne i Hjørrings midtby, og især i bunden af Jernbanegade er der nok at lave. - Det er et værre svineri deroppe, siger Charles Jensen. En af de ting, der skal fejes op, er glasskårene fra Bacardi Breezer-flasker og fadølsglas. - Det er, som om flaskerne bare skal slås i stykker - sådan ser det i hvert fald ud. Der er ikke mange hele flasker tilbage til flaskesamlerne, siger han. Mange af glasskårene stammer fra de flasker diskoteksgæsterne har taget med hjemmefra. Men Charles Jensen finder også ofte knuste fadølsglas fra værtshuse og diskoteker, når han fejer sig gennem Jernbanegade. Men der er ikke meget diskotekerne kan gøre ved dette, lyder meldingen fra ejerne. - Vi betaler en formue for at kommunens folk kommer og fejer det op om morgenen, siger Knud Olesen fra Chaplin. Han fortæller, at dørmændene forsøger at holde øje med om folk tager glas med ud. Hvis det bliver opdaget, bliver glasset straks taget fra dem. - Men jeg kan jo ikke garantere, at der slet ikke kommer glas med ud. Hvis folk har glasset under jakken, er det jo ikke til at se, siger han. På værtshuset Børglum Bispen er der ingen dørmænd, men personalet forsøger så vidt muligt at holde glassene indendøre, siger Jette Bilstrup. Hun må dog også indrømme, at det kan være svært at holde øje med, om folk tager glas og flasker med sig. - Men så kommer folkene fra kommunen og fejer det op næste morgen. Det betaler vi dem jo for, siger hun. Hverken Jette Bilstrup, Knud Olesen eller Charles Jensen har nogle umiddelbare forslag til, hvordan svineriet og de mange glasskår bliver bragt til ende. - Det er da træls, men det kan nok ikke rigtigt undgåes, lyder den noget resignerende holdning fra alle parter.