Jernbaner

Jernbanen kan tage langt mere gods

AALBORG:Danmark halter efter det øvrige EU, når det handler om at transportere gods på jernbane. Tal fra det statistiske kontor Eurostat for 2006 viser, at kun 8,2 procent af den nationale godstransport i Danmark sker på jernbane. Gennemsnittet i de 27 EU-lande er 17,7 procent. Men Paul de Kruiff, der er administrerende direktør i jernbanetransportfirmaet CFL Cargo, mener, at Danmark forholdsvis let kunne nå op til det europæiske gennemsnit. - Jeg vil vurdere, at 10 procent af det, der kører på landevejen, uden videre kunne flyttes til banen, siger Paul de Kruiff. Hvis jernbanen tager 10 procent af lastvognstrafikken, vil det betyde en tredobling af den mængde gods, der i dag i transporteres med godstog. Paul de Kruiff understreger, at en række varer, som i dag kører på landevejen, sagtens kan køres med tog. - Det er bestemte godsarter, der egner sig til jernbanetrafik. Det er tunge ting, der ikke er tidsafhængige. Jeg kører f.eks. spånplader fra det centrale Tyskland til møbelindustrien i Midtjylland, og det er en jernbanevare. Jeg kører 1200 tons spånplader tre gange om ugen til Herning, og det er en god gesjæft. En transport, jeg har fået i konkurrence med lastbiler, og jeg har flyttet dem fra landevejen, siger direktøren. Han kunne dog godt tænke sig, at de terminaler, hvor togene stopper og omlaster til lastbiler, der kører det sidste stykke vej, bliver bedre. Det er de såkaldte kombiterminaler i Taulov og Høje Taastrup. Samme ønske har Danmarks største operatør af jernbanegods, Railion. - Længere nede i Europa er væksten i godstrafik flyttet fra lastbiler til godstog. Men skal vi opleve det samme i Danmark, kræver det blandt andet, at vi får udbygget vores kombiterminaler. I Høje Taastrup har vi åbent døgnet rundt hele ugen. Det kniber med plads på knudepunkterne, hvor vi udveksler, siger John Wallin Pedersen fra Railion.

Forsiden