Jernhårde signaler til DI

Martin Hansen
Med­lem­mer­ne i Dansk Me­tal skal have en del af ka­gen, si­ger for­bunds­for­mand Thork­ild E. Jen­sen Foto: Tho­mas Vinth­er
Overenskomster 14. september 2006 06:00

NORDJYLLAND: - Det går godt i Danmark, og alle parametre taler for, at også vores medlemmer får del af kagen. Det fastslår forbundsformand Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, som i disse dage holder kongres i Aalborg Kultur- & Kongrescenter. Allerede i søndags fik han under sin beretning skruet op for forventningerne forud for overenskomstforhandlingerne til januar. Medlemmerne er i arbejde og tjener gode penge til arbejdsgiverne, så Thorkild E. Jensen håber på en god overenskomst set fra de 136.000 medlemmers synspunkt. - Arbejdsgiverne må også kunne se, at den profit, som deres medlemmer får, også skal deles ud til mine medlemmer og ikke bare gå til direktørerne, siger han. Samtidig fik de 530 delegerede medlemmer sendt et jernhårdt signal til Dansk Industri, som i sidste uge raslede med overenskomstsablerne. Administrerende direktør i Dansk Industri Hans Skov Christensen foreslog, at man skal have det samme i løn, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet, man arbejder. - Det er jo noget sludder! Når man arbejder på skæve tidspunkter, går man glip af noget familieliv, så hvis man skal motivere folk til at tage disse arbejdstider, er det vigtigt, at de også bliver belønnet for det, siger Thorkild E. Jensen. Det er ikke kun formanden, som har høje forventninger. De 530 delegerede medlemmer på kongressen stemte om, hvorvidt efterlønnen skal være en ret allerede fra 60-års alderen. Forslaget blev klart vedtaget med 377 stemmer for, selv om ledelsen på dette punkt var af en anden mening.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...