Jesper Jensen: Få svenskere kunne komme på Frankrigs hold

Landstræner Jesper Jensen ser ikke mange individuelle kvaliteter hos Sverige, hvis kollektiv skal bære holdet.

Jesper Jensen mener, at Danmark har gode muligheder mod de svenske naboer fredag.

Jesper Jensen mener, at Danmark har gode muligheder mod de svenske naboer fredag.

HERNING:Kigger man på kvaliteterne spiller for spiller, så er det en noget anden og mere overkommelig opgave i forhold til mødet med Frankrig tirsdag, som de danske håndboldkvinder fredag står over for.

Naboerne fra Sverige er modstanderen i første mellemrundekamp og dermed første mulighed for dansk oprejsning efter nederlaget til Frankrig.

Ifølge Danmarks landstræner, Jesper Jensen, bør mulighederne for en sejr i hvert fald være til stede.

- Frankrig er et bedre hold end Sverige. Det generer jeg vist ikke nogen ved sige, lyder det fra Jesper Jensen.

- Hvis man kigger på det svenske hold, så tror jeg ikke, der er mange, som ville komme med i Frankrigs trup på 16 mand. Jeg tror ikke, der er mange hold i verden, som ville kunne presse ret mange spillere ind på det franske hold.

På samtlige positioner holder Frankrigs højt internationalt niveau. Helt det samme kan man ikke sige om Sverige i sin nuværende udgave. Men holdet har noget andet.

- Frankrig har individuel kvalitet på et ekstremt højt niveau. Sverige har til gengæld nogle kollektive styrker, som Frankrig ikke har. Men det er ikke Frankrig, slår den danske landstræner fast.

Sverige har kun et enkelt point med over til mellemrunden, hvor Danmark har to point på kontoen fra start.

Jesper Jensen tænker hverken i at påtage sig eller afvise den favoritrolle, som medier og bookmakere giver Danmark til kampen. Men andre er velkomne til at udråbe danskerne til favoritter.

- Hvis vi bliver udråbt til favoritter mod Sverige, så skal vi bare være stolte af det. Det betyder, at vi er nået langt, siger han.

Danmark og Sverige tørner sammen fredag klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen i Herning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.