Jerusalem rystet af den værste uro i årevis

Hamas opfordrer til at indlede en ny intifada

JERUSALEM:Hundredvis af palæstinensiske demonstranter stødte tirsdag sammen med israelsk politi i Østjerusalem. Politiet affyrede gummikugler, tåregas og chokgranater mod demonstranterne, der kastede sten mod betjentene og byggede barrikader af brændende dæk og affaldscontainere. 16 palæstinensere måtte på hospitalet med knoglebrud og andre skader, mens adskillige andre fik lægehjælp på stedet. 60 blev anholdt. En talsmand for det israelske politi siger, at fire betjente måtte have hospitalsbehandling for deres kvæstelser, mens yderligere 10 fik førstehjælp på stedet. Det er de værste uroligheder i området i flere år. Hamas' viceleder, Mussa Abu Marzuk, opfordrer til en ny palæstinensisk opstand, intifada. - Enhver palæstinenser bør rejse sig mod den israelske besættelsesmagt, siger Marzuk. Palæstinenserne har tidligere indledt to intifadaer mod det israelske styre i de besatte områder. Den første fandt sted i 1987 og den anden i 2000. Den palæstinensiske vrede skyldes blandt andet den israelske udmelding om, at der er givet tilladelse til at bygge 1600 nye boliger til jødiske bosættere i Østjerusalem. Men spændingerne er også øget betragteligt efter genåbningen af den antikke Hurva-synagoge i Jerusalems gamle bydel. Al-Aqsa-moskéen ligger kun 400 meter væk, og mange palæstinensere ser det som et skridt på vejen mod at bygge et jødisk tempel i samme område. Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, kritiserer genåbningen af synagogen og siger, at det "risikerer at trække regionen ind i en religiøs krig". /ritzau/AFP