Jernkæder fra fortiden

Frem til for 200 år siden sendte danskerne omkring 100.000 slaver over Atlanterhavet. De blev indfanget, opbevaret i grotter i slaveborge og fragtet til Amerika, hvor de blev solgt på auktion

- Her blev de mest oprørske slaver lukket ind for at dø. Ingen havde tænkt sig at spilde en kugle på dem. Stemmen giver et svagt ekko i den lille lavloftede grotte i borgmuren. Der er ingen åndehuller nogetsteds i den tykke mur, og de mennesker, der blev lukket herind, kom aldrig igen ud i live. De var slaver og blev ikke betragtet som mennesker. Guiden på slaveborgen Cape Coast Castle i byen Cape Coast i Ghana fortæller med store armbevægelser, tydelig mimik og dramatiske pauser. Han er stor, stærk og sort. Selskabet, som bliver vist rundt på slaveborgen, består af både hvide og sorte mennesker. En hvid kvinde går hånd i hånd med sin sorte kæreste. De skal se, hvad hendes forfædre gjorde mod hans forfædre. Cape Coast Castle er stor, mægtig og hvid, og den ligger helt ned til havet med store kanoner pegende ud mod vandet, så ethvert forsøgt på indtrængen fra søsiden kunne besvares med en kaskade af kanonkugler. I dag fungerer borgen som museum. Den ligger i Ghana på Afrikas vestkyst, som dengang kaldtes Slavekysten. Den er en af de mange bevarede slaveborge, som dengang var ejet af danskere, tyskere, hollændere, portugisere, svenskere og især englændere. Da de første europæere kom til Afrika omkring begyndelsen af 1500-tallet, var de interesserede i Vestafrikas kyst, fordi der var store rigdomme - guld, ædelstene, elfenben og kostbare træsorter. Men snart så de en fidus i at begynde at drive slavehandel. Den nyopdagede verdensdel, Amerika, havde brug for arbejdskraft, billig arbejdskraft. I 1600-tallet ankom danskerne, de begyndte at handle med slaver og sendte omkring 100.000 mennesker over Atlanten frem til 1802. De urolige blev lænket Den store guide fortæller omhyggeligt om fortidens begivenheder. Gæsterne bliver ført ned i en stor grotte, hvorover der hænger et skilt med ordene "Mændenes Grotte". En tunnel fører ned til to aflange rum på hver omkring 40 kvadratmeter. For enden, højt oppe mod loftet i omkring fem meters højde, er der et vindue med tremmer for. - Her blev mændene lukket ned i mindst 14 dage, inden de blev sendt afsted på skibene. De fik kun tilstrækkelig mad til at kunne overleve. De svageste kunne lige så godt dø, for ellers ville de dø på vej over Atlanterhavet, og det var spild af penge, forklarer guiden, mens gæsterne kikker forfærdet rundt i det iltfattige rum. Guiden tager et skridt frem, langsomt: - Slaverne lå så tæt, at de ikke kunne røre sig. Et skridt frem - der lå nogen. Et skridt tilbage - der lå nogen. Et skridt til siden..., fortæller han lavt, mens han med sine bevægelser illustrerer sin pointe. Slaverne blev indfanget af deres egne landsmænd, som drev forretning ved at sælge dem til de hvide på slaveborgene. I bytte fik de geværer, krudt og brændevin. Mange blev revet væk fra deres familier, og koner og børn blev ladt alene tilbage. Slaverne kom til Cape Coast fra hele landet og nogle af nabolandene. Hvor mange mennesker, der blev slaver, kan hverken guiden eller nogen anden sige med nøjagtighed. - Hver slave var kun et nummer. Ingen interesserede sig for dem. Oppe langs væggen i den ene ende, cirka i mandshøjde, er der monteret jernringe i væggen. Guiden gør en hurtig bevægelse og står pludselig op ad væggen og ligner et kors med armene spredt ud til ringene, der passer med hans håndled. - Sådan. Hvis de ikke var rolige, blev de lænket på denne måde. Hans stemme og fortælling får det til at gyse blandt gæsterne. Men der kommer mere. Foster flået ud Flokken går ned i kvindernes grotte. I midten af rummet er der et slags afløb, lige som der var i mændenes grotte. Nu kommer forklaringen: - Kan I forestille jer, hvordan det lugtede herinde, når kvindernes menstruationsblod løb ned gennem renden? Slaver har ikke adgang til noget toilet, fortæller guiden så levende, at gæsterne næsten kan fornemme sanseindtrykkene fra den gang. En gæst spørger, hvad der skete, hvis kvinderne var gravide. - Gravide kvinder risikerede at få fosteret skåret ud. Det blev brugt som fiskeføde, svarer guiden. For de slaver, der overlevede sorteringen i grotterne, var der kun en vej. En tunnel førte fra grotterne og ned til stranden, hvor slaveskibene kunne lægge til. Gæsterne bliver ført gennem en tung træport, og pludselig befinder de sig på stranden med havet tæt på. - Denne dør kaldes "Point of no return" - her var der ingen vej tilbage. Slaverne blev stakket op på skibene som pindebrænde, og så gik turen over Atlanterhavet, væk fra Afrika, familien og friheden, fortæller guiden. Denne dag er der børn, der bader og leger på den selvsamme strand, der blev det sidste afrikanske stykke jord, som deres forfædre betrådte i deres liv. For gæsterne er det en historisk oplevelse, som er uhyggeligt levende og nærværende. Den hvide kvinde klemmer den sorte mands hånd fast mere end en gang, og han smiler til hende. Det er alt sammen fortid. Englænderne forlod Ghana i 1957. Indtil da var landet en britisk koloni. Ghana var den første kolonimagt i Afrika, der opnåede selvstændighed. I dag står slaveborgene ved den kyst, der engang kaldtes Slavekysten, som et vidnesbyrd om fortidens begivenheder. Omkring 14 millioner slaver menes at være blevet sendt væk fra deres land igennem de cirka 400 år, slaveriet stod på. Nogle kilder mener, at antallet er op til det tredobbelte.